I 1898 dannede danske musikpædagoger med Hortense Panum (formand 1901-1903) og Louis Glass (formand 1903-1921 og 1926-1929) som initiativtagere Musikpædagogisk Forening (MpF) for at imødegå konkurrencen fra u-uddannede musikundervisere og for at kunne fastsætte minimumshonorarer for kvalificeret musikundervisning. De fleste af datidens musikundervisere var autodidakte, og undervisningen var meget svingende i kvaliteten. En stor del af underviserne var enlige kvinder, som gennem musikundervisning kunne skabe sig en levevej. For at sikre, at medlemmerne havde de nødvendige undervisningskvaliteter, besluttede man, at optagelse i foreningen kun kunne ske ved aflæggelse af en fagprøve, og der nedsattes et bedømmelsesudvalg. De første fag var klaver, sang og violin.
|
DMT (Dansk Musik Tidsskrift) 1925 - SMAANYT Til Musikpædagogisk Forenings Fag-prøve, der Mandag den 7. Oktober afholdtes i Hornung & Møllers Sal, havde der indstillet sig fire Kandidater: Pianistinderne Dagmar Carlsen, Ingeborg Ringkær, Marie Skougaard og Ellen Svendsen |
I 1915 skærpede man kravene til fagprøven, ansøgerne skulle prøves i 3 discipliner Pædagogik. Praktisk musikudøvelse Bifag. Denne fagprøve blev til modellen for den musikpædagogiske eksamen på konservatoriet. Fagprøvens udvikling og indhold blev sandsynligvis inspireret af forholdene i Tyskland, hvor man i delstaten Preussen gik så vidt som til at forbyde ikke autoriserede at undervise! Citat: Den, der i Preussen vil have tilladelse til at undervise i musik eller sang, må enten have bestået statens examen for privatmusiklærere eller på anden måde godtgøre, at han har modtaget tilstrækkelig faglig uddannelse. Se mere her
Indførelse af en statsautoriseret fagprøve i Danmark lod dog vente på sig. I nedenstående citat kan det ses, at der i 1930 var stadig ikke var nogen afklaring. Først i 1939 overtog DKDM afholdelse af prøven, og den, der bestod, kunne kalde sig Statsprøvet Musikpædagog. En egentlig musikpædagogisk uddannelse var der ikke tale om på dette tidspunkt (se Claus Jørgensens artikel i Musikskolen nr. 2 2023).
|
Citat fra DMT ÅRGANG 5 (1930) NR. 02 i MUSIKPEDAGOGISK FORENING afholdt sin ordinære generalforsamling torsdag den 30. januar i Borups højskole. Et forslag om kontingentforhøjelse fra 4 til 10 kr. årlig blev vedtaget med akklamation. Der blev endvidere opnået enighed om at udskyde den endelige vedtagelse af de ny love, indtil der foreligger et resultat af foreningens Henvendelse til ministeriet angående en statsanerkendelse af foreningens fagprøve. Endelig havde foreningens kasserer hr. Hjalmar Bull set sig nødsaget til at nedlægge sit hverv, bestyrelsen havde i hans sted suppleret sig med koncertsanger Emil Friis, hvilket valg, blev godkendt af forsamlingen. Det ordinære formands- og bestyrelsesvalg finder ifølge lovene først sted ved generalforsamlingen i 1931. Foreningens nuværende formand er som bekendt komponisten Finn Høffding. |
Op gennem 1920’erne og 1930’erne afholdt foreningen studiekredse og inspirationsaftener med tidens komponister og førende musikpædagoger. Ved disse studiekredsaftener blev der drøftet musikpædagogiske emner, og man var meget optaget af, hvad der foregik i udlandet på området. Langt den største inspiration kom fra Tyskland, hvor Fritz Jöde havde udviklet en moderne musikpædagogisk retning, som han kaldte Jugendbewegung. Den gik – kort fortalt - ud på, at alle børn og unge uanset klassetilhørsforhold skulle have adgang til sang og musik, og undervisningen skulle samtidig være fællesskabsdannende.
Fritz Jöde, führender Kopf der Jugendmusikbewegung, beim Singtreffen in Berlin (Volkspark Jungfernheide)
Flere af foreningens medlemmer rejste i 1920’erne og i starten af 1930’erne til Tyskland for at deltage i Fritz Jödes ”stævner” Fritz Jöde, führender Kopf der Jugendmusikbewegung, beim Singtreffen in Berlin (Volkspark Jungfernheide) MpF arbejdede også for udbredelsen af undervisningsmaterialer, og man var absolut ikke berøringsangst i forhold til nye pædagogiske tendenser. I 1930 udgav Carl Nielsen på opfordring af foreningens medlemmer ”Klavermusik for smaa og store” I forordet gør han rede for sine pædagogiske overvejelser.
Flere af foreningens medlemmer fik udgivet undervisningsmaterialer, som også blev anvendt af musikundervisere udenfor foreningen. Nævnes kan: Otto Mortensen – klaverskole, blokfløjteskole mm. Jørgen Bentzon – sammenspilsværker skrevet til amatører Finn Høffding – musikteori mm. Olaf Jacobsen – Klaverskole Else Printz og Knud Leopold Nielsen – klaverskole
Eine typische Szene: Musik und Bewegung verbinden sich in einer Musikstunde mit Fritz Jöde (rechts) an der Jugendmusikschule Charlottenburg, um 1930 (AdJb A 228 Nr. 4318)
Finn Høffding, Jørgen Bentzon og Otto Mortensen rejste til Tyskland og deltog i musikfestivaler hvor FJ underviste. De så muligheder i FJ’s ide og omsatte den til danske forhold, og den pædagogiske grundtanke om musikalske fællesskaber var hovedideen i FH musikpædagogiske arbejde. Ved festivalen stiftede de tre danskere bl.a. bekendtskab med blokfløjten, som siden slutningen af 1700-tallet stort set havde været glemt. De blev så begejstrede, at de købte blokfløjter med hjem og gik i gang med at udforske instrumentets muligheder, og flere komponister skrev undervisningsmusik for blokfløjter. Finn Høffding (formand for MpF 1929 – 1939) var personligt meget optaget af FJ’s ideer og lagde dem til grund for oprettelsen af Københavns Folkemusikskole. Skolen havde musikopdragelse gennem bl.a. hørelære som hovedformål og var primært tiltænkt voksne.
Die Blockflöte wurde […]zu einem verbreiteten Instrument für Kinder, hier an der Jugendmusikschule Charlottenburg um 1930 (AdJb A 228 Nr. 4309).
FH har beskrevet folkemusikskolens formål på følgende måde: ”….at skabe den store brede Befolkning, som af økonomiske grunde er udelukket fra at faa Privatundervisning og fra at overvære Koncert og Opera, Lejlighed til at faa grundigt og forsvarligt Indblik i Musik; Motiveringen til Folkemusikskolens oprettelse er Overbevisningen om Musikkens store kulturelle Værdi, dens Evne til, maaske mere end nogen anden Kunstart, at fremme det sociale og humane i Folket,” Finn Høffding.
Finn Høfding og MpF tog i 1932 initiativ til oprettelse af en musikskole, skolen skulle give børn og unge mulighed for at dygtiggøre sig musikalsk gennem højt kvalificeret instrumentaleundervisning. Skolens undervisere var medlemmer af foreningen og undervisningen foregik på hold. Stadig var hørelære en grundforudsætning for undervisningen. Formålet med musikskolen var ”[…] hjælpe MpF’s Medlemmer til at få mere at bestille, men (også at) bringe Musikken ud til den brede Befolkning ved at tilbyde god Undervisning for et ringe Honorar” (MpF’s protokol 24 juni 1932). Skolen blev 9. januar 1934 nedlagt igen, da man i foreningen ikke var tilfreds med forløbet, og pengene var sluppet op. Skolens leder Carl Maria Savery blev anklaget for ikke at have styr på økonomien. ”Bestyrelsen var enige om at Hr. Saverys Administration har ladet meget tilbage at ønske…..” CMS var i øvrigt ikke medlem af foreningen, som jo ellers var et krav til alle underviserne, måske fordi han på tidspunktet for musikskolens start endnu var tysk statsborger, og foreningen havde en klausul om kun at optage danske statsborgere. Senere, da han havde fået dansk statsborgerskab, søgte han om at blive medlem uden at aflægge den ellers obligatoriske fagprøve. Dette blev afslået af generalforsamlingen, og han blev aldrig medlem.
|
Der verserede i øvrigt efterfølgende en sag mellem MpF og C.M. Savery, men desværre er referaterne fra den periode bortkommet, så vi kan ikke vide, hvad der egentlig var årsagen til bruddet mellem MpF og Savery, som i øvrigt var den første til at oprette musikskoler, eller musikforeninger som de hed i starten, i Danmark (Horsens 1929 og Århus 1930). |
Ved MpF’s 50-års jubilæum i 1948 skrev FH en hilsen, og i denne lægger han en vision for musikundervisning frem. Visionen handler om musik til alle:
|
Visionen Vi befinder os i fremtiden. Et barn er kommet i den kommunale børnehave, som er knyttet til alle skoler. Opdragelsen her benytter musikken i allerhøjeste grad. Sanglege, tilrettelagt efter rytmikkens principper beskæftiger børnene. Gennem leg naar de ind i musikkens elementer, som de tumler og bygger med, som de bygger med klodser. De har (hvilket under!) 2 timer sang i 1. klasse saavelsom i alle følgende klasser. Den ene af gymnastiktimerne er blevet erstattet af en rytmiktime, hvis altsaa ikke alle gymnastiktimerne med deres mer eller mindre fordærvelige gymnastiske øvelser er blevet ændret over til lektioner i organisk bevægelseslære (futurums futurum) og heri indbefatter rytmik. Børnene faar i 1., 2. og 3. klasse stadig deres musikopdagelse gennem leg og ganske gradvis bliver der arbejdet mere bevidst med sange og nodelære. Børnene flokkes om grammofonen, der spiller stykker for dem, baade ældre og moderne musik; gennem rytmikkens bevægelsessprog blir de vant til at redegøre for, hvad der sker i denne musik. De lærer noderne og at skrive dem. De laver melodier alt medens læreren iagttager eleverne; gennem hørelæren ved han besked om, hvilke elever der er musikalske og vil være egnede til at spille. Alle, der har lyst til at spille et instrument, faar lov at forsøge. Naar lysten indtræder, kommer de paa et passende hold; har de valgt f.eks. klaver, og det viser sig, at det ikke gaar, fordi koordinationsevnen mellem hænderne, eller vanskelighederne ved at sammenfatte de systemer i nodebilledet hemmer dem, prøver de et melodiinstrument: naturligvis har skolerne alle arter af instrumenter til deres raadighed. Spilletimerne ligger midt i skoletiden, og de, der ikke deltager beskæftiges paa anden maade (ekstra tegning eller modellering, evt. ekstra sport el.lign.). Naturligvis er der et skolekor og et skoleorkester, som børnene, hvis de har lyst, kan deltage i, og skolen har mange festlige lejligheder, hvor der fremføres sangspil med sangkor og rytmikkor; førende komponister skriver ikke alene højtkrævende koncertsalsmusik, men komponerer orkesterstykker til skoleorkestrene, kor til skolekorene, undervisningsmusik til grupperne, smaa sangspil og operaer, evt. smaa balletter, og digterne digter ikke alene subtile individualistiske sjælsstemninger, men skriver sunde og fængslende digte om fællesfølelser og fælles begivenheder. gennem folkeskolens 6 (maaske til den tid 8) klasser har eleverne lært at synge vor kostelige sanglitteratur; de er blevet vant til at lytte intenst til musik: de kan synge efter noder og holde en stemme i et kor, de kan evt. spille lidt på et instrument. Gaar de ud af skolen, kan de fortsætte paa fortsættelsesmusikskoler: i gymnasiet fortsætter undervisningen og faar stærkere og stærkere kulturel basis; har de vist særlige evner for instrumentspil, faar de individualundervisning efter skoletid af en særlig lærer, der er knyttet til skolen. Naturligvis er alle musiklærerne, der benyttes statsprøvede. Dette er en vision, men ikke fantasteri; man kunde ogsaa kalde det er udkast til en plan for musikopdragelsen saaledes, som den burde være organiseret af det virkeligt demokratiske samfund. For i vore dage kan musikken – i modsætning til tidligere – blive folkets eje. |
MpF tog i 1968 navneforandring til DMpF for at understrege, at foreningen var for musikpædagoger i hele landet og ikke blot en københavnerforening. Ligesom Mpf i 70 år var bannerførende for udvikling af kvalificeret musikundervisning i tidens ånd, har DMpF i 55 år været bannerførende for udvikling af fag og vilkår for musikundervisere.
læs også https://seismograf.org/dmt/34/01/opdragelse-til-musik-og-gennem-musik
Artikler fra DMT (hostet af Seismograf) som omhandler musikpædagogik og musikpædagogiske emner forfattet af foreningens medlemmer
https://seismograf.org/dmt/5/01/musikken-skolen-og-folket
https://seismograf.org/dmt/5/02/nye-linier-konservatorieuddannelsen 1930 Otto Mortensen
https://seismograf.org/dmt/5/02/musik-og-musikliv 1930
https://seismograf.org/dmt/5/05/om-undervisningsmusik-boern 1930
https://seismograf.org/dmt/5/06/den-musikalske-ungdomsbevaegelse-i-tyskland 1930
