Mens Coronakrisen kradser, og de fleste musikskoleelever og lærere har måttet undvære hinanden, i hvert fald sådan analogt set, er der plads til refleksion. Man kan først mærke, hvad man har, når det er væk, siger man, men hvad er så musikundervisning, når man ikke længere kan sidde overfor hinanden og spille sammen? Det kan være rigtig mange ting, har det vist sig, men det er ikke det, det skal handle om her - men måske lidt alligevel. For det skal handle om at opsamle og bruge erfaringer.
Jeg er nemlig ny i job! I hvert fald i musikskolesammenhæng. Efter et kvart arbejdsliv under andre faner er jeg vendt hjem til guitaren og undervisningen. Det er dejligt at være tæt på musikken og instrumentet igen, og det er udfordrende, men vildt inspirerende at undervise. Efter endt uddannelse søgte jeg job som musikskolelærer, men nåede aldrig rigtig at komme i gang, før jeg fik job på Det Kongelige Teater. Lad mig sige det ligeud: Det er virkelig hårdt og meget krævende at begynde som ny underviser i musikskolen. For det er sådan, jeg ser mig selv. Som nyansat og nyuddannet, uden væsentlig eller relevant erfaring i forhold til det musikpædagogiske felt, jeg har været så heldig at få lov til at kaste mig ud i med 15 års forsinkelse. Nuvel, selvfølgelig kan erfaring fra liv og andet job bruges i generelle sammenhænge, men den der helt konkrete erfaring, man ikke kan læse sig til eller få foræret, men kun får gennem mange, mange timer i faget, den har man bare ikke som “Ny i Job”. Den får man gennem fejltrin, fejltrin og succeser - og så lidt flere fejltrin - hele tiden med en god spiseskefuld usikkerhed.
Det vidste jeg heldigvis godt, så jeg har væbnet mig - og væbner mig stadig - med tålmodighed og hårdt arbejde. Det er krævende, når man ikke lige synes, det lykkes, og selvfølgelig lige så skønt, når undervisningen går op i en højere enhed, og man mærker tilliden samtidig med, at eleven udvikler sig og trives med musikken. Sådan er det jo nok bare - et grundvilkår hver gang man kaster sig ud i noget nyt med iver og gode intentioner, men der er alligevel et par refleksioner fra en “Ny i Job”, som jeg tror kunne være relevante at dele. Grundlæggende er der tre spørgsmål, der træder frem efter denne første godt og vel halve sæson.
Det vil nok være forskelligt fra instrument til instrument, men det er da klart, at medmindre man vil begå et musikalsk overgreb på langt de fleste børn, bliver man slemt overrasket, hvis man tror, at man efter en lang uddannelse i klassisk guitar skal ud i musikskolen og undervise i neglefilning og Fernando Sor’s samlede værker. Det er simpelthen ikke der, den gennemsnitlige 4. klasses drengs eller piges motivation har bolig. Jeg har fået masser af god undervisning gennem hele min konservatorietid, og jeg trækker hele tiden på den uddannelse, jeg har fået der, og ikke mindst de mange samtaler om musik med både lærere og medstuderende. Jeg har også haft kaniner og været på et par dages observation i musikskolen, ligesom jeg har lært lidt satslære og skrevet en pædagogisk rapport (på 3-4 sider var det vist). Alt dette bruger jeg på den ene eller anden måde i min undervisning. Men fokus har selvfølgelig hovedsageligt været på den klassiske musik hele vejen igennem. Konservatoriet ER en musikeruddannelse, og det skal den vedblive at være. Jeg ved godt, at der er sket meget, siden jeg gik der, og der er kommet nye pædagogiske linjer til, men lad os være ærlige: Det er jo ikke kun de, der aktivt har valgt den pædagogiske retning, der ender med at skulle undervise i musikskolen. Det sker også for de solistuddannede, der har valgt så lidt pædagogik som muligt gennem hele studiet.
Undervisning i musikskolen er et fag, rigtig mange konservatorieuddannede skal forholde sig til på et eller andet tidspunkt i deres liv - på del- eller heltid. Guitar er et populært instrument. Det er det delvist, fordi det er så forankret i sangskriver- og populærkulturen - og rockmusikken. Jeg er, interesse eller ej, tvunget til at forholde mig til stort set alle genrer, selvom intet i min uddannelse peger i den retning. I hvert fald hvis vi skal tage de elever alvorligt, der melder sig til musikskolen. Det betyder ikke, at jeg ikke også kan lære dem lidt nodelæsning, spille små melodier (klassiske eller populære), så de med tiden måske opdager en eventuel interesse i den klassiske guitar, men jeg kan ikke forudsætte den fra starten. Plekter-teknikker, clawhammer picking, thumb slapping, strumming figurer, improvisation, udvidet becifrings teori, jazz voicing etc. er bare nogle af de discipliner, man ikke selvfølgeligt får med som klassisk uddannet. Det er vidunderligt at udforske og øve sig på, og det er heldigvis også tilfældigvis i rock- og popmusikken, min egen interesse for guitaren er startet, men det er ikke noget, jeg har fået med mig fra konservatoriet. Og det hele og mere til er nødvendigt for at kunne afkode guitarens rolle i den rytmiske musik og omsætte det til godt og gennemarbejdet undervisningsmateriale. Det generelt pædagogiske og instrumentalpædagogiske har jeg fået undervisning i, men igen med fokus på den klassiske verden. Mere herom senere.
Jeg skal starte med at sige, at jeg har kun mødt fantastiske og dygtige nye kolleger, der alle er villige til at dele ud af den viden, de har. Det er mit klare indtryk, at der er et højt niveau og stor dedikation til stede i musikskolen, hvis Horsens Musik- & Balletskole på nogen måde er repræsentativ for resten af landet. Jeg oplever også en ledelse, der rigtig gerne vil tage godt imod og stiller sig til rådighed for nyansatte. Rigtig mange kolleger har henvendt sig og tilbudt, at jeg bare kunne ringe og spørge om hvad som helst. Sådan er det forhåbentlig alle steder, og godt for det. Men, og der er selvfølgelig et men, det er jo dybest set tilfældigt, at jeg for det første har bidt mange i haserne og tiltvunget mig adgang til deres erfaring for at skyde genvej til at få udvidet min egen, og at de har haft den villighed til at hjælpe, som de har haft. I en presset branche, der også har været igennem besparelser med højere undervisningstid til følge, er det sin sag at spørge kolleger, om de lige har et par timer til at hjælpe mig ved at låne af deres erfaring og materiale. Man kunne savne en lidt mere formaliseret mentorfunktion, hvor udvalgte og efteruddannede lærere kunne hjælpe med at give nyuddannede/nyansatte en god start. Det kunne bestå af løbende møder eller gensidige observationer af hinandens undervisning med tid til efterfølgende refleksion. Eller at man, som jeg ved allerede er tilfældet på nogle musikskoler, kunne indgå i teams på tværs af instrumentgrupper, hvor der kunne tales om generelle pædagogiske emner, ligesom det kunne være en igangsætter for sammenspil på tværs. Der er selvfølgelig et hav af praktiske udfordringer, men det er almindelig praksis på langt de fleste uddannelsesinstitutioner, så hvorfor ikke også i musikskolen? Der burde være gode erfaringer at hente. Ensomheden i jobbet er velkendt, når man sidder på nedlukkede lærerværelser decentralt, men måske kan den afbødes ved, at der er nogen, der har til opgave at være lidt med i starten af ens musikskolekarriere.
Jeg har oplevet en tilstedeværelse af virkelig megen kapacitet og musikalitet men fremfor alt en enorm musikpædagogisk know-how i musikskolen. Den findes ikke i mere koncentreret og praksisnær form end på den enkelte musikskole. Det hverken kan eller skal konservatorierne konkurrere med. Hvorfor er det, at musikskolerne ikke - ligesom gymnasierne, folkeskolerne, tømrerfirmaerne og hospitalerne - har selvtilliden til at sige: “Vi har brug for folk med høje instrumentale færdigheder, men vi er selv de bedste til at uddanne den fremtidige musikskolelærer”. Det er ren logik. Konservatorierne er selvfølgelig uundværlige spillere til at føde landet og musikskolerne med kompetente instrumentalister og sangere, men den praksisnære musikpædagogiske erfaring må da være at finde ude på alle landets musikskoler. Jeg kan tage fejl, men man kunne drømme om, at den dag, man bliver ansat i sit første musikskolejob, følges det op af en slags musikskolepædagogikum. Læger kommer i uddannelsesstillinger, universitetsuddannede fagspecialister kommer i gymnasiepædagogikum, folkeskolelæreruddannelsen består af lange praktikperioder osv. Som skrevet er det helt naturligt, at man mest af alt har lyst til at gå igennem sin konservatorietid med mest muligt fokus på sig selv og sin egen udvikling, men netop derfor bør der, når man alligevel, af den ene eller anden årsag, lander et job i musikskolen, finde en videreuddannelse sted. Vigtigst af alt er det dog, ligesom vi forsøger med vores elever, at ramme nyansatte, der hvor motivationen er størst, og at man møder nogle kapaciteter, der kan skabe et rum af smittende kærlighed til det musikpædagogiske område som en helt naturlig del af enhver musikers identitet. I skrivende stund ser det nu ud til, at vi kan komme tilbage og undervise meget snart. Det bliver godt at se elever og kolleger igen - sådan helt analogt. Ud over, at jeg stadig er lidt “Ny i Job”, er der sikkert mange musikskolelærere, der nu også er “Ny i IT-baseret undervisning”. Det er læring på den hårde måde, og jeg i hvert fald selv blevet uddannet i IT-læring på rekordtid. Nye supplerende redskaber, der gør, at kontakten til eleverne kan holdes varm mellem de ugentlige lektioner med bl.a. videoer og e-mails. Nu håber jeg bare, at musikskolerne formår at få opsamlet, organiseret og udbredt de gode erfaringer, så de ikke forbliver gemt og glemt hos den enkelte. Men det er en helt anden historie...
Læs relaterede artikler her:
Musikskolelærerne mangler løbende efter- og videreuddannelse
Ny praktikmulighed til konservatoriestuderende
