Studieturen var tilrettelagt af Kirsten Nielsen, docent og hovedfagslærer for de studerende på MPU ved SDMK. Jeg var med i min egenskab af lærer i TPPU (teoretisk pædagogik, psykologi og undervisningslære).
Turen er en del af de MPU-studerendes uddannelse. Den giver dem et indblik i en anden musikpædagogisk kultur. I dette tilfælde var den dog ikke mere forskellig fra vores egen, end at vi sagtens kunne lade os inspirere til at tænke musikpædagogik og tilrettelæggelse af undervisning på nye måder.
Første besøg gjaldt Øst Helsinki Musikskole (Itä-Helsingin musiikkikoulu IHMU), den folkeskole, hvor musikskolen siden 1999 i samarbejde med folkeskolen har haft musikundervisning i skoletiden. Skolen har ca. 900 elever fra 1.-9.klasse, den har tre spor, og et spor er musikklasser med 25 elever i hver klasse. Klassernes musiktimer ligger som ekstra timer i løbet af skoledagen - se plan over musiktimer. Skolen udbyder primært klassiske orkesterinstrumenter, da den oprindelige ide var at skabe et strygeorkester baseret på arbejdet med colourstrings, som er udviklet af Géza Szilvay.
Over tid er det udviklet til også at omfatte blæsere og klaver og guitar samt det finske folkeinstrument Kantele. Vi kunne selvfølgelig ikke nå at overvære al undervisning. Jeg var på besøg i en 1. klasse i en rytmiktime og i en 4. klasse, der havde musikkundskab. Klasserne er delt i to (12-13 børn) i disse timer. Andre overværede holdundervisning i hhv. kontrabas og klaver.
Det finske strengeinstrument kantele
Al instrumentalundervisning i skoletiden foregår på hold á max 5 elever. Soloundervisningen ligger efter skoletid. Skolens større elever får undervisning i lokaler et stykke vej fra skolen, de tager bussen eller går derhen. Vi gik derhen gennem et skovområde dækket af den dejligste sne. Efter en gåtur på ca. 20 minutter blev vi dog ganske i tvivl, om vi overhovedet var gået rigtigt, da den bygning vi kom frem til lignede en lagerbygning, og hver gang vi kom forbi en dør lød der underlige fløjtelyde…. Vi fandt endelig hovedindgangen og her viste det sig, at bygningen var et blindeinstitut, så alle døre lydmarkeret - så lærte vi det! Her overværede jeg en kammermusiktime med to drenge fra 8 klasse på hhv. fagot og obo. Denne undervisning var ikke forskellig fra, hvad man kan møde i en dansk musikskoles talentlinje. Sidst på eftermiddagen kl 16.45 til 17.45 kom en gruppe 5-årige (12 børn) til kantele og rytmiktime. Det var imponerende at se den koncentration og det nærvær, som læreren fik skabt gennem en blanding af spil på/leg med kantele og rytmik.
De børn, der går på musikholdene om eftermiddagen, er ofte kommende musikprofilklasse-elever. Der er tilsyneladende en fin opbakning fra forældrene, som bringer deres børn og sidder og venter – mange med søskende - i et venterum med kig ind til undervisningen.
I løbet af dagen fik jeg en snak med afdelingslederen Heidi Viksten. Jeg spurgte, om de kunne mærke nogen forskel på de elever, der går i musikklasse, og de andre. Hun fortalte, at den største forskel er, at musikklassebørnene er bedre til at være sammen, arbejde sammen, og især i overbygningen (fra 7. klasse) er der en markant forskel, idet eleverne fra musikklasserne er meget hurtigere end deres jævnaldrende til at lære i de almene fag. Hun fortalte også, at skolen flere gange er blevet fulgt og ”undersøgt” af hjerneforskere, som i forskellige studier gennem empiri fra skolen har påvist, at musikken gør en positiv forskel for hjernens udvikling.
Lærerne på skolen arbejder alle ud fra solmisation (Kodalys metode), og det virker, som der er en rød tråd fra den tidlige undervisning i rytmikundervisningen og ind i skolen. Jeg savnede dog at se denne røde tråd i den kammermusik, som jeg overværende. Hvorfor ”kæden hoppede af” lige der, fandt jeg ikke umiddelbart noget svar på, men det kan måske skyldes det velkendte fænomen, at man underviser, som man selv er blevet undervist, og jo længere væk fra rytmik og generel musikundervisning man kommer, des sværere er det at forny sig/ ændre sin praksis/ tage nye metoder ind?
Der er optagelsesprøve til skolens musikklasser. Typisk søger 60 børn ind hvert år, og da der kun er plads til 25, foregår der en udvælgelse i uge 7. Prøverne tester elevernes musikalske niveau både mht. til rytme/puls og sang (kan de synge nogenlunde rent etc). Der kræves ingen instrumentale færdigheder. Skolen laver koncerter for børnehaver, hvor forældrene gøres opmærksomme på, at de har mulighed for at få deres barn ind på skolen. Ligeledes er alle pædagogerne i børnehaverne opmærksomme på at fortælle om musikklasserne.
Besøget i Helsinki indbefattede også besøg på musikskolen Resonaari. Det er en musikskole for udviklingshæmmede, eller som lederen Markku Kaikkonen kalder det ”a music school for people with special needs”. Der var en varm og rar atmosfære på skolen, som holder til i en ikke særlig stor bygning i et roligt kvarter i Helsinki. Vi blev modtaget af Kaarlo Uusitalo, som er medstifter af Resonaari. Der var arrangeret en minikoncert for os med skolens faste band (Resonaarigroup). Den består af 4 - 5 elever, som faktisk efter mange år som elever er blevet ansat 6 timer dagligt, for som Kaarlo Uusitalo fortæller, har disse elever også drømme om at være professionelle musikere. Det har man så løst gennem en ansættelse under Helsinki kommunes handikapforvaltning, som Resonaari er placeret i. Deres job er at øve sig, tage imod gæster, fortælle om hvordan de øver og spiller koncerter. De er efterspurgte og bliver ofte booket til koncerter mm. Eleverne på skolen spiller på alskens instrumenter, ganske som i en helt almindelig musikskole. Der er dog en overvægt af rytmiske instrumenter, da det meste af sammenspillet er bygget op som bands. Vi hørte et ganske kort øjeblik af sprød barokmusik fra førstesalen, og på vores spørgsmål om, hvad der foregik, fik vi fortalt, at det var et helt nyt tiltag, som har pensionerede musikere og musiklærere som omdrejningspunkt. De kommer ugentligt og spiller med skolens klassiske elever, primært voksne. Lyt til undervisning i Resonaari
Kaarlo, der oprindeligt er uddannet musikterapeut, fortalte om det særlige nodesystem figurenotes, som han selv har udviklet til brug for skolens elever. Han er af den opfattelse, at figurenotes er en af forudsætningerne for, at projektet med at lære eleverne at spille er så vellykket. Han talte også varmt om den betydning, musikken har, for at eleverne lærer at forholde sig til deres hverdag og medmennesker. Musikken giver eleverne evnen til at se og arbejde med strukturer og derigennem få styr på hverdagsting, som ellers kan fylde rigtig meget og gøre eleverne frustrerede og forvirrede. Det er fantastisk at møde så passionerede kolleger, som har et mål med deres virke og forfølger det med stor professionalisme og succes.
Det er fantastisk at opleve et land, hvor der politisk bliver bakket op om musikfaget både økonomisk og kultur- og uddannelsespolitisk. I Finland bliver musikfaget prioriteret på lige fod med andre skolefag.
I Danmark lever musikfaget på folkeskoler og andre kommunale institutioner desværre ofte en hengemt tilværelse uden synlige ambitioner for faget, elevernes udbytte og med et fagligt niveau i timerne, som er helt ude af proportioner sammenlignet med andre skolefag. Det kræver visionære og modige ledere og politikere, som forstår musikfagets dannelses- og læringspotentialer, at turde satse på andet end det, der umiddelbart kan ses, måles og vejes i traditionelle måleenheder. En visionære kultur- og uddannelsespolitik, som understøtter og udvikler faget musik på lige fod med andre skolefag, har vi fortsat til gode i Danmark.
Læs også: ”Everyone has the potential to learn music”
