SAMMENSPIL i musikskolen er en udvidelse af elevernes soloundervisning. Formålet er, som jeg ser det, at tage de færdigheder, der læres i solotimerne, og bruge dem til at musicere i praksis via sammenspillet. Her er det ikke kun de instrumentale færdigheder, men også de teoretiske, der kommer i spil. Ydermere udvikles også elevernes ører til at skulle lytte og forholde sig til de andre instrumenter og stemmer samtidig med, at der spilles på eget instrument. Disse forhold og udfordringer findes ikke i soloundervisningen. Den kan til nød simuleres af instrumentallæreren ved samtidigt akkompagnement, eller hvis der afspilles et backingtrack. Der er mere på spil for eleverne, når de sidder sammen med ligesindede i den virkelige verden. Fælles om at spille en sang og ansvarlige for hver deres lille del af det samlede lydbillede.
Der er mange måder at begå sammenspil på som lærer. Hver gang jeg hører om en kollegas fremgangsmåde, får jeg altid inspiration til nye tilgange til min egen undervisning. Der er i bund og grund ingen forkert måde, og målet må vel i virkeligheden være at vise eleverne præcis, hvor fedt og givende det er at spille med andre. Jeg skal skabe tryghed, så de tør spille forkert og forsøge sig frem foran de andre bandmedlemmer med fare for, at det hele går galt. Jeg har undervist i sammenspil i over 15 år og kan med sikkerhed sige, at jeg ikke har en færdig opskrift på garanteret succes. Jeg har dog efterhånden fundet noget, som jeg gør igen og igen samt nogle områder, jeg konstant forsøger at udvikle. Mange – hvis ikke alle – af nedenstående betragtninger er helt sikkert kendt af mine kolleger landet rundt og findes højst sandsynligt i mere udviklede former.
Hvert sammenspilshold er unikt og består af forskellige personligheder. Nogle sammensætninger passer bedre til lærerens personlighed end andre. Sådan vil det altid være, når man arbejder med mennesker. Det er derfor vigtigt, at man giver tid til, at det sociale fællesskab kan gro og blomstre. Man kan som lærer forsøge at sætte gang i elevernes indbyrdes relation samt relationen til læreren i lektionen ved at:
Når jeg starter et nyt hold op, eller når der kommer nye medlemmer til, sørger jeg altid for at sige følgende sætning: ”Husk på, at vi godt må spille forkert herinde. Det er faktisk, derfor vi øver. Jo flere fejl vi laver, jo bedre bliver vi. Herinde må vi prøve nye ting af, og ingen griner af hinanden, hvis nogen spiller forkert. Vi er sammen om bandet og har hinandens ryg.”. De sætninger er gode at gentage flere gange gennem hele sammenspilssæsonen. Jeg fortæller også, at mine forventninger ikke er, at eleverne kan alting med det samme. Hvis jeg giver dem en ny opgave eller en ny rolle, så forventer jeg, at de prøver. Solospil kan især virke skræmmende for nogle elever. Derfor kan det virke beroligende på 12-tals-piger og -drenge, at de, når vi er sammen i musiklokalet, ikke behøver at overpræstere, og at fejl er okay.
Når det kommer til at vælge, hvilket nummer bandet skal spille, er der mange faktorer, der spiller ind. Hvis eleverne får indflydelse, er det med til at give dem ejerskab til numrene. Omvendt risikerer man som lærer, at eleverne vælger et nummer, der er helt uden for deres instrumentale rækkevidde, og man derfor skal foretage unødige og umusikalske krumspring for at få elevernes ønske til at lykkes. Det er derfor en afvejning, man må tage som lærer. Det er min erfaring, at eleverne generelt er meget lidt kritiske, så længe deres rolle i nummeret giver mening, og hverken er for svær eller for nem. Jo ældre eleverne er, desto stærkere er deres musikalske identitet og dermed også deres eventuelle kritiske tilgang over for det, der ikke falder i deres musiksmag. Heldigvis passer det godt med, at de ældste elever typisk har større instrumental kunnen samt bedre indblik i hvilke numre, der vil passe til deres band og evner. Netop derfor giver det mening at lade de ældste elever vælge numrene selv.
Som underviser høster man også den gevinst at blive præsenteret for nye numre, når eleverne selv vælger numrene. Det er et godt middel mod at genbruge de samme numre. Når musiklæreren udfordres fagligt, skaber det nye tilgange og udvikler lærerens undervisning.
Når det kommer til den helt konkrete indstudering af det valgte sammenspilsnummer, så gør jeg brug af følgende skabelon:
Det er klart, at ovenstående bliver nemmere, jo bedre man kender sit sammenspilshold og den enkelte elevs styrker og svagheder. Der er ingen tvivl om, at forberedelsen spiller en vigtig rolle i en glidende indstudering. Overblik, overblik, overblik. Det er også klart, at jo dygtigere eleverne er, jo hurtigere kan man gå frem. I min optik ændrer det dog ikke på, at den systematiske fremgang skaber hurtigere resultater samt giver eleverne en sikkerhed i det, de foretager sig. Dette er ønskværdigt, uanset niveau.
Jeg startede som barn med at spille klaver og skiftede til bas/guitar, da jeg nåede teenageårene. Jeg spiller trommer til husbehov og performer ugentligt professionelt på bas og guitar. Jeg er vel multiinstrumentalist til en vis grad. Jeg mærker dagligt, hvordan mit overblik over de basale instrumenter i en rytmisk bandsammensætning hjælper mig. Det gælder både mht. rollefordeling og alternative voicings på guitar/klaver samt trommespillets facetter mht. brug af crashbækkener, breaks, fills osv. Dette overblik kommer mig til hjælp, når jeg på stedet skal opfinde en ny voicing eller en ny rolle til fx guitaristen, fordi den, jeg havde forberedt, viste sig at være for svær eller for nem. Der er masser af situationer, hvor jeg skyder forbi i min forberedelse, men pga. mit instrumentkendskab hurtigt kan finde på alternative løsninger. Der er mange af mine kolleger, der er rigtig gode til at kende lidt til alle instrumenterne, og det er min overbevisning, at dette er udgangspunktet for god sammenspilsundervisning i musikskolen.
Er man derimod i den situation, at man udelukkende mestrer sit hovedinstrument, så er musikskolens andre faglærere et perfekt sted at hente sparring, råd og vejledning. Som eksempel har en af mine kolleger, som underviser et sammenspilshold, hvor jeg har en baselev med, oprettet en Dropbox, hvor han lægger elevernes noder op. Samtidig sender han en mail til hver af faglærerne for de enkelte elever og beder om, at vi gennemgår numrene i solotimerne, og beder også om inputs og forslag til, hvordan man som ”ægte” bassist/guitarist m.m. ville gribe det pågældende nummer an. Det er musikskolesamarbejde på højeste plan.
Er det når begynder-bassisten spiller ”pumpebas” og for første gang oplever at spille med begynder-trommeslageren, som spiller ”rock-rytme 1”. To meget simple figurer i sig selv, men koblet sammen noget af det mest spillede rockmusik i musikhistorien. Er det, når den unge guitar- eller klaversolist for første gang oplever magien i noget så enkelt som at spille de tre første toner i mol-pentatonskalaen, når de spilles med en kogende rytmegruppe bag sig? Er det, når bandet med alle talenteleverne oplever, hvad dynamik, præcision og skarphed kan gøre ved et ellers simpelt funk-nummer?
Bag alle disse situationer står den velforberedte musikskolelærer med overblik og kendskab til både sine elever på holdet, de musikalske virkemidler i den pågældende sang samt et godt kendskab til instrumenternes virke og funktion. Når denne afgørende forudsætning er opfyldt, er fundamentet lagt for, at børn og unge kan opleve magien i sammenspillet, og det er netop noget af det, som musikskolerne virkelig mestrer. Musikskolerne har gjort sammenspillet til en helt central del af det at gå til musik, fordi vi ved, at sammenspillet udvikler eleverne musikalsk, socialt og kunstnerisk.
Læs også:
Ind i rockbandet lidt ad gangen
Sammenspil når man ingen elever har
Her gør vi os umage for ikke at følge med tiden
