Fagbladet for musikpædagoger og musikere
Telefon: 35 35 63 33 • musikskolen@dmpf.dk

Ned ad en pioners Memory Lane

Forfatter: David Efraim Poulsen
Af David Efraim Poulsen

70-årige Jørn Lorenzen har i en menneskealder udviklet områder, der har vækket hans interesse. Hænderne har været begravet i musik, musikskole, fagforening og forlagsvirksomhed. Men hvad driver ildsjælen?  

”Spørger” man Google, er det foreningsaktiviteterne badminton og skoleskak, der rangerer øverst for den nu 70 årige Jørn Lorenzen. I sit otium i Faaborg ved Det Sydfynske Øhav er han både deltager, underviser og formand inden for disse sportsaktiviteter. I 2021 blev han kåret som årets borger og ildsjæl for sit formandskab i den lokale badmintonklub, som vandt DM i foreningsudvikling.

"Jeg siger dig, nord for hovedvej A1 på Fyn fandtes der ikke musikkultur tilbage i 70-erne”

Scroller man videre ned over listen af googlehits, dukker nodeforlaget MUFO op. Musikskoleforlaget (MUFO) blev oprettet i DMpF, men drevet videre af ildsjælen for egen regning. Fortsætter man søgningen, afdækkes glimt af hans lange arbejdsliv tilbage fra en tid, hvor musikskolerne etablerede sig. Fagbladet er taget til Faaborg for at få en guidet tur ned ad en musikskolepioners Memory Lane.  

Pioner i musikkulturens tjeneste

”Er tilbage om 5 minutter”, står der med hurtig skråskrift på lappen, som er påklistret husdøren. Kort efter svinger en gråsprængt herre benene ud af en netop parkeret Ford Focus og inviterer indenfor i parcelhuset. En strømafbrydelse har forpurrer frokostplanen, men ikke Jørn Lorenzens humør. ”Løsningen er fundet”, smiler han - sandwich fra FAKTA ledsaget af CARL’s Special.

undefined

Jørn Lorenzen

På terrassen fortæller Jørn med indlevelse om, da han flyttede til Fyn i 1978. Som nyuddannet musiklærer fra Haderslev lærerseminarium fik han job på Søndersø Skole på Nordfyn. Musikken og foreningslivet har altid ligget som en grundtone i hans liv. I sin barn- og ungdom i Sønderjylland tilbragte han adskillige timer i Sønderborg Musikskole og senere i Flensburg Musikskole’s orkester Erste Accordeon Studie Orkester Flensburg. ”Niveauet var højt, og der skulle øves mange timer hver dag, men det var spændende, og fælleskabet var fantastisk”, fortæller han fra havestolen. Jørn fortsatte musikstudiet på lærerseminariet. ”Vi fik en hel times soloundervisning på hovedinstrumentet hver uge og dertil kom solosang, satsarbejde, teori, hørelære, bladspil, bifagsklaver, kor, sammenspil, musikhistorie osv.”, remser han energisk op. Jørn har aldrig brugt ret mange timer på søvn, og en typisk dag allerede dengang begyndte med seminarieundervisning klokken otte, og sluttede ofte først klokken 24, efter at håndbold, skoleskak og akkordeonøvning var overstået. ”Det gav mig øvedisciplin og viste mig, at hvis jeg arbejdede seriøst med tingene - jeg var ikke noget supertalent - kunne jeg opnå mine mål”.

"Personligt synes jeg, at medlemskab af en overenskomstbærende fagforening burde være obligatorisk"

Jørn brændte for musikundervisning, og i seminarietiden spurgte flere medstuderende, om han ikke ville lave en musikskole. Det lagde kimen. Om sin ankomst til Søndersø fortæller Jørn: ”Jeg var overrasket over, at der ikke fandtes en musikskole i kommunen, det var jeg jo vant til hjemmefra. Jeg siger dig, nord for hovedvej A1 på Fyn fandtes der ikke musikkultur tilbage i 70-erne”. Han fik grønt lys fra kommunen, og Søndersø Musikskole tog form under den 27 åriges målrettede ledelse. ”To af mine studiekammerater og jeg havde, før vi skiltes, siddet i seminariets kantine og revet en tikroneseddel i tre dele og skrevet hinandens telefonnumre ned.

undefined

Jørn Lorenzen anno 1990

De var de første, jeg ringede til, da jeg skulle finde lærerkræfter”, husker han. Nu skulle der skabes opmærksomhed omkring den nye musikskole, og Jørn hyrede et professionelt orkester fra Odense til at lave introduktionskoncerter på folkeskolerne. ”Vi startede i landsbyen Hårslev, men der kom kun én publikum til koncerten, så videre til Særslev, hvor det gik lidt bedre. Ugen efter var det Skamby uden en eneste publikum, da koncerten faldt sammen med en lokal gymnastikopvisning, men vi fik alligevel indmeldt 250 musikskoleelever det første år”. Jørn havde sikret sig gode relationer til de folkeskolelærere, som varetog §3, stk. 3. undervisning - datidens instrumentaltilbud. ”Jeg ville gerne kanalisere disse elever over i musikskolen, og det lykkedes”, opsummerer han.

Fagforeninger er et must

Hvorfor blev du egentlig medlem af fagforeningen DMpF?

Jeg har altid haft den opfattelse, at DMpF var fagforeningen for de musikskoleansatte, fordi man i DMpF har en stor viden om området og overenskomsten. Samtidig er jeg en meget stærk tilhænger af den danske arbejdsmarkedsmodel. Personligt synes jeg, at medlemskab af en overenskomstbærende fagforening burde være obligatorisk. Når man fravælger sin fagforeningen, så kan man jo ikke forvente, at nogen vil slås for én. Desværre tror jeg, at de, der fravælger, ikke forstår modellen og heller ikke har gennemskuet, at alle de goder, som fagforeninger gennem årtier har tilkæmpet sig, ikke er kommet af sig selv og kan forsvinde igen.

Hvordan var det fagpolitiske arbejde dengang?

Jeg sad i Lederforening, Forretningsudvalg og Bestyrelse i DMpF på et tidspunkt, hvor økonomien skrantede. Fagbladet, som dengang hed Modus, gik fx ikke godt, men vi fik rettet op og udviklet bladet. Vi udarbejdede flere målsætninger i de år, og det er afgørende for at opnå resultater. Foreningen fik fx lavet en musikskoleoverenskomst, og selv om der i starten var nogle, som mente, at aflønningen var for lille, fortsatte vi det fagpolitiske arbejdet. Der kom forbedringer som fx reduktioner, ulempegodtgørelse, pension osv., og pludselig forstummede de negative røster.

Hvorfor er det fagpolitiske arbejde stadig vigtigt?

Jeg kan give dig et eksempel fra før musikskolerne fik overenskomst: Jeg er til møde med kulturudvalget, og så siger udvalgsformanden: ’Vi har problemer med økonomien, kan du ikke snakke lidt med dine musikskolelærere om at gå ned i løn?’ Jeg blev helt paf, men spurgte så: ’Er der nogle af musikskolelærerne, der ikke fortjener deres løn?’ Og det vidste politikerne jo reelt ikke noget om. Så fortsatte jeg: ’Ved I hvad, I kan nøjes med at udtale jer om det, I har forstand på, for det giver mislyde i musikskolen’. Samtidig mener jeg ikke, at medarbejderne altid skal stå med hånden fremme. Jeg har været en barsk, men, synes jeg selv, retfærdig leder. Jeg var fx med til at lave den første fællesansættelse på Fyn tilbage i 1990 for at fastholde lærere og skabe samlede ansættelser. Dengang skulle man have ca. 12 undervisningstimer for at blive ansat som månedslønnet.

I dag er man gået væk fra fællesansættelserne, hvad tænker du om det?

Jeg synes, det er uartigt ikke at tage hensyn til deltidsansatte med flere ansættelsessteder og ikke koordinere deres arbejdstid. Vi lavede fx en undersøgelse i DMpF for år tilbage, som viste eksempler på lærere med sideløbende ansættelser på helt op til seks og syv forskellige musikskoler. Sådan er det heldigvis ikke længere.

30 år med musikskoleforlaget MUFO  

Den første MUFO-udgivelse, Violinistens opslagsbog, kom i 1990. ”Jeg sagde ja til forlagsopgaven, men anede faktisk ikke, hvordan jeg skulle få omsat alle de håndskrevne nodeark til en færdig udgivelse”, griner Jørn. Det gik heldigvis godt, og snart efter kom udgivelse nummer to, som var hørelærerpædagog Inge Bjarkes velkendte Musikalske Begreber. Jørn tog kurser i nodeprogrammet Finale og indkøbte applecomputer og printer. Forlaget MUFO satsede på udgivelser inden for hørelære og sammenspil. ”På det tidspunkt besluttede vi, at alle børn i musikskolerne skulle have sammenspil, fordi det udvikler én menneskeligt, når man får ansvar og lærer at være en del af en større helhed. Men der fandtes ikke et udgivet undervisningsmateriale”, siger han. Mange musikskolelærere havde heldigvis gode arrangementer liggende i skuffen, og disse blev udgivet på MUFO. Overskuddet fra forlaget blev anvendt til de smalle udgivelser, fx instrumentalskoler. ”Er der bare fem lærere, der kan bruge en MUFO-udgivelse, så er det en succes”, fastslår han.

Hvad var din drøm med forlaget MUFO?

Min drøm var at skabe et økonomisk overskud til DMpF, men det lykkedes ikke. Min anden drøm var at højne niveauet på musikskolerne med undervisningsmaterialer af høj kvalitet, og det mener jeg, at MUFO har været med til. Min egen favoritudgivelser er Ole Thranes livsværk Tromboneskolen.

undefined

Fortidstoner og fremtidssnak

”Det var vigtigt for mig, når eleverne forlod musikskolen, at de fortsat kunne tilegne sig musik, og det kræver, at man kan læse noder”, fastslår Jørn Lorenzen. Han har selv gemt alle nodehæfter fra barndommens musikskoletid og lover beredvilligt fagbladet at spille fra et af dem, når interviewet er slut. ”Jeg møder tit gamle elever, som siger: ’Hvor har det været godt, at vi lærte noder, for vi kan stadig sætte os ned og spille direkte fra sangbogen’”. Kvalitet og niveau er centrale begreber for Jørn, også når talen falder på musikskolernes fremtid. ”Jeg havde jo håbet, da man nedlagde amterne i nullerne, at man ville lave 98 ambitiøse stormusikskoler med højt niveau.

"Jeg er rystet over, at politikerne ikke vil finde de småpenge, der skal til for at får at få musiklivet op at stå i kommunerne. Der ødsles så meget væk, tag fx de mange konsulentundersøgelser"

I stedet brugte politikerne reformen som spareøvelse. Før strukturreformen var der 232 musikskoler fordelt på Danmarks 271 kommuner mod de nuværende 100. Jørn mener, at en konsekvens af reformen blev, at mange børn og unge i dag ikke modtager musikskoletilbuddet. Det skyldes, at der ikke længere er ressourcer til kontinuerligt at være til stede på alle folkeskoler og daginstitutioner i kommunen. ”I Nordfyns Musikskole (sammenlægning af Søndersø og Otterup Musikskole) var vi på et tidspunkt helt oppe på 3500 musikskoleelever, fordi børn i alle dagplejer og børnehaver og fra 0. til 3. klasse gik til musik gratis”, siger han med stolthed i stemmen. 

Hvad ser du som musikskolernes udfordring i fremtiden?

Mange børn og unge er blevet mindre tilbøjelige til at deltage i sociale aktiviteter og sidder i stedet hjemme og spiller computer eller bruger tiden på sociale medier. En anden problematik er den manglende opmærksomhed og forståelse fra politisk hold for, hvad en musikskole er. Jeg er rystet over, at politikerne ikke vil finde de småpenge, der skal til for at får at få musiklivet op at stå i kommunerne. Der ødsles så meget væk, tag fx de mange konsulentundersøgelser. Jeg kan begræde, at kommunalreformen ødelagde alle de store stævner og de mange orkestre på tværs af kommunerne, fordi politikerne ikke var i stand til at overtage amternes forpligtelser.

Har du selv planer for fremtiden?

Musikskolerne er stadigvæk virkelig gode og har fantastisk dygtige og engagerede undervisere, så musiklivet dør jo ikke. Men der er nogle områder, som kan blive meget bedre, og det vil jeg stadig gerne bidrage til ved at bringe nogle idéer i spil. Lige nu arbejder jeg på at udvikle kurser for ledere og lærere for at få delt viden mellem de fagfolk, der har et mål og en vision med deres undervisning. Det handler om at øge samarbejdet på tværs af musikskoler, for sammen kan vi meget mere. Mit andet musikprojekt er 14 nye børnesange, som videregiver nogle erfaringer med, hvordan der skabes en sammenhængende musikfaglig progression fra vuggestue og op gennem folkeskolen. De ligger nu tilgængelige på MUFO’s hjemmeside.

Turen ned ad Jørn Lornezens Memory Lane er forbi, og akkordeonets brusen har afløst talestrømmen. Idémagerens evne til at fokusere fornægter sig ikke: Fingrene omformer målrettet nodebladets mønstre, og i et nu væves barndom og alderdom sammen gennem tråde af minder og oplevelser udtrykt i et lyslevende lydbillede.  

Læs også:

Rekrutteringsforhåbninger i coronaens kølvand

Ny statistik skal afspejle virkeligheden

https://www.facebook.com/dmpf.dk/