Portræt af Merete Westergaard

Af Kirsten Brunbech

Om musikpædagogikken siger hun, at ikke alle musikere har evner for at undervise.

MUSIKSKOLEN har været på besøg i hendes store lyse lejlighed i hjertet af Østerbro i København. Hjemmet har igennem mange år dannet ramme om et aktivt liv – både som underviser og udøvende musiker.

Det er en af sommerens varme og solrige eftermiddage, og jeg er på besøg hos Merete Westergaard, der byder på kold hyldeblomstsaft i sin lyse stue. Rummet prydes af et stort Hindsberg-flygel og en fin gammel baslut. Der er mange bogreoler og kunst på væggene. Professoren er en livlig dame, der udtrykker sig hurtigt og energisk, når talen falder på livet med musikken.

”I min tid lå det i luften, at alle skulle uddannes til pædagog     helt fra starten af uddannelsen men det var ikke min holdning”, siger Merete Westergaard og beretter om en lille episode fra sin tid som rektor på musikkonservatoriet:

”Der kom en studerende op på rektors kontor. Én, der ikke havde fået så høj karakter til afgangseksamen:

- ”Jeg kan ikke råde dig til at søge videre”, sagde jeg.

- ”Nå, så skal jeg jo være pædagogisk”.

- ”Ja, hvis du kan blive det, men jeg har indtil videre ikke rigtig set nogen pædagogiske evner. Men det må tiden jo vise!”

Da gik han noget slukøret ud af lokalet”.

Pædagoguddannelsen skulle ikke være fordi, man ikke var god nok til at spille. Det skulle være fordi, man havde evner for og lyst til at undervise. Og det kræver, at man er god til at spille på sit instrument, mener hun.

”Til gengæld var jeg meget imod det, ministeriet krævede, at de skulle være prædestinerede pædagoger, når de som syttenårige violinelever søgte ind på konservatoriet. De kom jo for at blive så dygtige som muligt på deres instrument.

Man kan ikke være pædagog, før man selv kan sine ting! Så kan man få lyst til at lære andre noget.

Men det var at tale for døve øren, for det drejede sig om at få nogen ud, som meget hurtigt havde noget erhverv.

Det har hele tiden været en anstødssten, om man kan blive det ene eller det andet. Og der må jeg bare sige, at det er sør'me ikke alle, der er pædagoger, eller skal være det”.

Hørelæreprofessorens store glæde ved musikpædagogikken skinner tydeligt igennem, når hun fortæller om sin tid på konservatoriet. Og hun erklærer da også uden tøven, at hun har dedikeret sit liv til at undervise.

Inden mit besøg hos Merete Westergaard har jeg talt med en af hendes tidligere elever, en klassisk guitarist, som bevidner, at hun havde et stort talent for det pædagogiske: ”Merete Westergaard var en fantastisk inspirerende lærer. Hun var altid i godt humør - og indstillet på at møde eleverne, hvor de var. Hun var tålmodig og god til at graduere opgaverne. En meget begavet person og en samvittighedsfuld lærer i ordets bedste betydning, Man havde respekt for hende – og kom helst ikke, uden at have forberedt sig. Der var en god stemning på hendes hold”, fortæller han og tilføjer: ”Og så var hun en fantastisk pianist!”

Hun startede som vidunderbarn; begyndte at spille klaver i en alder af to år – før hun kunne tale. Forældrene opdagede tidligt deres datters talent for at musicere. En søndag morgen blev de til deres store forbavselse vækket af klaverspil. Tonerne var de døgnmelodier, den unge pige i huset havde gået og nynnet. Det viste sig at være den lille Merete, der havde sat sig til tangenterne og spillede melodierne efter gehør.

Stemmen er lys og behagelig, mens hun fortæller: ”Jeg har været i lærerhænder helt fra fødslen. Der var musik i mit hjem. Og som fireårig spillede jeg til min mors elevkoncert”.

Faderen var skoleinspektør og moderen havde elever i hjemmet og underviste i sang og klaver.

”Først underviste min mor mig, og da jeg så ”trængte til at komme i byen”, som hun sagde, kom jeg til lærere i Odense og København. Og fra 12-års alderen var Esther Vagning min lærer. Hun udvirkede en meget stor pædagoggerning og var et fantastisk fint menneske, der var dybt engageret i sine elever”.

Klaverdebut som sekstenårig

Den unge Merete var både fokuseret og målrettet. Hun debuterede med flotte anmeldelser som pianist i en alder af seksten år. Og to år efter fik hun et fransk statsstipendiat efter at have bestået fransk eksamen (hun havde på eget initiativ lært fransk hos en præstefrue i Odense). Efter studier i Paris – og senere også i Rom – rejste hun rundt i Danmark og gav koncerter.

Men tidligt erkendte den unge pianist, at en karriere som udøvende kunstner også ville kræve mange udenlandsrejser. Dette var ikke foreneligt med en hjemmebase og et hjemmeliv med børn - hvilket også stod på ønskelisten. Derfor søgte hun i en alder af enogtyve år ind på klaverpædagogisk kursus på musikkonservatoriet. Og efter hele livet at have fået soloundervisning og gjort tingene alene, oplevede hun nu glæden ved at blive inspireret af - og være sammen med - ligesindede kammerater.

Klaverpædagogik og hørelære på konservatoriet

”Det var dejligt at være en flok studerende sammen. Hørelære var et bifag, som var nyt for mig. Tidligere professor og komponist Svend Westergaard var lærer, og jeg blev meget begejstret for det fag. Under studiet fik jeg et lille vikariat som pianist i Danmarks Radios Kor. Og her var det spændende at opleve, hvad hørelære kunne gøre for indstudering af svære rytmer og vanskelige tolvtoneværker af blandt andet Webern og Schönberg. Jeg blev så tændt på det fag, at jeg to dage efter min klaverpædagogiske eksamen meldte mig til hørelærepædagogisk kursus – endnu en toårig uddannelse”. Efter endt uddannelse blev Merete Westergaard hørelæretimelærer på konservatoriet. Det var i de glade tressere, hvor økonomien var god, og en dag fik hun til sin store overraskelse et brev om, at nu var hun blevet udnævnt til docent på fuld tid.

Indstuderingsteknik, en nyskabelse

Docenten fik i løbet af årene bevilling til at lave kurser i indstuderingsteknik i en forsøgsperiode. Tanken var, at de studerende ved hjælp af de øvrige obligatoriske bifag: Musikhistorie, formlære og teori, skulle lære at læse og indstudere hurtigere ved et trænet gehør og UDEN brug af instrument i første omgang - og derved undgå nodefejl og på sigt få et større repertoire. Der er normalt mange noder i et klaverpartitur!!

”Klaveret anvendte jeg meget i hørelæreundervisningen. Det var primært tastespillere, jeg underviste, og jeg forklarede de studerende, hvor vigtigt det var at have et stort repertoire, inden de sprang ud som solister eller diplomater (altså med diplomeksamen!). De skulle have noget at byde på, når de kom ud i det pulserende liv. Én enkelt klaverkoncert eller ét koncertprogram var ikke nok at kunne præsentere sig med bagefter.

Det kunne foregå på følgende måde: Den studerende sad ved et bord og skulle læse et partitur og danne sig et indtryk af, hvordan det ville lyde, for at træne gehøret og iagttagelsesevnen. Jeg anvendte f.eks." 7 små klaverstykker" af Niels Viggo Bentzon, hvor jeg pegede på: Hvor adskiller det, og hvor er det det samme, og hvor er det måske transponeret. Find ligheder og forskelle, og prøv via partiturlæsningen at økonomisere med din læsning og få et sikrere overblik over nodeteksten”.

Ikke et tørt dikke-dakke -fag

Merete Westergaard relaterede til forskellige musikværker i sin hørelæreundervisning, når eleverne skulle lære vekslende rytmer og taktarter. For eksempel for orkestermusikerne: ”Historen om en soldat” og ”Sacre du printemps”.

”Når de så kom i orkesterskolen, havde de stiftet bekendtskab med det repertoire. Det var noget, jeg talte med dirigenterne Arne Hammelboe og Dan-Olof Stenlund om. Jeg fik deres repertoireplaner for det kommende år, og så kunne jeg vælge værker med passager, som var rytmisk eller melodisk vanskelige at udføre, og arbejde med det i mine timer.

Overskriften for mig har været kombinationen af hørelære og de studerendes musikrepertoire indenfor de forskellige genrer. Faget har optaget mig hele livet, fordi jeg altid har relateret til musikken. På den måde er det ikke blevet et tørt ”dikke-dakke-fag”. Jeg tog bulgarske rytmer, rumænske folkesange, og det melodiske, det tonale med de smukke lieder og de danske sange, vi har; Heise, Weyse, Lange-Müller. Vi brugte dem til bladsang, og de lærte også akkompagnementerne og spillede til hinanden. Det var gesamt-undervisning; musikken og det teoretiske blev kombineret”.

Hørelæreprofessor

I 1992 blev Merete Westergaard professor, og så kom forskningsdelen med. Hun lavede kompendier med bl.a. polyrytmesæt af forskellige værker op gennem musikhistorien. Så der var et fuldt repertoire, pianisterne og andre instrumentalister kunne øve sig på efter at have studeret f.eks. Jersilds polyrytmebog.

”Hvor meget, det blev brugt, ved jeg egentlig ikke. Det var vist mest for, at vi kunne opfylde kvoterne om forskning i stillingen, at det blev sat i værk og effektueret. Jeg har i hvert fald oplevet, at der på rektors forkontor lå et støvet eksemplar i vindueskarmen. Og så måtte jeg jo sige, ”er det ikke meningen, det skal ned på biblioteket, og så forhåbentlig udlånes til nogen!””, siger hun og ler.

I en årrække var professoren også prorektor og siden rektor i en treårig periode. Hun var den sidste demokratisk valgte rektor. Derefter blev det kulturministeriet, der efter et bedømmelsesudvalgs afgørelse ansatte en rektor for konservatoriet.

”Man skal have det fulde ansvar og den fulde kompetence som rektor. Det havde jeg ikke i praksis. Der var en juridisk uddannet administrator, hvilket lagde op til et delt ansvar, og det gjorde det vanskeligt”, erindrer hun om den periode af sin karriere.

Først håndværk, så kunst!

Når Merete Westergaard ser tilbage, synes hun, at konservatoriet fungerede musikalsk godt i hendes tid. Der kom mange gode folk ud. Det var gode, solide, længere og bredere uddannelser end nu, forklarer hun.

”Der er skåret gevaldigt ned på hele bifagskomplekset. Og det mener jeg, er en stor fejl. Det er jo i den grad en støtte til hovedfaget. Hvis ikke, de skal have bifag, kan de lige så godt gå til soloklaver ude på Gammel Kongevej! (- som vi sagde i gamle dage.) Konservatorieuddannelsen er jo en samlet uddannelse, og du skal kunne dit håndværk, før du kan kunsten!

Du skal kunne musikhistorie, vide hvilke stilarter, du spiller i, kende stilarterne melodisk og harmonisk. Du skal vide, hvad du har med at gøre, når du sætter dig hen og skal foredrage et stykke musik”.

Musikhistorisk Museum

Gamle instrumenter har også Merete Westergaards inte­resse. Hun har i en årrække været medlem af bestyrelsen for Musikhistorisk Museum. Museet rummede i tresserne Carl Claudius’ samling af gamle instrumenter, og dem blev hun meget begejstret for at spille på.

”Conrad Graf var instrumentbygger i Wien på Beetho­vens tid og kendte ham personligt. De var af og til ude at spise frokost sammen”, fortæller hun. ”Et af hans instrumenter fra omkring år 1827 spillede jeg på og fik gode anmeldelser. Siden lavede jeg mange indspilninger på de gamle instrumenter. Blandt andet på et Pleyel-flygel, som var et af Chopins fore­trukne flygler”.

Hørelæreprofessoren tog også tit sine elever med ud på museet. Man forstår bedre klangmuligheder, pedalbrug og så videre, når man ser de instrumenter, musikken er skrevet til, forklarer hun. ”Chopins pedalbrug er for eksempel helt speciel. - Og der var normalt 5-6 oktaver på de gamle instrumenter. Det tager Beethovens sonater højde for ved tonale omlægninger i "Reprisen", bare for at nævne noget.”

I dag er der skåret kraftigt i bevillingerne til Musikhisto­risk Museum. Det er nu bare blevet en underafdeling af Nationalmuseet, og det er en skam, mener hun. ”Nu er tasteinstrumenterne staldet op på podier, og man spiller ikke på dem mere. Det er meget trist. De står og forfal­der, når de ikke bliver holdt ved lige og spillet på”.

En aktiv pensionist

Merete Westergaard underviser stadig hvert år på uge­kurser for Dansk Kammermusik Forbund. Og på trods af lidt gigt i fingrene fortsætter hun også klaverspillet med sin trio.

En imponerende vitalitet stråler ud fra den firsårige kvinde, mens hun sidder og fortæller om sit liv, og det er fristende at spørge, hvordan hun bærer sig ad med at holde sig i så god form.

Samvær med den yngre generation, nævner hun som en stor kilde til glæde. Hun har to børn og fem børnebørn, som er meget stimulerende og livsbekræftende at være sammen med.

Og så er der gymnastik og sommerhuset på Langeland, hvor hun både dyrker vandgang og lange gåture.

Udover musikken har hun også stor interesse for kunst og kultur. Thomas Mann og Murakami er nogle af ynd­lingsforfatterne. Den åndelige side af tilværelsen er også en vigtig ingrediens i Merete Westergaards liv. Kirkelivet har fyldt meget, siden hun blev pensioneret for femten år siden. Det har ført til posten som menighedsrådsformand i Garnisons Kirke. Dér har hun har været med til at lave kirkehøjskole og kirkebio med foredragsrækker, hvor der vises film med fokus på åndelige og religiøse spørgsmål.

Rejselysten er stor. For nylig gik turen til Paris på en nostalgi-rejse.

Der har gennem årene været mange ophold i klosteret San Cataldo i Italien. Hun har rejst hele vejen gennem Syrien og Jordan og studeret arabisk kunst undervejs. Næste måned går turen med familien til Andalusien, hvor den mauriske kunst skal undersøges på nærmeste hold.

Merete Westergaard ser tilbage på et spændende liv, og med et smil siger hun: ”Og var det ikke blevet musik, så var det blevet sprog, for det interesserer mig også meget”.

Alligevel giver hun udtryk for sin store taknemmelighed over at have levet et liv i musikkens og pædagogikkens tjeneste.

 FAKTA:

.

Foto: Valdemar Brunbech Norsker