I egenskab af uddannet musiker og musikpædagog har jeg undervist i faget sammenspil på højskoler, efterskoler, musikskoler, etc. i mange år. På Syddansk musikkonservatorium (SDMK) underviser jeg i faget sammenspilspædagogik. Det er et praktiskorienteret fag, der skal lære musikstuderende på den rytmiske bachelors femte og sjette semester - det sidste af i alt tre år - at undervise i faget sammenspil.
Pædagogisk udviklingsarbejde på Syddansk musikkonservatorium (PUV) har til formål at tilføre institutionen ny viden. ’Ny viden’ dækker imidlertid også over viden og metoder, som allerede er udviklet og gennemprøvet over en årrække, men som endnu ikke er blevet formuleret og dokumenteret. I maj måned 2020 færdiggjorde jeg som underviser på SDMK mit PUV projekt: “5 vinkler på sammenspilsundervisning”. Her medvirkede et hold studerende, som lærte at spille 5 forskellige numre med hver sin metode. Med PUV projektet er det mit ønske at beskrive de 5 vinkler på undervisning i sammenspil. Denne artikels intention er at beskrive arbejdet med at sætte metoderne i system.
Fagets læringsmål på konservatoriet i Odense er, at den studerende kan planlægge og tilrettelægge sammenspilsundervisning på begynder- og mellem niveau, det vil sige på musikskoler, efterskoler, højskoler etc. De studerende skal kunne formidle musikalske og kunstneriske udtryk på en relevant måde til både fagfæller og ikke-specialister samt reflektere over praksis og metodevalg i relation til egen pædagogisk praksis. Det er vigtigt at sætte undervisningsmetoder i system, så bevidstheden om de pædagogiske valg, en underviser skal træffe, bliver klarere, men også for at holde sig skarp og udfordre sin egen kunnen. Det er min overbevisning at: “Én metode er ingen metode!” Som undervisere bør vi kunne tilgå emnet sammenspil på mange måder. Vi er forpligtede til at videreudvikle vores undervisningsmateriale og vores pædagogiske metoder. Ellers stagnerer vores undervisning, og vi risikerer at miste motivationen til at undervise. De 5 metoder, jeg anvender, bygger på sang & bevægelse, rytmer i hænderne og fødderne, efterspil på instrument, imitation med stemmen og nodespecifik formidling. De studerende, Rasmus Worm, Emil Mathiasen og Sofie McQueen, der var med i projektet, kommer i denne artikel med refleksioner over de fem forskellige metoder.
Her læres sangens melodi, akkorder, rytme, etc. udelukkende med stemme og bevægelse, det overføres til instrumenter bagefter. Udgangspunktet er, at alle eleverne skal ende med at have en fælles bevidsthed, kan synge melodien, akkordernes trin / becifring og har et forhold til tempo & rytme.
Rasmus Worm
Her benytter man instrumenter fra start, al information læres på øret - uden noder. Jeg spiller guitar og synger, og så skal eleverne som udgangspunkt finde på deres egen stemme i forhold til de akkorder, jeg spiller, og det tempo og den rytmeunderdeling, jeg formidler.
Emil Mathiasen
Her læres melodi & kor, akkorder og rytme med stemme og bevægelse, alle skal lære fx bassens ostinat og trommernes rytme med fonetiske udtryk: “Dum ti ta dum ti”, etc. Det hele overføres til instrumentet. Udfordringen ligger i at formidle instrumentspecifikt med mundtlig instruks og fra elevens perspektiv og at kunne overføre det til instrumentet.
Sofie McQueen
Indstudering med anvendelse af instrumentspecifikke noder - selvstændige stemmer. Rasmus Worm: ”Fordelen ved at lære en sang fra noder er, at man kan få instrueret specifikke individuelle roller meget hurtigt. Faren er, at man ikke kommer væk fra noden igen - altså at man spiller noden rigtigt, men ikke spiller sammen med resten af gruppen.”
Vi benytter instrumenter fra start, og al information læres ved at spille sammen med klingende musik. Man kan vælge at benytte noder - som i nodespecifik formidling. Jeg anvender en app, der kan loope udvalgte stykker: Intro - A - etc. Målet er at kopiere originalen, på sigt selv at lære at gennemskue musikkens roller og ud fra dem skabe sin egen stemme: Bevæge sig fra imitation til assimilation til innovation. Sofie McQueen: ”Her udfordres eleverne på deres ører. Og hvis de lykkes med at aflytte deres instruments stemme/rolle, vil de virkelig få en succesoplevelse ved denne metode.”
Vi lærer på forskellige måder. Nogle vil gerne have en helhed med klart definerede opgaver, andre vil hellere have løse rammer og selv finde ud af at løse opgaven. Og så er der dem, der egentlig bare er der for at have det sjovt, men alle skal tilgodeses. Jeg har valgt at arbejde med mindre grupper på 6-7 studerende ad gangen, der skal indøve arrangementer, hvor alle spiller på skiftende bi-instrumenter. Rollen som lærer/instruktør går på skift. I slutningen af semesteret vil alle således have prøvet at spille klaver, guitar, bas, trommer og percussion og vil kunne trække på denne erfaring, når de selv skal lave sammenspils-arrangementer på begynder- og mellemniveau. De studerende skal øve sig på hinanden og dette er mere en praktisk foranstaltning end en pædagogisk, da det havde været optimalt, hvis de studerende kunne øve sig på ”rigtige” elever fra en musikskole eller lignende. Der ligger dog en stor pædagogisk gevinst ved, at de studerende, som ikke har “lærer-rollen” og derfor agerer sammenspilsorkester, “mærker på egen krop”, hvad en god instruktør gør ved musikken. Hvis den studerende, der er instruktør, har forberedt sig godt og bruger sin metode optimalt, vil de medvirkende studerende opleve, at tingene glider hurtigt og problemfrit, og musikken lykkes. Hvis instruktøren er uklar, ustruktureret og uambitiøs, kan de studerende mærke, at de skal bruge deres egne musikalske kompetencer for at få musikken til at lykkes.
Det er ikke et krav, at den studerende anvender de 5 metoder, så længe han/hun har reflekteret over sine valg. Når den studerende er færdig med sin indstudering, evaluerer vi det i fællesskab. Det er min opfattelse, at de studerende lærer lige så meget af andres fejl og succeser, så længe vi reflekterer over det sammen. Det er opgaven, at de studerende i løbet af de to semestres undervisning bliver bevidste om deres egen rolle som formidler. De studerende skal tilegne sig en indsigt i, hvor sjovt det kan være at spille musik sammen - navnligt fordi deres massive instrumentale faglighed her ikke er essentiel, forventningspresset er væk, når man “bare skal spille trommer” og ikke være fx Europa’s bedste jazzpianist. De studerende skal tilegne sig den pædagogiske faglighed, der skal understøtte deres fremtidige virke, både som undervisere og som “kunstneriske formidlere” – fx i egne orkestre.
En af de mange ting, jeg har lært af dette projekt er, at metodevalg og forberedelse er altafgørende for at lykkes som underviser. Tilstedevær og opmærksomhed synes lettere, hvis jeg ved, hvad jeg vil, og hvordan jeg kan lykkes med det. God undervisning kræver metode, viden og kunnen og modet til at udvikle sine pædagogiske redskaber og derved sin undervisning. Dette er fuldt sammenligneligt med et kunstneriske virke. Uendelige reproduktioner af et “sikkert” repertoire fører som regel ikke til nyskabelse og viser ingen kunstnerisk vilje. På samme måde forholder det sig med undervisning i sammenspil.
Du kan læse Mortens PVU'projekt her.
Læs også:
For MPU'ere er pædagogik et plusord
Foto af Morten Nordal: Guy Moscoso
