Spil i undervisningen LIVE...
”la-ti-do-re-mi” Synger Karen mens hun tæller på fingrene. Hendes holdmakker har lige vendt en brik i vendespil, hvor der står mi.
”Det er 5! Det er den femte!” råber Karen energisk. Hun har hele holdets opmærksomhed.
”A-B-C-D---- det er E.”
”E-E-E!” kommer det fra alle sider.
”Er det den her?” Mathias peger på et kort.
”Det kort har vi ikke åbnet før,” siger Johanne.
”Ja,” siger flere. Johanne vender kortet.
”JA!!!!” udbryder Johanna, da der står E på det vendte kort. Hun rækker armene over hovedet.
”Jeg fik den gode, det er min yndlingsfarve,” siger Sigrid glad, da hun tager stikket for holdet.
Strygereleverne på holdet DUR (4-6 kl.) spiller vendespil til sammenspil. De øver et musikstykke i a-mol, og vi har spillet a-molskalaer og sunget på solfa. I dag skal vi koble solfa til tonenavne. Jeg bruger et sæt kort med la-ti-do-re-mi-fa-so og et andet med A-B-C-D-E-F-G, og starter med at vise eleverne hvordan stikkene hører sammen. Absolutte tonenavne er stadig nyt for holdet, og de synes det lyder lidt svært, men de vil gerne spille vendespil, som de kender godt. Jeg spørger, om de vil spille alle eleverne mod læreren, og det vil de gerne. Jeg advarer dem om, at jeg har øvet mig rigtig meget i vendespil. I det første spil taber de stort, da jeg vurderer, at jeg godt kan spille mit bedste. Holdet arbejder ikke helt fokuseret, og vender nogle gange brikkerne lidt for hurtigt uden at tænke først. De er skuffede, men tager det pænt. Jeg lover dem revanche til sidst i timen.
Jeg fortæller dem, at de kan blive lige så gode til vendespil som mig, hvis de øver sig lige så meget, og at jeg koncentrerer mig meget, når jeg spiller vendespil. Til slut i timen spiller vi igen. Holdet er meget opsat på at vinde over læreren denne gang, og de ved, at de skal gøre sig umage for at vinde.
Jeg hjælper dem ikke med hvilke kort, der giver stik, eller hvilket kort de skal vælge. Jeg hjælper derimod gruppen til at arbejde sammen, så alle bliver hørt og værdsætter og bruger hinanden med deres forskellige kompetencer. Eleverne arbejder meget fokuseret denne gang. For at vinde vendespillet skal de selvfølgelig vide, hvilke kort der giver et stik. De skal også huske, hvor kortene ligger henne, og der er strategi i at vælge, hvilke kort man skal forsøge at vende. Holdet får sat tempoet ned, og når de spiller bedst, sikrer de sig, at alle er enige om, hvilket kort der skal vendes, før de vender. Denne gang vinder holdet over læreren, og eleverne er stolte over, at de i fællesskab kunne lykkes med at vinde, men de ved også, at de arbejdede hårdt for sejren. Humøret er helt i top, da vi siger tak for spillet og tak for i dag.
|
TIPS
Når jeg bruger kort, vil jeg gerne bruge tid på at tegne dem flot, kopiere det på farvet karton og laminere dem. Så holder de længere, og lækre kort gør spiloplevelsen federe. Man kan også købe et brugt vendespil med tykke pap-brikker og nogle hvide klistermærker og så klistre de originale billeder over. Efterhånden findes der mange musikrelaterede materialer, som kan købes færdiglavede, fx flashcards og ABC-kort. Skal det gå hurtigt i forberedelsen, klipper jeg bare et hvidt A4-ark (eller karton) i mindre stykker og skriver på det sammen med eleven, mens vi taler om, hvad der skal stå på kortet. Eleven lærer ofte mere af at være med til at lave kortene, selvom resultatet ikke er lige så æstetisk smukt. |
Når spil fungerer godt, fungerer det også på en række andre områder end som ren underholdning. Eleverne skal helst få noget fagligt ud af spillet i undervisningen. Det kan være indenfor et helt nyt emne, eller det kan være gentagelse og vedligeholdelse af kendt viden eller færdigheder. Der er en flydende grænse mellem leg, spil og konkurrence. Her fokuserer jeg på spilleaktiviteter på baggrund af spillekort . Når der er en god stemning, er eleverne mere parate til at lære. Spil kan skabe et rum, hvor det er ok at fejle og turde prøve igen, og det skaber stor motivation for at lære fagudtryk, hvis det er vigtigt for at kunne vinde spillet.
Spil giver en tydelig struktur for, hvornår hvem skal sige/gøre noget. Jeg bruger spil eller spil-elementer med strygerelever fra 3 år og i hvert fald op til skolernes mellemtrin. Jeg har også brugt nogle af spillene som kompagnon-lærer i 0. klasse og i rytmik, og da vi har integreret hørelære/teori på vores strygersammenspils-hold, bruger jeg i høj grad spil på disse hold. I solotimen kan det være et afbræk på en træt dag for de yngste eller et af variationselementerne, når koncentrationsstrækket ikke er så langt. Det kan også være en sjovere måde at øve gentagelser på eller holde gammelt repertoire ved lige.
Denne type spil kan også hurtigt fremstilles med kort af pap eller papir. Her er det lettere at styre præcis, hvad eleven skal øve på. Op til en koncert klipper jeg et A4 papir i mindre stykker (kort) og skriver/tegner en sang fra repertoiret på hvert kort sammen med eleven. Kortene lægges i violin-kassen og lektien er at trække et antal kort og spille det. Der kan også være et kort med ”slå en kolbøtte” imellem, som er med til at aktiverer hele kroppen.
Hvis der er en sang, som trænger mere til øvning, er det et obligatorisk kort. Hvis det ikke er op til en koncert, kan man lave en bunke kort i en anden farve, hvor eleven skal trække en sang fra den ene bunke og en måde at spille på fra den anden, fx ”spil kun med nedstrøg” , ”klap rytmen”, eller forskellige teknikker og nuancer eller karakterer, tempi. Det kan også være fokus-kort. Dvs. mens du spiller denne sang, skal du fokusere på en god buehånd, på god klang, på frasering, eller hvad der nu er relevant.
Hvis man har kort, som har kontrasterende fagudtryk, fx forte/piano, arco/pizz, ritardando/accelerando, crescendo/diminuendo, kan man lave ”modsat vendespil” altså et vendespil hvor man tager stik ved at finde to brikker der betyder det modsatte. Det er en sjov måde at få repeteret fagudtryk på, og når man kan læne sig op ad spil, som eleverne kender i forvejen, kan man spare tid på forklaring af regler. Vendespil kan også spilles, hvor eleven konkurrerer med sig selv om, hvor hurtigt alle stikkene kan findes. Hvis man lader eleverne selv komme med ideer til modsætninger, får de reflekteret mere over begreberne og får et større engagement i spillet. Læreren har de blanke kort klar og skriver på undervejs. Det kræver selvfølgelig også, at eleverne har styr på mange af fagudtrykkene i forvejen. Vendespil kan varieres i det uendelige. Hvis man har flashcards med toner på i flere nøgler eller oktaver, kan man lade fx e’erne være et stik, eller man kan kombinere tonenavne og greb/fingersætninger eller tonenavne og solfa-stavelser. Hvis det er svært, kan man lade alle eleverne spille sammen på ét hold mod læreren, så de alle kan hjælpe hinanden. Diskussionen om og gæt på, hvad man kan vende, er ofte meget lærerig. Måske har eleverne bud på forskellige strategier til at huske kombinationerne?
|
TIPS - find selv på spil Gode spørgsmål når man begynder at bruge egne spil: Er det tydeligt, hvordan man vinder/hvornår man er færdig med spillet? Hvilke regler er der undervejs, fx hvad må man og hvad må man ikke, hvilke handlinger/bevægelser foretager man sig undervejs i spillet? Hvilke redskaber skal bruges til spillet (fx terning, brikker, kort, spilleplade)? Hvilken viden/færdigheder skal eleverne have for at kunne spille? Hvor meget har de brug for lærerhjælp undervejs? Hvordan vil jeg fordele eleverne på hold? Har jeg nogle elever med, som har det svært med at tabe? Hvor lang tid af undervisningen har jeg til at sætte spillet op og gennemføre det? |
Bingo er et andet spil, eleverne ofte kender i forvejen. Hvis man har et sæt rytmekort, giver man fx 4 kort til hvert hold, der lægges med billedsiden opad og fungerer som ”spilleplade”. Læreren siger/klapper/spiller en rytme, og hvis rytmen er på et af holdets kort, må de klappe rytmen og vende rytmekortet om. Når alle 4 kort er vendt har holdet bingo. Bemærk at læreren i denne form styrer bingospillet ved at kunne vælge rytmen, så der er ikke er nogen, som kommer langt foran eller bagud. Man kan også bruge to sæt rytmekort og trække fra det andet sæt, og så bliver det tilfældigt, hvem der vinder. Eller hvad med tonearts-bingo? Læreren trækker ”3#”, og hvis holdet har et kort med et A på, må de vende kortet. Hvis mol er med i spillet, må holdet også vende et kort med Fis på. Man kan gøre det sværere ved, at eleverne også skal spille skalaen (det kræver dog også mere tid) eller sige, hvilke toner der er fortegn for.
En af de ting, jeg elsker ved fysiske spil, er, at det giver mulighed for at bruge flere sanser i undervisningen. Det er visuelt med spilleplade, kort eller sjove terninger. Men det er også taktilt: Man rører ved brikkerne, slår med terningen, man lytter til toner, rytmer, fagudtryk, og det virker godt, når man kan få kropslig bevægelse ind også. At spille spil i det fysiske rum kan gøre noget abstrakt til noget konkret. Hvis eleven har flyttet sin spillebrik fysisk gennem en kompliceret node, vil det være lettere at følge ruten med øjnene bagefter, når man skal spille det på instrumentet. Når eleven får et ønske om at vinde et spil, er de motiverede for at lære de fagudtryk, der skal til for at kunne gennemføre spillet og vinde. Min erfaring er, at informationen hænger ved længere hos eleverne, end hvis jeg bare forklarer det mundtligt. Jeg bruger ikke spil i hver eneste undervisningstime, for det må gerne være noget, eleverne ser frem til, og som de synes er ekstra hyggeligt. Det er nemlig med til at øge motivationen for at lære om lidt tørre emner eller gentagelser i øvningen derhjemme. Hvis man spiller spil hver gang, kan det miste noget af glæden og interessen.
Hvis du ikke har læst Spil i undervisningen i MUSIKSKOLEN 1, 2022 om spil med terninger og bræt, kan du også finde den her
Læs også:
Rekrutteringsforhåbninger i coronaens kølvand
