Årets Musikskoledage i Tivoli gav i år Roskilde Festivalen baghjul - i hvert fald i form af antallet af koncerter, grupper og solister. Med 266 koncerter fordelt på 16 scener afviklet over to dage har Musikskoledage i Tivoli nu positioneret sig som Danmarks største musikalske event for børn og unge. Det var 29. gang, Musikskoledagene indtog Tivoli, og det musikalske træf fandt sted i weekenden 5. og 6. maj 2018
Der deltog over 6000 børn og unge fra 72 forskellige musikskoler.
Det store musikalske events renomme var nået helt til ambitiøse skoler i Grønland og Spanien, som også fik lov til at bidrage til de musikalske løjer. Musikskoledagene blev overværet af omkring 50.000 publikummer fra ind- og udland.
16 scener og 266 koncerter
Programmet bød på musikparader, pop, rock og Hip Hop. Dertil genrer som kammermusik, promenademusik, klassisk og et særligt guitarorkester på 45 personer.
Desuden helt små kor på 10 deltagere og op til kor på 270 sangere.
Yderligere 104 blæsere fra Carl Nielsens skole, så der burde være noget for enhver smag.
Kulturministeren holdt årets tale til musikskoleområdet og uddelte priser
Mette Bock gik på Plænescenen, hvor hun holdt årets tale og derefter uddelte årets elev- og kommunepris fra Dansk Musikskolesammenslutning (DAMUSA).
Nye toner i Tivoli - musikskabelse i centrum
Som noget nyt husede scenen Orangeriet en masse børn og unge, der optrådte med deres egen tekst & musik. Danmarks største musiktræf satte i år et særligt fokus på original musikskabelse og sangskrivning. For at sætte ekstra skub i skaberglæden udskrev Musikskoledage i Tivoli i samarbejde med Bandakademiet og Musikmetropolen desuden sangskriverkonkurrencen ”MIN SANG”, hvor unge sangskrivere fra musik- og kulturskoler landet over havde indsendt deres sange i løbet af foråret. De 4 vindersange blev afsløret af konkurrencens jury, der blandt andet talte sangeren og produceren Kill J (Julie Aagaard) og Thomas Stengaard.
Projektleder for Musikskoledage i Tivoli, Dan Johnsen, fortæller:
”Musikskoledagene giver mange børn og unge mulighed for at teste sig selv foran et stort publikum på en af Tivolis velkendte scener. Der er igen rekordmange deltagere, og vi har i år også valgt at sætte fokus på børn og unges egne tekster og kompositioner. Det forventer vi os meget af, da vækstpotentialet er meget stort blandt de unge, ikke mindst fordi de har fået så mange nye elektroniske muligheder til rådighed”.
Underdirektør for Kultur i Tivoli, Nikolaj Koppel siger om Musikskoledagene:
”Vi er i Tivoli stolte af at være med til at bidrage til Danmarks musikalske vækstlag på denne måde – og af at give en masse unge en helt speciel oplevelse, der kan nære motivationen.”
FOTO: TOMMY FROST/ROBIN SKJOLDBORG STUDIO
Fakta
Musikskoledage i Tivoli fandt sted lørdag den 5. og søndag den 6. maj 2018
Musikskoledage i Tivoli 2018 i tal
• Musikskoledagene afvikledes for 29. gang i træk • 16 scener i Tivoli • 266 ensembler • 6389 forhåndstilmeldte musikskoleelever • 721 deltagende musikskoler • Deltagere i alderen 5-70 år
• Da Musikskolernes Dag i Tivoli blev afviklet første gang - tilbage i 1990 - var deltagerantallet 900.