Fagbladet for musikpædagoger og musikere
Telefon: 35 35 63 33 • musikskolen@dmpf.dk

Musik skaber trivsel for psykisk sårbare

Forfatter: Astrid Ellehøj Maaløe
Af Astrid Ellehøj Maaløe, projektmedarbejder

For flere deltagere i projektet Kultur & Sundhed på Lolland har musikken været så meningsgivende, at de har fået nye mål og drømme og motivation til at forfølge dem.

”Jeg plejer altid at være nervøs for, hvad mennesker, jeg ikke kender så godt, tænker om mig. Men fordi jeg havde hørt dig til koncerten, så er jeg helt rolig nu.” Ordene kommer ud af Maj-Britt. Hun sidder på en af musiklokalets sorte stole, der sammen med tre andre stole er stillet i en rundkreds til musikholdet. Her sidder to andre kvinder, og så mig selv. I dag er det første gang for dette særlige musikskolehold, hvor emnet ikke er undervisning i klaver, kor, eller sammenspil – men i .... ja, det vil vise sig.

Projektet Kultur & Sundhed skaber glæde og giver borgerne selvtillid

Musikholdet er resultat af et projekt, som Lolland Musikskole det sidste års tid har været tovholder på og som har bragt billedkunst og musikaktiviteter ud på Lollands tre væresteder. Brugerne har i musikdelen sunget, spillet, lyttet og snakket. Evalueringen af projektet, som blev afsluttet i april 2022, viser, at musikken har haft en betydelig indvirkning på borgernes trivsel. De 30-40 borgere, som sammenlagt har deltaget, oplever bl.a. at være blevet gladere, mere afslappede samt at have fået større selvtillid, mere mod på livet og bedre fællesskab af at være med til musikaktiviteterne. For nogle stykker har musikken været så meningsgivende, at de har fået nye mål og drømme og motivation til at forfølge dem. Fælles for brugerne på værestederne er, at alle på en eller anden måde har en sårbarhed med sig i form af en vanskelig opvækst, en psykisk eller fysisk sygdom, eller fordi de står i en vanskelig situation. Men derudover er de lige så forskellige, som alle vi andre er – og derfor er det også forskelligt, hvilken form for musikaktivitet, der i første omgang appellerer til dem. Planlagt fællessang er fx godt for nogle, andre kan lokkes med spontant trommespil mens andre igen synes, at meditation til musik lyder som noget for dem. Nogle har det godt med en stor gruppe, og andre kommer kun, hvis der ikke er for mange. Nogle har det bedst med konkrete opgaver og atter andre oplever mening ved at udtrykke sig mere frit i musik.

Det lange seje træk er en forudsætning

Brugernes sårbarhed gør, at man som musikpædagog må arbejde i mange forskellige tempi og med relationelle tilgange. Nogle brugere er helt friske på at lave musik med det samme, andre skal lære en at kende først; nogle er hurtige til at åbne op for, hvad livet har budt dem - andre har brug for lang tid for at føle sig trygge nok til i det hele taget at føre en samtale. I arbejdet med musik og sårbare er det derfor det lange, seje træk, der er vigtigt, hvis man skal give alle mulighed for at få glæde af musikken. ”For nogle er det en stor succes bare at komme. Når man arbejder med denne målgruppe, så gælder det om at se de små skridt – at opnå et resultat kan tage år,” fortæller Hanne Andreasen, medarbejder på værestedet. Vil man ind på livet af borgerne og forsøge at formidle det terapeutiske og meningsskabende potentiale, musikken på mange forskellige niveauer kan have, duer det derfor ikke med en fasttømret indstilling til, hvad musik skal være, og hvordan den skal formidles. Langt bedre mening giver det at tænke musik som et skabende rum, hvor der er plads til at udfolde den ”grundmusikalitet”, som alle mennesker har i sig. Jeg tænker grundmusikaliteten som evnen til at lytte til dét, der kalder på at blive udtrykt i øjeblikket. En evne som trives i situationer, hvor vi er i flow og improviserer på klaveret, giver slip og danser til vores yndlingsmusik, som vi har lyst til, eller hvor vi mærker, hvad der er det helt rigtige at sige til dén person, vi står overfor – en grundmusikalitet, igennem hvilken vi kan få kontakt til et nærvær, en autenticitet og en nydelse, som er dybt fællesmenneskeligt og meningsgivende.

At øve sig i at lytte

”Solen skinner. Skal huske at ringe til Maria. Jeg er fuld af forventningens glæde over at være i gang med musik igen. Skal huske hundene.” Værestedsbrugeren Camilla sidder på stolen ved siden af Maj-Britt og læser op fra den blok, hvor jeg for 20 minutter siden bad hende skrive alt, der faldt hende ind, mens hun for en stund gik ud og sad i solen. Øvelsen er et første forsøg på at få Camilla og de andre deltagere på holdet til at lytte, og udtrykke, dét, der rører sig, i øjeblikket. Det er min erfaring, at man gennem sådanne improviserende øvelser med ord, sang, spil og dans til musik – og med et fællesskab, hvor gruppen taler om, hvad der sker - gradvist kan lære ens egen grundmusikalitet at kende.

Uanset om vi kan lide Heavy Metal eller Dansktop

”Personligt har jeg rykket mig på mange parametre. Jeg føler nu, at jeg kan noget. Selvtilliden er blevet meget større, og mine grænser har rykket sig. Min livskvalitet er blevet meget bedre,” sige Camilla. Musikken er i særlig grad med til at åbne os, fordi den berører os følelsesmæssigt. Det har projektet Kultur & Sundhed vist, fx da vi i februar afholdt koncert i den lokale kirke. Værestedsbrugerne sang sammen, én spillede en selvskrevet sang ved klaveret, og Camilla fortalte sin historie om en opvækst med misbrug og om, hvor vigtigt det er at tage imod hjælp. På en højttaler afspillede hun en sang af musikeren Michael Falch, der havde stor betydning for hende, og som spejlede hendes fortælling. Mens sangen spillede og hun stod frem, stod hendes fortælling og budskab stærkere end nogensinde, og jeg bemærkede, at tårerne trillede ned ad kinderne på flere af de fremmødte. I den situation var musikken med til at skabe intimitet og røre os. Den gav et stærkt nærvær til dén fortælling, vi netop havde oplevet, og åbnede op for, at vi virkelig kunne høre Camillas fortælling; at vi kunne mærke, hvordan fortællingen rørte ved noget, der i bund og grund er dybt fællesmenneskeligt: Hvor sårbare vi er, og hvor meget vi derfor har brug for hinanden. Forudsætning er, at man føler, at man er god nok, som man er – og netop dén tanke er en mangelvare blandt værestedsbrugerne. Her er ideen om en grundmusikalitet god. Det indebærer, at vi alle – uanset om vi kan ramme et A, spille trækbasun eller danse, og uanset om vi kan lide Heavy Metal eller Dansktop - har noget særligt at byde ind med. Nogle kan skrive sange, andre er der med et skulderklap på det rigtige tidspunkt, og nogle kan fortælle jokes og lette stemningen. Måske skal man nogle gange grave lidt for at finde det, der gør, at lige præcis jeg er vigtig i fællesskabet, men det er der – og det finder man ud af, når man arbejder improviserende med grundmusikaliteten.

Sårbarhed og styrke

I improvisationen ligger et kontroltab; du står frem med dét, du er, når du skaber i øjeblikket, hvad enten det tager form af ord, melodi eller bevægelse. Og vover man sig frem, og bliver man samtidig anerkendt deri, kan det give en kæmpe oplevelse af at være god nok, ikke på trods, men lige præcis fordi man er den, man er. Mange af borgerne på værestederne har oplevet svigt og modstand, og det betyder, at behovet for en sådan anerkendelse er enormt. Samtidig ligger der megen livskraft, vedholdenhed og styrke bag det, der fremstår sårbart, som Camillas historie viser. Hendes historie er ikke unik, og det kan komme andre i en lignende situation til gavn, hvis de bliver støttet i at turde vove sig frem med historier, som viser, at vi alle er sårbare og har brug for hinanden. Som betyder, at tilhørerne mærker, at også de er gode nok i andres øjne, og at de derfor ikke behøver være nervøse i samværet med andre. Det er dybt meningsfuldt, og inspirerende. Vi kan se af projektet, at når først musikken og kunsten fanger an, så er den så effektiv som sundhedsmiddel, at det virker helt skørt, at musik og kunst ikke er obligatorisk på steder, hvor sårbarheden er stor. Derfor er det også rigtig interessant at undersøge, hvordan musikken og kunsten kan arbejde sammen med de pædagogiske værktøjer, som værestedsmedarbejderne på de tre væresteder bruger i deres ambition om at øge brugernes livsmestring og trivsel. I løbet af et år har Projekt Kultur & Sundhed skabt et godt samarbejde mellem medarbejdere og billedkunst- og musiklærere på værestederne. Håbet er, at vi kan arbejde videre i retning af at undersøge og formulere en fælles tredje faglighed.

Læs også:

Kulturnetværk synliggør den lokale musikskole og skaber politisk lydhørhed

Musikinteresse øger livskvalitet og musikkultur

https://www.facebook.com/dmpf.dk/