Uf, hvor var det tidligt, sådan at møde første dag efter en alt for kort juleferie – og så ved daggry! Det er altså tidligt for sådan en aftenarbejder som mig. Men alle kvaler ved at stå tidligt op blev afløst af glæden ved at møde kolleger fra nær og fjern, studiekammerater fra dengang og fagkolleger fra her og nu. Der var sat en time af i programmet til morgenkaffe og almindelig netværkssnak, inden konferencen på DKDM gik løs i den smukke gamle koncertsal.
Arbejdsgruppen bag konferencen havde lært ganske meget af erfaringerne fra sidste års første forsøg på at gå DJM i bedene, og dette års konference var ganske anderledes strømlinet. Programmet var ikke nær så tætpakket, og det gav tid til at samle de mange indtryk, man fik, i samtale med de andre konferencedeltagere. Det gav en anden ro over konferencen, hvad man ellers ikke skulle tro – der var næsten dobbelt så mange deltagere i år som sidste år! Konferencen blev indledt med velkomstord fra Bertel Krarup (DKDM), som nærmest også tog ordene ud af munden på Henrik Sveidahl (RMC). De to stod for konferencen i samarbejde med Høje Taastrup Musikskole, Frederiksberg Musikhøjskole, Københavns Musikskole, Næstved Musikskole og Vordingborg Musikskole. Og de gav hurtigt plads til dagens eneste fællessang, dejligt akkompagneret af en kvartet med bl.a. Kirsten Juul Seidenfaden, og så blev sangen mesterligt anført af konservatoriets børnekor under ledelse af Bente Colding Jørgensen.
Søren Østergaard
Dagens første oplægsholder var Søren Østergaard fra Center for Ungdomsstudier. Han talte lynhurtigt og meget skarpt om nutidens unge, de 6-12-årige, Generation Alpha. Og de ligner ikke nogen anden generation! De er vokset op med individualisering og tilpasning, hvor Netflix ved præcis, hvad de vil se som det næste. Men de oplever også et abnormt stort pres –
Kønsrollerne er også med til at lægge pres. Vi andre er vokset op med, at Kaj og Andrea satte rammerne, og alt andet fyldte det ud. Men børn i dag ser mere på Instagram efter rollemodeller. Og drenge og piger er i dag mindre sammen end for bare 10 år siden.
Forældrene er en vigtig del af billedet – de er ikke så meget curlingforældre, som de er den første generation, der ikke kan reproducere deres egen opdragelse. Og så kommer man ud i sådan nogle afmagtserklæringer som ”Du skal bare gøre det så godt du kan”. Det kan lyde kærligt, men opleves som direkte stressende, for det er jo opgaven uden ende!
Musikskolens rolle er at være en øvebane for børnene – ikke en præstationsrampe. Og musikskolelæreren må tiltage sig rollen som den gode sekundære metaintentionelle voksne.
Den gode musikskolelærer fås i tre skabeloner:
Formgiveren, der qua sin egen person og ageren skaber trygge rum for unge uden at kræve en ensretning.
Turguiden, der følger med i de unges processer, fordi han/hun selv har været der før eller har en større livserfaring med at navigere i ukendt terræn uden at gå vild.
Motivatoren/inspiratoren, der udfordrer unge til at træde ud over den personlige komfort-zone og møde det, som er anderledes.
Og den gode musikskole skaber rum til disse voksne, så de kan udfolde projektet. Skolen har en plan, der sikrer progression, og en rød tråd i deres arbejde, der sikrer, at der er en systematik og retning i deres arbejde. Men vi skal stadig huske at tage tid til at bygge bro til børnene, når de har brug for det.
Ane Cortzen, som var moderator på dagen, spurgte til, hvordan man skulle kunne nå det indenfor de 25 minutter, man har med eleven?
- Det kræver ikke meget tid at spørge ”Hvordan har du det?”, men det giver en tillid, som gør resten af mødet mere intenst, svarede Søren Østergaard.
Jeg havde lejlighed til at veksle et par ord med Søren Østergaard i pausen bagefter, hvor han gjorde det klart, at hans forskning på Center for Ungdomsstudier ikke var specielt musikrelateret – men at resultaterne i denne kontekst var fuldt gyldige. Det handler meget om at få bygget bro til de unge, man vil undervise eller påvirke.
Han var ikke selv en del af det musikalske dannelsessegment. Han nævner som eksempel, at da signalet lød til, at man skulle bevæge sig ind i koncertsalen her til morgen, troede han først, at det var en brandalarm …
Men hans forskning viser klart, at de ekspressive aktiviteter i musikundervisningen fastholder en relation mellem den unge og hans/hendes voksne, og det teenagefrafald, som efterhånden kommer tidligere og tidligere, bliver udskudt for dem, der har den stærkeste relation i musikskolen.
Så kunne man godt have brugt en hurtig kop kaffe igen (som Ane Cortzen var kommet til at love, da vi gik til pause), men OK, vi måtte videre. For nu stillede Duo Ventus op på scenen, en fløjte og klarinet-duo, som spillede meget medrivende og overlegent.
Og herefter gik Tanja Hall, antropolog, som arbejder i Fremtidsfabrikken, på scenen. Hun skulle fortælle os om de 13-16-årige. Og hun lagde ud med at sige, at hun havde skrevet en bog, som hun havde taget nogle eksemplarer med af. Dem ville hun forære til dem som stillede spørgsmål! Det var et smart trick, syntes hele salen. Derefter knyttede hun bånd til Søren Østergaards oplæg og byggede videre på det i samme retning. De 13-16-årige er nemlig vokset op med en digital megafon! De kan råbe til hele verden via de sociale medier, og derigennem bliver opmærksomhed til en stenhård valuta. Hun viste en lille video med to bedste-veninder, Lova fra Stockholm og Luna fra København, som var sammen for første gang IRL (in real life, dvs. i virkeligheden) efter at have været veninder over nettet i 3-8 timer dagligt i en længere periode. Disse to piger forstod at ’brande’ sig selv; deres møde fik sin egen instagram-profil, som på et døgn fik over 1000 følgere!
Og hvilken rolle sætter det så forældrene i? De bliver HR-managers for deres børn! Forældrene kommer til at facilitere børnenes egentid, nogle gange uden selv at deltage i den. Men det er også blevet cool for børnene at have været sammen med forældrene (eller andre voksne). De unge kan anskues som en segmenteret gruppe i tre adskilte fraktioner. Innovators, first movers eller hvad der i gamle dage hed trendsettere. De er ca. 10 % af gruppen. Majority, flertallet – de 70 % af gruppen. Laggards, efterslæberne – de 20 % af gruppen.
På et spørgsmål fra salen indrømmede hun, at det er svært at samle dem op – vi har ikke knækket koden! Flertallet er kendetegnet ved at have en begyndende skam over det digitale liv. Men de er stadig fanget ind i jagten på det perfekte liv og er fuldstændigt inde i de mange SoMe-platforme. Meldingen fra idrættens analyseinstitut er, at den uorganiserede idræt er på vej op – og noget tilsvarende kan formentlig ses i musikskolerne: projekt-bands vinder frem, hvor de etablerede sammenspilsgrupper har en vigende tilgang. Innovatørerne er på vej imod fordybelse, slowness, og foretrækker twitch for youtube. De vægter processen højere end resultatet og tilstræber en kønsfri tilgang, når køn ikke er relevant. Jakob Holtze fra DKDM spurgte, om det betyder, at fordybelsen er på vej tilbage? Men så enkelt er det ikke. Tendenserne fra innovatørgruppen bliver altid udvandede, når de når ud i det brede flertal. Fælles for disse to grupper er, at de er målrettede, de er sårbare, og de har et kort attention span. Deres behov for musikskoleoplevelser kunne være ”Musikskolen on demand”, ”Lær dine 3 yndlingssange på 6 uger” eller ”Her er nøglen til musikskolen – brug den”.
Frokosten på DKDM var mesterligt planlagt og afviklet sammenlignet med sidste års kaos. Det kan godt være, kuvertprisen var lavere – men udbyttet var højere, og alle var glade.
Kirsten Juul Seidenfaden
I frokostpausen nåede jeg at tale med Kirsten Juul Seidenfaden, som var med i DKDMs arbejdsgruppe omkring konferencen.
Hvad er baggrunden for, at konservatoriet efter alle disse år nu laver konference sammen med musikskolerne?
Vi ønsker et meget tættere samarbejde med musikskolerne. Vi skal som uddannelsesinstitution kende den virkelighed, de lever i, og musikskolerne skal mærke, at vi følger med. Vi er de seneste år blevet mere og mere forpligtede til at samarbejde og åbne op begge veje. Det er utroligt positivt. Og det mærker vi også. Vi er både glade og stolte over at lave konferencen, som jo altså her på andet år er nået op på næsten 700 deltagere og ikke mindre end 25 forskellige workshops! Vi har kæmpet for at få plads til alle interesserede, og det er næsten lykkedes.
I en tid, som råber på efter- og videreuddannelse, kan denne konference så dække det behov?
Nej, det er helt klart. Men det er heller ikke vores mål. Vi går efter at facilitere MØDET mellem fagpersonerne, både oplægsholdere og konferencedeltagere. Hvis vi kan give et inspirationsboost og skabe rum for en refleksion, så er vi godt på vej. Konferencen er ikke dyb nok til at være efter- eller videreuddannelse.
Er det også konferencer som denne, der skal være portaler for den musikpædagogiske forskning fremover?
Det kan man godt forestille sig. Men det er tydeligt, at konferencen også udstiller behovet for egentlig forskning – vi har brug for medvind fra forskningen! Det er også derfor, vi her i huset har ansat komponisten Peter Bruun i en position, som skal samle op på den forskning, der findes på området.
Hvordan med konferencerne på de andre konservatorier, som netop ligger samtidig – er det særlig smart, at konferencerne konkurrerer?
Næ, det er da meget mere oplagt, at vi samarbejder om det. Konferencerne ligger på det tidspunkt, fordi de jo henvender sig til musikskolerne, som netop har mulighed for at deltage i den uge. Eftermiddagens mange workshops var meldt ud i en imponerende liste, og så var det meningen, at alle skulle have lyst til at deltage i mindst 2 af dem. Der var nemlig 2 tidspunkter på hver sin side af kaffepausen, hvor man kunne komme til workshop. Og det var de samme workshops, der blev udbudt i begge tidsrum. Det var en fin og pragmatisk løsning – det bliver interessant, om folkene på de enkelte workshops har sammenlignelige oplevelser af deltagerne før og efter eftermiddagskaffen, for det kan måske spille ind på opbygningen af næste års konference.
Et par af konferencens mange workshops
Jeg havde valgt at følge to workshops, som begge handlede om musikken ud i folkeskolen. De havde en del til fælles, men ikke alt. I koncertsalen var der orientering om skoleorkestre og tilsvarende musiktilbud under titlen Børn Og Unge I Spil. Det er en bred titel, må man sige, og så bredt var indholdet slet ikke. Det handlede om særlige sammenspilstilbud i regi lidt væk fra musikskolen.
Vi fik meget flotte fremlæggelser fra 4 projekter – OrkesterMester, Musikstarter, MusikUnik og Roskilde Musikklasse. Men det var måske lidt kækt at kalde denne fremlæggelse for en workshop. For det var i høj grad en fremlæggelse og ikke en egentlig diskussion eller produktudvikling. Det eneste indlæg, der problematiserede noget, var i slutningen af Peter Bindslevs fremlæggelse af MusikUnik i Rødovre, som satte fingeren på det ømme punkt: der er for lidt forskningsmæssig evaluering af de tiltag, vi igangsætter. Vi kan jo lave det ene projekt efter det andet – noget virker, andet gør ikke. Og så kan vi lave alle mulige hypoteser om, hvorfor det går godt eller skidt, men det har alt sammen karakter af gæt-og-vedtag. Tom Henriques fra Roskilde Musiske skole havde taget den folkeskoleleder med, han samarbejder med om projektet Roskilde Musikklasse. Han kunne med stort lune fortælle om, hvordan finansieringen til projektet var opstået: et projekt, der handlede om at få kommunens 1.-klasser i svømmehallen hver uge, var strandet på lavpraktiske besværligheder med at få børnene frem og tilbage – og hvad skulle man så bruge pengene på? Dér stod Henriques klar – og de har nu fået samlet 3 klasser á 24 elever med særligt talent med en årlig særbevilling på 400.000,- pr. klasse! Det ”særlige talent” måles på, om eleverne kan lade musikken ligge. Hvis de ikke kan det, har de altså særligt talent. - Det er en af de bedste definitioner, jeg har hørt.
Benedicte Christiansens fremlæggelse af OrkesterMester kan findes på projektets egen hjemmeside (incl. en flot video med kulturministeren, Mette Bock). Og Musikstarter, som blev fremlagt af Mikkel Kofod, havde også en flot præsentation. Det projekt har også sit udspring i Roskilde, og det er et kortvarigt, men intenst forløb for godt 400 elever pr. gang: 5 dage i internat I ØVELOKALET! Med undervisning, sangskrivning, clinics, koncerter, talks og besøg i øvelokalet af bands, som også har spillet på Roskilde festival …!
I kaffepausen talte jeg med violinlæreren Jesper Rudloff fra Egedal musikskole. Han har efterhånden mange års erfaring med musikskoleundervisning på alle niveauer, fra førskole-/begynderundervisning og helt op til konservatorieoptag. Han kom lige fra workshoppen ”Hvem tæller for – når der skal spilles sammen i den Åbne Skole?” – og det havde været spændende på en anden måde, end han havde ventet. - Som violinlærer er man jo vokset op med mesterlæren som den grundlæggende undervisningsform. Men det er nye tider, og angsten for klasserumsleder-opgaven er afløst af en egen tiltro til, at det, vi gør i det store rum, faktisk er meget godt. Hvor jeg før i tiden havde den overbevisning, at jeg aldrig skulle have flere end 6 elever ad gangen på mine hold, står jeg jo nu og underviser 25 elever på én gang!
Synes du, denne konference giver dig noget efteruddannelse?
Jeg får da inspiration, men der kommer ikke nogen nye redskaber med hjem, vel?
Hvis ikke du får nye redskaber med hjem – hvad får du så?
Jeg bliver bekræftet i, at det vi laver i Egedal, faktisk er godt nok! Vi skal droppe ABC-visen, men give eleverne oplevelser med det samme.
Ole Thøger
Musikskoleleder Ole Thøger fra Musikhøjskolen på Frederiksberg havde været med i konferencens arbejdsgruppe, og jeg havde derfor aftalt at stille ham nogle spørgsmål i et hjørne af koncertsalsfoyeren.
Hvad har været målet med at lave denne konference?
Først og fremmest at inspirere lærerne. Vi skal jo kunne tale om, hvilke udfordringer vi har. Og så er der jo også en hel del strategisk tænkning i at lave sådan en konference. Den tænketanksrapport, der kom i 2017, havde jo ikke nogen deltagelse af lærere – nu er det, lærerne skal kunne komme til orde.
Ser musikskolelederne konferencen som en måde at dække behovet for efter- og videreuddannelse?
Nej, - men det er da en øm tå! Jeg tror snarere, man kan sige, at konferencen fokuserer behovet.
Der er jo meget tale om, at der mangler musikpædagogisk forskning i Danmark. Hvor står musikskolerne i det?
Altså, der mangler jo ikke vilje til forskning – men måske nok fokus! Det er en metadagsorden, som vi kommer til at høre mere til i de kommende år. Finn Holst ER jo i gang, og både RMC og DKDM vil opgradere med professorater. Og som vi lige hørte, er det jo oplagt at gå i gang med at evaluere de større projekter som MusikUnik og OrkesterMester.
Hvilke erfaringer tager I med til næste års konference?
Det vil vise sig, når vi får evalueringerne ind! Men det har været helt overvældende at se den store interesse for konferencen. Så mange mennesker, alle med en fælles dagsorden. Det er jo ikke bare nørderier, men også den nødvendige udvikling af musikundervisningsområdet, der ligger folk på sinde. Vi må gøre noget for at sikre, at kapaciteten kan følge med næste år. Der var mig bekendt over 100, der blev afvist – det går jo ikke.
Annelise Dahlbæk og Linda Vilhelmsen
Her drejede det sig om ”Hvem tæller for – når der skal spilles sammen i den Åbne Skole?” med Linda Vilhelmsen, Annelise Dahlbæk og Finn Holst. Dahlbæk og Vilhelmsen har skrevet en bog med den samme titel, og igen antog workshoppen mere karakter af fremlæggelse end proces. Men det overordnede budskab var klart: der er rigtig mange (potentielle) aktører i den åbne skole, men de mangler redskaber! Bogen prøver at klæde dem på til samarbejdet, og forfatterne postulerer, at disse fire begreber skal i spil, hvis samarbejdet skal lykkes: Relation, kommunikation, motivation og præstation. Men når de ER introduceret, er arbejdet ikke gjort – så er det først, man kan gå i gang. Der er stadig mange ting, som er rigtig svære. Vores fagligheder er så forskellige, og derfor er fællesafklaringen så vigtig. Finn Holst kom nu til orde – og han kunne bekræfte det billede af den siloopdeling af musikundervisningen, som skjulte sig bag Dahlbæk og Vilhelmsens oplevelser. Projektet er at komme fra siloerne (Musikskole><folkeskole) ud i ”det tredje rum” (den åbne skole). Og der ser vi, at hoveddelen af alle de børn, der er med i de forskellige projekter, der er i landet (MusikUnik, HOPE, Mer Musik Til Byens Børn osv.) dropper ud af musikundervisningen efter projektet. Også selvom de har haft store og skelsættende oplevelser med musikken.
Men, sagde Finn Holst, siloopdelingen holder ikke! For der er ikke 2, men 3 spor! Det er ikke holdbart at se på det som MS><FS – man er nødt til at se de tre spor, der er i musikundervisningen. Musikskoleleder Ole Thøger spurgte med et polemisk glimt i øjet, om hvorfor musikskolerne, med deres mikroskopiske økonomi set i en folkeskolekontekst, skulle løse folkeskolens problemer? Det gav anledning til en livlig debat. Pludselig havde endnu en fremlæggelse ændret karakter til faktisk at være en workshop – det vil vi forhåbentlig se mere af næste år!
Nu var en lang dag til ende – og der er så lynhurtigt skabt en tradition for, at man lige kan få afrundet de sidste samtaler over et glas papvin i Studiefoyeren. Det er egentlig meget rart. Jeg spurgte Jonas Bille og Ditte Brendholdt Thiesen, begge fra DKDM, om konferencen havde levet op til deres forventninger. De virkede begge lettede og glade, og havde indtil videre kun fået positive tilbagemeldinger.
Men hvad med næste år? Hvad tager I med til 2020?
Ja, først og fremmest har vi jo et kalenderproblem i 2020! Torsdagen falder på d. 2. januar, og det er alligevel lidt for tidligt at gå i gang efter nytår, tror vi. Det bliver spændende at se, hvordan det problem skal løses – det må komme meget an på, hvad musikskolerne siger.
Af Jonas Viggo Pedersen – Regionsreporter for fagbladet MUSIKSKOLEN
Fotograf: Henning Hjorth