HVAD GØR MAN i de smalle år, hvor man har fem accordeonelever fordelt på to musikskoler, i alle aldre og på forskellige niveauer? Hvad gør man, når man gerne vil vise elever og forældre en fødekæde, som man ikke selv kan mønstre? Tilsæt så den ekstra udfordring at mit instrument, accordeon, ikke indgår i de traditionelle orkestre som fx stryger- og blæserorkestre, som mange musikskoler har.
Derfor har mine sammenspilskonstellationer gennem årene været mange, og min opfindsomhed har til tider været stor: Tværkommunalt accordeonorkester, ensembler med blandede instrumenter, landsstævner, accordeondag, ungdomsstævner, duo, trio osv. Jeg anvender alle disse muligheder, fordi jeg gerne vil skabe meningsfyldte sammenspilssituationer for min elever.
For mig er det af stor vigtighed, at mine elever også indgår i en social sammenhæng. Der skal være jævnaldrende børn med samme interesse som dem selv - børn som de kan spejle sig i. Jævnaldrende børn, som de kan lære sammen med og lære af. Der skal også være “de store” elever, som kan være forbilleder for de yngre elever. Der er altså både faglige og sociale grunde til at prioritere sammenspil.
Lige nu har jeg på mit skema et lille accordeonensemble i Høje Taastrup Musikskole og et miniorkester for accordeon, violin, blokfløjte og kontrabas i Rudersdal Musikskole. Dertil kommer et par elever, som er tilknyttet projektbaseret sammenspil samt en ældre elev, som spiller i band. Derfor har jeg, for langt de fleste af mine elever, fået opfyldt min målsætning om et sammenspilstilbud.
I mit accordeonensemble deltager udelukkende mine egne elever. Jeg har det fulde overblik over, hvor den enkelte elev er i sin udvikling og skræddersyr altid sammenspilsstemmerne til eleverne, så jeg ikke forcerer deres udvikling i sammenspillets hellige navn. I den traditionelle accordeon-orkestertradition spiller man fx kun orkesterstemmer i én hånd - i diskanten. Men jeg vil også gerne have, at venstre hånd udvikles, så den ikke sakker for langt bagud. Dette er endnu en grund til, at jeg skal arrangere og moderere orkesterstemmerne, også hvis jeg fx anvender et allerede eksisterende arrangement.
Sidste sæson var alle eleverne i accordeonensemblet helt nye. Jeg valgte derfor, som noget nyt, at starte med at lære dem de fleste stemmer på øret. Jeg ville gerne skabe mere plads til kontakten imellem eleverne. Uden noderne foran os havde vi rig mulighed for at fokusere på selve sammenspillet, det at lytte til hinanden og have opmærksomhed på hinanden. J
eg tager i langt de fleste timer et break med leg, teori og bevægelse, så jeg kan strække de smås koncentration længst muligt. Skulle jeg falde tilbage i gamle vaner og glemme at bruge venstrehånden i sammenspil, så begynder de fleste af eleverne selv at doble deres stemme eller at efterspørge en basstemme. Efterhånden er noderne kommet mere med i sammenspilsundervisningen, men de fleste af eleverne holder faktisk af at spille udenad i sammenspilstimerne. Det skal understreges, at eleverne naturligvis lærer at spille efter noder i deres solotimer.
Udover sammenspil efter noder og gehør har jeg indført en ekstra disciplin i min undervisning. Den har vundet indpas i min undervisning efter et større projekt i samarbejde med komponisten Mogens Christensen. Da jeg oplevede, hvor meget medejerskab og ansvar børnene tog via denne tilgang, begyndte jeg selv at indføre egen musikskabelse i undervisningen. Eleverne får mulighed for at skabe deres eget udtryk. Vi snakker form, karakter og udtryk. Og - når deres udtryk kræver det, lærer de nye teknikker, som jeg måske først ville have introduceret for dem langt senere.
Vi oplevede at både forældre og børn efterspurgte musikundervisning, hvor de kunne bibeholde deres fællesskab fra musikskolens Karrusel-tilbud. Derfor udviklede vi det nye tilbud Miniorkester for de tidligere Karrusel-elever. Miniorkesteret hører hjemme på Trørødskolen i Rudersdal, og vi har et fint samarbejde med stedets musiklærere.
Vi medvirker fx ved skolens fødselsdag, fordi det er vigtigt for vores samarbejde at være en del af skolens traditioner. I Miniorkesteret kan eleverne vælge mellem violin, blokfløjte, accordeon og kontrabas, når de skal beslutte sig for, hvilket instrument de vil spille (altså ingen rotation, som i Karrusel-undervisningen). Det er en konstellation, jeg kan anbefale, og den klinger umanerligt godt. Vi har bunden, midten og diskanten, stryger-, taste- og blæseinstrumenter. Det giver en god bredde af muligheder for at kunne vælge et instrument, man har lidt flair for. Alle elever kommer til undervisning i 90 min. Her dækkes solo- og holdundervisning, teori, hørelære og sammenspil. Det er en større kunst at få til at gå op i en højere enhed. Logistisk er det en hård nød at knække, da vi pt mangler et elevlokale, idet alle elever ikke nødvendigvis skal modtage undervisning hele tiden.
Undervisningsmaterialet er en udfordring. Det at sammenflette fire forskellige metoder er svært, da det skal passe til alle fire instrumenters progression og metodik. Vi har måttet gøre os nogle erfaringer for at kunne lægge et fælles, realistisk niveau. Første sæson bar præg af et alt for højt ambitionsniveau: Vi havde endelig fået vores Miniorkester, så nu skulle vi bare køre på. Nu er vi ved at finde lejet, hvor ingen skal forcere deres elevers udvikling for at kunne følge med i vores fælles repertoire. Jeg kan se meget potentiale i orkestret.
Ida, Hans og Erling til accordeondag
Børnenes fællesskab, de fremtidige muligheder for at have et orkester tilknyttet en skole. Den gode klang, vi hurtigt får i dette orkester. Ugentligt samarbejde med kolleger. Men orkestret har også mange børnesygdomme. Mange forskellige niveauer skal rummes - kan og skal alt rummes? Hvordan får vi stimuleret både hurtigløberen og den langsomme starter? Fire lærere skal finde fælles fodslag. Sidst, men ikke mindst, skal elevernes forældre mere på banen. En anden problematik er, at nogle forældre ikke involverer sig i musikskolen, når deres børns musikskoleundervisningen ligger i SFO tiden. Forældrene i Miniorkesteret er derfor de forældre, jeg har mindst kontakt til.
Som en god kollega siger: “Sammenspil er vi, os og vores”. Vi oplever mange børn, som er vant til jeg, mig og mit. Derfor gør vi en dyd ud af, at vi stiller op sammen og vi rydder op sammen. Ingen går før alle er færdige. Vi hjælper hinanden. En elev, der har styr på sin stemme, kan i en snæver vending hjælpe sidekammeraten, mens jeg får styr på noget helt tredje.
Jeg oplever jævnligt, at mine elever kommer i soloundervisningen og viser mig noget, som de har lært af en sidekammerat. I sammenspil skal man finde den fælles klang, og man finder hurtigt ud af, hvorfor puls er så vigtigt. Det kan være en svær passage eller placeringen af en bestemt tone, der udfordrer. Jeg oplever, at sammenspil heldigvis også er en prioritet hos mine elevers forældre. De vil gerne have, at deres børn er en del af et fællesskab.
Som sagt er næsten alle mine elever tilknyttet et sammenspilstilbud. Men da næste alle mine elever er begynderelever, mangler jeg de ældre elever, som kan være frontløbere og inspiratorer for de yngre. Der er desuden stadig forholdsvis få accordeonelever sammen ad gangen. Derfor har jeg, sammen med et par gode og dygtige kollegaer, udviklet Accordeondag i samarbejde med Det Kgl. Danske Musikkonservatorium (DKDM) og professor Geir Draugsvoll. Når vi afholder Accordeondag, inviteres alle accordeonelever med. Lige fra karruseleleverne til vores få MGK- og talentelever. I skrivende stund er den fjerde Accordeondag netop blevet afviklet. Der var soloundervisning til talenteleverne, her kunne de få gode ord, tips og tricks med på vejen af Geir Draugsvoll.
For begynder- og mellemstadieelever havde vi sammenspil. 25 begynderelever lige fra dem, der har spillet i fire uger på hold, til dem der har været i gang i et par år. Mellemstadieholdet blev i år nærmest til et side-by-side projekt med en håndfuld accordeonstuderende, som kunne støtte op om de 10 deltagende elever. Naturligvis skulle vi også have et fællesnummer, hvor eleverne kunne opleve lyden af 40 accordeoner på én gang. Til slut må hyggen ikke glemmes - kage skal der til. Det hele blev afsluttet med en arbejdskoncert, hvor en konservatoriestuderende traditionen tro gav et nummer. I år var det den dobbelte verdensmester i accordeon Radu Ratoi, som brillerede med Danse Macabre.
Jeg kan se, at det hvert år er en stor oplevelse for både børnene og forældrene at komme ind på DKDM. Det er så vigtigt, at de får set, hvad de kan drive det til, hvis de holder ved. Vi har så svært ved at synliggøre de forskellige niveauer på musikskoler med bare 2-3 accordeonelever. Hvis børn og forældre ikke selv opsøger det, så oplever de ikke nødvendigvis kvalitets-accordeonmusik i hverdagen. De kender alle den lille harmonikaspiller på hjørnet foran supermarkedet, men på DKDM møder de dygtige musikere og en vaskeægte professor i accordeon. Fodboldbørn får serveret Danmarks bedrifter ud i fodbold på et sølvfad, men musikken og kunsten skal aktivt opsøges. Og hvis man ikke kender til accordeon, hvorfra skal man så vide, hvad der er skidt, og hvad der er kanel? Som en ekstra bonus oplever de konservatoriestuderende, hvordan helt almindelige musikskoleelever er, for dem møder de nødvendigvis heller ikke for mange af.
DET ER VIGTIGT, at vi i musikskolerne har fokus på sammenspil og andre fælles aktiviteter for vores elever. Det kan inspirere, løfte og fastholde eleverne i deres musikalske udvikling. Vi på musikskolerne har netop mulighederne for at skabe fællesskaber, som man ikke kan få ved at følge et YouTube-kursus eller ved at få en instrumentallærer hjem til sig selv. Musikskolerne skaber grobund for et fysisk og musikalsk møde imellem mennesker. Mennesker med samme nysgerrighed, passion og interesse for musikken som os selv. Musikskolerne har de professionelle undervisere, som er eksperter i netop det fag, de underviser i. Sammenspillet er vigtigt, fordi det giver rum til fællesskab for både elever og lærere på kryds og tværs.
