Når et spil fungerer godt, fungerer det også på en række andre områder end som ren underholdning. Eleverne skal helst få noget fagligt ud af spillet. Det kan være indenfor et helt nyt emne, eller det kan være gentagelse og vedligeholdelse af kendt viden eller færdigheder.
Der er en flydende grænse mellem leg, spil og konkurrence. Her fokuserer jeg på aktiviteter ud fra spille-materialerne: terninger og spillebrikker. Når der er en god stemning, er eleverne mere parate til at lære. Spil kan skabe et rum for at fejle og turde prøve igen, og det kan være med til at skabe stor motivation for at lære fagudtryk, hvis det er vigtigt for at kunne vinde spillet. Spil giver også en tydelig struktur for, hvornår hvem skal sige/gøre noget. For indadvendte elever betyder det, at de kan forberede sig på, hvornår det er deres tur, og det gør, at de faktisk bliver hørt, uden at de selv skal tage initiativ til at række hånden op for at svare på lærerens spørgsmål, hvilket kan være svært for generte børn.
Jeg bruger spil eller spil-elementer med strygerelever fra 3 år og i hvert fald op til skolernes mellemtrin. Jeg har også brugt nogle af spillene som kompagnon-lærer i 0. klasse og i rytmik, og da vi har integreret hørelære/teori på vores strygersammenspils-hold, bruger jeg i høj grad spil på disse hold. I solotimen kan det være et afbræk på en træt dag for de yngste eller et af variationselementerne, når koncentrationsstrækket ikke er så langt. Det kan også være en sjovere måde at øve gentagelser på eller holde gammelt repertoire ved lige.
Når vi er flere, der spiller spil, kan jeg godt lide at have to eller flere elever til at spille sammen på et hold. Dels gør det spillet hurtigere at gennemføre, fx hvis færre brikker skal gennem spillet, og dels fremmer man den sociale relation mellem dem, der spiller. De kan fx skiftes til at være den, der slår med terningen, og den, der flytter brikken. Man kan også sætte en øvet sammen med en mindre øvet, så holdet hjælper og lærer ad hinanden. Derudover er det ofte lettere at tabe, hvis man er på et hold frem for at være ”solo”-taber. Da jeg startede som musikskolelærer, lavede jeg en hel masse forskellige kort til lege og spil, som jeg laminerede. Det tog lang tid at lave, og de har tjent mig godt, men man kan komme i gang med spil med relativ lidt forberedelse. Det er værd at overveje, hvor meget man regner med at bruge spillet. Hvis det skal bruges ofte, kan det godt betale sig at laminere, men andre gange kan det gøres til en del af læringen at fremstille fx spillekort i undervisningstiden. Nogle gange er det vigtigt, at spillet er lavet i forvejen, så man bruger mindst mulig tid på at gøre det klar.
Et af de letteste steder at starte med spil i undervisningen er at bruge terninger. De er lette at skaffe, de fylder ikke meget i rygsækken, og de har mange anvendelsesmuligheder. I soloundervisningen er terninger et godt øve-redskab til gentagelser. Jeg lader af og til eleverne låne en terning med hjem. Hvis der er en svær passage eller rytme eller bare en teknisk øvelse, lader jeg eleven slå med terningen om, hvor mange gange de skal spille den.
Det kan også være hele sangen, hvis vi repeterer gammelt repertoire. Lektien er så at slå med terningen fx 3 gange. Fordelen her er, at det ikke er fx forældrene, som skal være bussemand og bede eleven om liiiige at prøve det svære sted en ekstra gang, men at terningen bestemmer. Samtidig er der et element af overraskelse og held, som gør det sjovere at øve gentagelser. For begynderelever betyder det også, at de er nødt til at tage violinen op og ned hver gang, og så bliver spillestilling også automatisk øvet som en positiv bivirkning Man kan også bruge terningerne til transponering: 1=1# (g dur) 2=2# (d dur) osv. Måske kan eleven ikke spille i E, H og fis dur, så er 6=slå et ekstra slag” og 5 kan være en fysisk aktivitet, fx hop 5 gange, 4 kan være ”vælg selv en toneart”. Det kan også være, at tallene på terningen viser den finger, man skal starte på, eller hvilken streng. Jeg aftaler reglerne med eleven og skriver dem i noden/lektiebogen.
Man kan også gøre noden til et spillebræt. Det er især godt til at forstå gentagelsestegn, volter, coda og andre form-elementer. Vi lægger noden på gulvet og finder noget der kan bruges som spillebrikker. Terningen viser, hvor mange takter vi kan rykke ad gangen og brikkerne følger det der står i noden. Man vinder ved at komme først i mål (nå over dobbeltstregen). Hvis der er mange takter, bruger jeg mange terninger, så vi kommer hurtigere igennem. Det er værd at overveje, om man behøver at spille, til alle brikker er kommet i mål, eller bare efter første brik. Det er en afvejning af tid, og om eleverne har brug for flere gentagelser for at forstå ruten. Måske lader jeg dem, som ikke kom først i mål, ”flyve” brikken til mål uden terning, men stadig ad den rigtige rute. Rollespilsterninger kan have flere/færre sider, fx 12 sider (et tal for hver tone) eller 8 sider (intervaller op til oktav), eller andre talrækkefølger fx 1-2-4-8-16-32 (nodeværdier, bueinddeling, fraser), som kan variere mulighederne. Man kan også få blanke terninger, som man selv kan tegne på, fx tonenavne eller forskellige teknikker, så terningen bestemmer, om man skal spille staccato eller legato, forte eller piano, pizzicato eller arco osv.
En af de ting, jeg elsker ved fysiske spil, er, at det giver mulighed for at bruge flere sanser i undervisningen. Det visuelle med spilleplade, kort og sjove terninger. Men også det taktile: man rører ved brikkerne, slår med terningen, man lytter til toner, rytmer, fagudtryk, og det virker godt, når man kan få kropslig bevægelse ind også. At spille spil i det fysiske rum kan gøre noget abstrakt til noget konkret. Hvis eleven har flyttet sin spillebrik fysisk gennem en kompliceret node, vil det være lettere at følge ruten med øjnene bagefter, når man skal spille det på instrumentet. Når eleven får et ønske om at vinde et spil, er de motiverede for at lære de fagudtryk, der skal til for at kunne gennemføre spillet og vinde. Min erfaring er, at informationen hænger ved længere hos eleverne, end hvis jeg bare forklarer det mundtligt. Jeg bruger ikke spil i hver eneste undervisningstime, for det må gerne være noget eleverne ser frem til, og som de synes er ekstra hyggeligt. Det er nemlig med til at øge motivationen for at lære om lidt tørre emner eller gentagelser i øvningen derhjemme. Hvis man spiller spil hver gang, kan det miste noget af glæden og interessen.
|
TIPS Man kan finde almindelige og anderledes terninger i en app eller søge det frem online, men det taktile element bliver klart bedre med fysiske terninger. Man kan købe terninger online og i rollespilsbutikker, eller man kan støvsuge genbrugsbutikkerne for spil. Spillebrikker: Behøver ikke at være ludo-brikker. Man kan også bruge det, man nu har ved hånden: sten, pinde, viskelæder, papir-clips, lego-figurer, hårspænder, harpiksæsken. Bare man kan kende forskel. Det er også sjovt at lave levende vendespil, hvor hver elev er en ”brik” med fx et fagudtryk eller en tone. Se mere her |
Du kan glæde dig til Mette Vendelbos, opfølger Spil i undervisningen LIVE i den kommende udgivelse af MUSIKSKOLEN om spillene bingo og vendespil, og hvordan du selv kan udvikle dine helt egne spil.
Læs også:
