Fagbladet for musikpædagoger og musikere
Telefon: 35 35 63 33 • musikskolen@dmpf.dk

Bestyrelsen i MM vil prekarisering af musikuddannede til livs

Forfatter: David Efraim Poulsen
Af David Efraim Poulsen, medieredaktør

Ny bestyrelse i Fagforeningen Musiker og Musikunderviser (MM) har fokus på udhuling af løn- og ansættelsesvilkår. ”Det rammer såvel unge som erfarne,” fastslår formand for MM, Simon Junker Tang.

Nogle gange er det tilfældigheder, der bringer mennesker ind i de jobs, som giver dem et meningsfuldt arbejdsliv og et holdbart økonomisk udkomme. Det er også tilfældet, når man lytter til flere af Fagforeningen Musiker og Musikundervisers nye bestyrelsesmedlemmer. ”Da jeg gik på musikkonservatoriet, tænkte jeg: Jeg skal IKKE undervise på en musikskole,” fortæller trompetist Jesper Gude med et lille ironisk smil under præsentationsrunden i MM’s nye bestyrelse. Efter få uger som musikskoleunderviser var han vild med det. Over årene har han bidraget både som musiker, trompetunderviser og musikskoleleder. Lysten til at gå ind i det fagpolitisk arbejde som næstformand i Fagforeningens Lederforening og medlem af MM’s bestyrelse er spiret frem undervejs.

Udhuling af løn- og ansættelsesvilkår

Et af de faste temaer i MM’s bestyrelse er det fagpolitiske arbejde. Her deles viden, analyseres problemstillinger og søges holdbare løsninger. ”Den brede geografiske og faglige repræsentation, vi har i bestyrelsen, gør, at vi har en finger på pulsen. Lærere med skiftende arbejdssteder og arbejdsgivere er en stadig mere presserende udfordring. Kombinatører og hele platforms- og gig-økonomien mangler i den grad ordentlige rammer, hvilket på lang sigt kan udhule løn- og ansættelsesvilkårene for alle på området. Desværre er det et scenarie, der allerede udspilles flere steder,” fortæller formand for MM, Simon Junker Tang, som selv er uddannet musiker og musikunderviser. ”Udhuling af løn- og ansættelsesvilkår foregår hos en bred vifte af arbejdsgivere og platforme. Det kan fx være tidsbegrænsede projektansættelser i kommunerne, mangeårig løse ansættelser på lavt timetal i folkekirken, hvis vilkår ofte defineres af menighedsrådet, eller ansættelse som såkaldt uuddannet lærer i folkeskolen. Der også eksempler på folkeoplysende foreninger, der reelt anvendes som platforme til formidling af instrumentalundervisning. Foreninger der ikke påtager sig et grundlæggende arbejdsgiveransvar. Her skaber folkeoplysningsloven et glasloft over vores medlemmers løn- og ansættelsesvilkår i stedet for et gulv - et minimum. Det rammer og påvirker unge såvel som erfarne,” siger formand for MM Simon Junker Tang.

Man savner repræsentanter for de yngre generationer

Stryger og musikskoleunderviser Mette Vendelbo er nyvalgt i MM’s bestyrelse. Hun glæder sig til arbejdet, men savner repræsentanter for de studerende og de nyuddannede. Flere rapporter viser, at netop Generation Z, unge i alderen 18 – 27 år, er meget bekymrede for – og oplever – økonomisk usikkerhed og stress. Mange unge forventer, at deres løn skal afspejle den tid og energi, de lægger i deres arbejde, og at den skal kunne dække deres leveomkostninger, især i lyset af stigende boligpriser og inflation. En generel arbejdsmarkedsundersøgelse viser, at 41 procent af gruppen mener, at lønnen ikke står mål med arbejdet. En bidragende årsag til dette også på musikområdet er platforms- eller gig-økonomiens udhuling af løn- og ansættelsesvilkår, som er en alvorlig udfordring for hele fagbevægelsen. En opgave som MM tager meget alvorligt og løbende arbejder på at afdække og søge løsninger på.

For at styrke de unges fagpolitiske bevidsthed og engagement har vi i Fagforeningen Musiker og Musikunderviser netop besluttet, at også MGK-studerende, lige som studerende ved musikkonservatorier, nu kan optages gratis i fagforeningen MM. ”Der jo helt fantastisk at MM’s professionelle faglige konsulenter lige nu kan tilbyde vejledning og medlemskab gratis til konservatorie- og MGK-studerende,” siger bestyrelsesmedlem Mette Vendelbo og håber, at det gratis tilbud om medlemskab af MM til de studerende vil bidrage til øget trivsel og større økonomisk tryghed for de studerende og nyuddannede. 

Hvorfor er fagpolitik vigtig?

Spørger man et andet medlem af MM’s bestyrelse, musikskoleleder Gitte Grarup, er interessen for det fagpolitiske arbejde noget, der gradvist er vokset frem i løbet af hendes arbejdsliv. ”Som studerende eller som nyuddannet dimittend er det ofte andre ting, der kommer før det fagpolitiske arbejde,” siger Gitte Grarup. Hun mener, at det at få sig et job på ordentlige løn- og ansættelsesvilkår, det at få skabt sig en karriere og få skabt balance mellem ens arbejds- og familieliv rangerer højt. ”Ordentlige løn- og ansættelsesvilkår opstår ikke af sig selv, men af årtiers fagforeningsarbejde: fagpolitik, sagsbehandling og forhandling af overenskomster, opgaver som fagforeningen MM løbende udfører, og det vil jeg gerne bidrage til,” forklarer Gitte Grarup.

Freelance pianist og musikskoleunderviser Jørgen Groth Andersen er enig. Han er nyvalgte til bestyrelsen i MM og tilføjer, at det starter med at blive medlem af den fagforening, der dækker ens fag- og arbejdsområde. ”At opdage fagpolitik kræver, at man er medlem af fagforeningen, ellers kommer man slet ikke i berøring med de fagpolitiske dagsordner og det fagpolitisk arbejde, der løbende sikrer os, der arbejder i faget, og vores rettigheder og muligheder,” siger Jørgen Groth Andersen, der også har valgt at blive tillidsrepræsentant (TR) på sin musikskole.

Kompetente ildsjæle i MM’s bestyrelse

Det bliver tydeligt under mødet, at fællesnævneren for MM’s nye bestyrelse er høj faglighed og dedikation til musikken. MM’s bstyrelsesmedlemmer er med andre ord, og som fagforeningens mange medlemmer i øvrigt, ildsjæle. Fagforeningen Musiker og Musikunderviser (MM), det tidligere DMpF, har varetaget medlemmernes interesser siden 1898. Én blandt mange af foreningens opgaver er de netop overståede overenskomstforhandlinger ved OK-24. Forhandlingerne har haft et særligt fokus på de deltidsansatte musikskolelærere, hvilket bl.a. har resulteret i, at parterne sætter fokus på den allerede eksisterende mulighed for fællesansættelser. Målet er at deltidsansatte får mulighed for én ansættelse, selv om man arbejder på deltid på flere musikskoler.

I mødelokalet på Dronningensgade på Christianshavn, hvor Fagforeningen Musiker og Musikunderviser har til huse, summer det fortsat af liv, selv om det er sidst på dagen. Nysgerrighed, visioner og fagpolitiske mål fylder i samtalerne rundt om mødebordet, som afspejler en bred erfaring fra musikområdet. Mødedeltagernes stærke faglige kompetencer og personlige egenskaber gør det nye hold bestyrelsespolitikere yderst kompetente til at behandle fagforeningen MM’s kommende opgaver og politiske udviklingsarbejde.

Bestyrelsen i Fagforeningen Musiker og Musikunderviser:

Simon Junker Tang, formand i MM, guitarist

Christa Verlin Danielsen, næstformand i MM, klarinettist

Henrik Nørregaard Boll, musikskoleunderviser og saxofonist

Jens Erik Rasmussen, pianist, organist og musikskoleunderviser

Jesper Gude, musikskoleleder og trompetist

Jørgen Groth, musikskoleunderviser og pianist

Nana Ellebæk Bjerg, musikskoleunderviser

Michael Strange, musikskoleunderviser og trommeslager

Mette Vendelbo, musikskoleunderviser og bratschist

Rikke Konoy, musikskoleunderviser og violinist

Stella Ørn, musikskoleunderviser og blokfløjtenist

Simon Andreas Lindegaard, musikskoleleder og pianist

Steffen Blume, musikskoleunderviser og trombonist

Gitte Grarup, musikskoleleder og sanger

Læs også:

Musiklærere blev presset til platformsarbejde

https://www.facebook.com/dmpf.dk/