Af Øyvind Lyngseth, bratschist og mangeårig underviser på bratsch og violin, Cand. Mag. i filosofi, ph.d.-studerende ved Aarhus Universitet
Instrumentalundervisningen ved musik- og kulturskoler samt konservatorier hviler på en særdeles velafprøvet tradition eller praksis. Musikskolernes læse- eller læreplaner inden for det enkelte instrumentalområde (blæsere, strygere, osv.) udtrykker på sin vis en fælles forståelse for, hvad undervisningen bør bestå af og, hvordan den instrumentaltekniske og musikfaglige progression sikres. F.eks. fremgår det, at en nybegynder på violin gerne skal lære nogle grundlæggende instrumentaltekniske principper og herigennem blive opmærksom på klangdannelse, rytme og intonation. Efterhånden indføres nodelære og eleven kan nu deltage i sammenspil – alt efter, hvilket niveau han eller hun har opnået. Udviklingen og niveauerne afspejles ofte i valget af velkendte stykker, melodier eller værker og inden for den enkelte faggruppe er der generelt enighed om, hvordan dette skal forstås. Undervisningen udgøres således af en både velbeskrevet, velkendt og anvendelig struktur. Konservatoriernes instrumentalundervisning kan være præget af en lignende form, hvor enkelte undervisere strukturerer deres undervisning via f.eks. velrenommerede etudesamlinger.
Musikskolernes og konservatoriernes instrumentalundervisning præges dog også af problemstillinger og udfordringer, der ikke adresseres direkte i læse- eller læreplanerne. En violinelev kan f.eks. have problemer med ´venstrehåndsteknikken´ og føler måske, at violinen ikke ligger særligt godt i hånden. Læreren prøver på forskellige måder at få eleven til at holde mindre fast om violinens hals, rette på armens eller violinens position, osv. Denne forståelse og vejledning af håndteringen af violinen foregår typisk inden for rammerne af, hvad læreren selv forstår som værende en rigtig og velfungerende måde at håndtere instrumentet på. Vejledningen indgår som sådan i undervisningen af de melodier violineleven spiller og er almindeligvis en del af den ´tradition´ eller ´skole´, som læreren selv er mere eller mindre bevidst om.
Undervisningen foregår på denne måde inden for velbeskrevne og velkendte rammer, både hvad angår ydre forhold som repertoire og ´indre´ forhold, forstået som den enkelte undervisers videreføring af hans eller hendes instrumentaltekniske ´tradition´, ´skole´ eller forståelse. Begge forhold er med til at legitimere kvaliteten af undervisningen og at strukturere (og lette) underviserens daglige arbejde.
Hvordan begrunder instrumentalundervisere deres faglighed?
Overstående korte og meget generelle beskrivelse virker nok rimelig genkendelig og forholdsvis neutral for de fleste. Den kan forstås som værende en ikke-normativ (eller ladet) beskrivelse af enkelte grundlæggende træk ved den instrumentalpædagogiske praksis i Danmark. Der er dog gode grunde til at undersøge, hvordan vores praksis egentlig legitimerer sig selv.
Vi må sætte kritisk spørgsmålstegn ved, hvorvidt overstående beskrivelse nu også er så ikke-normativ og problemfri, som den umiddelbart forekommer at være. Selvom beskrivelsen forekommer forholdsvis neutral, så beskriver den rent faktisk en normativ praksis. Og selve beskrivelsen af vores instrumentalfaglige praksis omfatter ikke det grundlæggende spørgsmål om gyldigheden eller legitimiteten af dens normer. Den type spørgsmål er af videnskabsteoretisk karakter og når vi spørger til grundlaget for vores viden, så bevæger vi os ind på det filosofiske gebet. Det filosofiske spørgsmål er med andre ord: Hvordan legitimerer vi, at vi underviser, som vi gør? Hvad henviser vi til, når vi bliver spurgt om, hvorfor vi underviser, som vi nu gør?
I forhold til rent instrumentaltekniske problemstillinger kan typiske svar f.eks. være: ”Det er bare sådan, jeg mener, det bedst skal gøres”, ”Det er jo en tradition – min egen lærer mente også, at…”, ”Det er min individuelle eller egne erfaring, at det fungerer bedst, hvis …”.
I min forskning undersøger jeg disse problemstillinger og peger på behovet for at diskutere vores forståelse af den instrumentalpædagogiske praksis. Denne interesse gør forskningsprojektet til grundlagsforskning og instrumentalpædagogiske metoder eller læringsstile spiller derfor kun en sekundær rolle. Ph.d.-projektets primære interesse er således at fremføre en kritisk analyse af vor forståelse af en række helt centrale problemstillinger, der former instrumentalundervisningen. Det drejer sig om vores forståelse af traditionen eller den enkelte lærers individuelle smag eller erfaring som et legitimerende grundlag for undervisningen. I analysen indgår også en undersøgelse af spørgsmålet om instrumentalundervisningens forståelse og anvendelse af den såkaldte mesterlæremodel, forståelsen af talentbegrebet samt instrumentalfaglig læringsteori. Kort fortalt peger min forskning på behovet for en kritisk og almen diskussion af den instrumentalfaglige forståelse, der ligger til grund for undervisningen. Målet er at blotlægge et fælles grundlag for en kritisk reflekterende praksis, som kan hæve bevidstheden om ’taget-for-givetheder’ og bevirke en større grad af åbenhed for andre traditioner, som kan være med til at berige og forbedre vores praksis.
Et eksempel
Har man haft en slem hoste i et stykke tid, opsøger man ofte lægen for at få en faglig vurdering og professionel behandling. Vi tager det for givet, at lægen er i stand til at foretage en diagnose og kan redegøre for den viden, der ligger til grund for den behandling, hun anbefaler.
Ønsker man, at ens barn skal lære at spille violin eller forbedre sit violinspil henvender man sig til den lokale musikskole eller violinlærer for at få professionel vejledning og undervisning. Her forventer man også (i lighed med lægekonsultationen) at underviseren er i stand til at begrunde sin faglighed. Nu spørger barnets forældre ind til dette forhold:
Hvorfor skal mit barn holde lige præcist på denne måde om sin violin og sin bue – det virker ikke så naturligt for ham.
Læreren forklarer, at det såvel fysiologisk som motorisk har vist sig, at denne måde at håndtere violinen på er velafprøvet og velfungerende. Der er faktisk evidens for, at det fungerer bedst sådan.
Jamen, nu har jeg set på U-tube, at flere af de bedste violinister i verden gør det på andre måder. Hvorfor lader du ikke barnet prøve en anden måde at håndtere violinen på?
Jeg mener dog stadig, at min måde at håndtere instrumentet på er den bedste. Jeg har selv lært at spille på denne måde og har erfaring med, at det fungerer godt. Desuden spillede min egen lærer og hans lærer også på denne måde – og de var faktisk meget dygtige. Der er en særlig forståelse af violinteknikken, der ligger til grund for at gøre det på lige netop denne måde. Det er desuden fuldt muligt, at dit barn kan finde sin egen vej inden for den tradition, som jeg står for.
Nå, så du bygger din holdning på en bestemt tradition?
Ja. Jeg kan faktisk ´med historien i hånden´ sige, at jeg er på sikker grund, når jeg siger, hvad jeg siger.
Så der eksisterer med andre ord en fælles forståelse, der rækker langt tilbage.
Ja, det er jo en tradition.
Så det er altså ikke kun noget, du selv synes, bare fordi det fungerer godt for dig.
Nej, nej. Ikke kun derfor – men jo, også derfor.
Hvordan ved du, at din forståelse er den samme som din lærer og dennes lærer?
Det er vel det, der sikres gennem ´mesterlæremodellen´. Jeg er jo selv blevet en habil violinist, hvilket i sig selv må siges at være udtryk for, at jeg ved, hvad jeg taler om.
Med eksemplet her bliver det tydeligt, at violinlærerens faglighed knytter an til andre forhold end lægens, når han eller hun skal foretage en diagnose og redegøre for baggrunden herfor. Der er naturligvis en afgørende forskel på en naturvidenskabelig/medicinsk og en instrumentalfaglig forklaringsmodel, men gyldigheden af ens viden bør på alment vis kunne forklares og diskuteres, hvad enten den er natur- eller humanvidenskabeligt funderet.
Eksemplet anskueliggør flere interessante problemstillinger med konkret betydning for en instrumentalundervisers daglige arbejde. Den individuelle reference (det er nu sådan det fungerer bedst for mig … det er min erfaring (eller smag), at …) kan ikke udstrækkes til at være gyldig eller relevant for alle elever. Henvisningen til, at det er en tradition betinger, at man kan redegøre for, hvordan forholdet til traditionen skal forstås. Dette viser sig at være forbundet med betydelige problemer, der dog ikke vies tilstrækkelig opmærksomhed, når instrumentalundervisere skal legitimere deres undervisningspraksis. Lærerens henvisning til sin instrumentalfaglige ´kunnen´ er ikke udtryk for hans instrumentalfaglige ´viden´. Når man hører en dygtig violinist spille, er man interesseret i, at hans viden kommer til udtryk som en ´kunnen´. Som elev af den samme violinist er man interesseret i at få del i den viden, der ligger til grund for hans ´kunnen´. Forholdet mellem viden og ´kunnen´ er altså omvendt proportionalt i forhold til violinisten som udøver og underviser. Efter min mening er det i denne sammenhæng utilstrækkeligt blot at henvise til det ´tavse vidensområde’. ´Tavs viden´ er et væsentligt forhold ved instrumentalundervisningen, men henvisningen til tavs viden kan blive destruktiv, hvis den afspejler en begrebsanalytisk forlegenhed, dvs., bliver anvendt som et samlebegreb for de mange konkrete forhold, vi ikke eksplicit magter at redegøre for. Forholdet mellem ´kunnen´ og ´viden´ udgør en konstant udfordring for enhver instrumentalunderviser og udtrykt lidt forenklet, så består udfordringen i at reducere den tavse viden – og samtidig gøre sig klart, hvordan og i hvilken forstand ´tavs viden´ på mere konstruktivt vis kan indgå i undervisningen. ´Tavs viden´ er ikke blot et spørgsmål om, at eleven efterligner det, som læreren gør, men er et pædagogisk forhold, der rummer mange flere og betydelige aspekter end som så.
Problemstillingerne peger på behovet for at undersøge baggrunden for vor instrumentalfaglige forståelse. Når violinlæreren i overstående eksempel henviser til ´traditionen´, så betinger dette, at han har en eksplicit viden om den forståelse, som de tidligere mestre har haft. Dette er dog ikke muligt, da der ikke eksisterer et neutralt sted, hvorfra vi kan udtale os ´objektivt´ om traditionen. På baggrund af nyere humanvidenskabelig forskning kan det hævdes, at traditionen virker ’bag violinlærerens ryg’ på en anonym og skjult måde. Den er således ikke entydigt tilgængelig for læreren selv. Den individuelle henvisning til lærerens egen erfaring med sit eget spil er på den ene side problematisk, fordi den ikke nødvendigvis er gyldig for alle hans elever. På den anden side er baggrunden for hans erfaring præget af en række forhold, som læreren selv ikke kan gennemskue (som det også var tilfældet med traditionen). Hvorfor læreren ikke selv har mulighed for at gennemskue disse forhold, er grundigt analyseret bl.a. i filosoffen Hans-Georg Gadamers filosofiske hermeneutik.
En lærers f.eks. instrumentaltekniske holdninger vil ofte præge elevens instrumentalfaglige forståelse på en skjult og anonym måde, der kan udgøre en nærmest uoverstigelig barriere i forhold til elevens arbejde med at finde ´sin egen vej´ (sådan som violinlæreren i overstående eksempel hævede kunne være muligt inden for hans måde at undervise på).
Hvad forholdet mellem viden og ´kunnen´ angår, så er dette forbundet med en række humanvidenskabelige problemstillinger, der desværre ikke er viet tilstrækkelig opmærksomhed i hverken forskningen eller de instrumentalpædagogiske miljøer. Kandidater fra konservatorierne eksamineres instrumentalfagligt set i deres kunnen og deres viden tænkes uproblematisk at være en del af det de ´kan´. Den manglende opmærksomhed på den videnskabsteoretiske del af problemstillingen medfører, at kandidaterne i deres virke som instrumentalundervisere ofte ikke ser betydningen af eller værdien i at diskutere forholdet. Dette er med til at fastholde diskussionen mellem forskellige instrumentalfaglige ´skoler´ i en antagonistisk (fjendtlig) form og er således en hindring for den videre udvikling af faget.
I min forskning analyserer jeg disse problemstillinger og peger på, hvordan indsigt i og erkendelsen af disse kan være med til at skabe øget interesse for at etablere en kritisk instrumentalfaglig diskussion. Vejen frem synes at være kritiske diskussioner af baggrunden for vor instrumentalfaglige og –pædagogiske viden. Betingelsen for at kunne etablere sådanne diskussioner er erkendelsen af, at disse forhold er en afgørende del af vor faglighed. At diskussionerne skal være kritiske betyder i denne sammenhæng, at der må kunne stilles kritiske spørgsmål ved det, der bliver fremført – og at der må være åbenhed overfor andre argumenter og synspunkter. At den enkelte underviser selv reflekterer over disse forhold vil almindeligvis ikke være tilstrækkeligt, da det først er i mødet med andre meninger, holdninger eller forståelser, at nye forståelser og erkendelser opstår. Ph.d.-afhandlingens ambition er at medvirke til at kvalificere sådanne diskussioner ved at vise, hvordan instrumentalfaglig viden kan udvikles på et alment grundlag. Afhandlingens kritik retter sig ikke mod konkrete instrumentalfaglige ´skoler´ eller ´traditioner´, men søger at afdække de forståelsesmæssige forhold, der ligger til grund for ´skolernes´ selvforståelse.
Selv om projektet tager udgangspunkt i strygerfaget, omfatter analysen alle faggrupper inden for instrumentalundervisningsområdet. Udover at pege på behovet for en kritisk instrumentalfaglig grundlagsdiskussion, adresserer det også problemet med den faglige isolation som mange instrumentalundervisere oplever i deres arbejdsliv. Undersøgelsen peger på, at en formaliseret instrumentalfaglig diskussion kan spille en betydelig rolle i arbejdet med at løse dette problem. En anden problemstilling, der har vist sig gennem arbejdet med ph.d.-projektet er fraværet af instrumentalpædagogisk professionsetik. Instrumentalundervisningsområdet er måske det eneste professionsområde indenfor de længerevarende uddannelser, der ikke har gjort sig den anstrengelse at udvikle en særlig professionsetik. Dette kan vække en vis undren, eftersom instrumentalundervisningen er præget af en række betydelige etiske problemstillinger, der aktuelt afhænger af den enkelte undervisers individuelle holdninger, værdier eller normer. Spørgsmålet er, om også denne diskussion bør hæves op på et mere alment niveau.
Selvom de nævnte instrumentalpædagogiske problemstillinger udgør både almene, dagligdags og betydelige forhold ved undervisningen har de ind til videre ikke været genstand for forskningsbaserede undersøgelser eller analyser. Sådanne grundlagsproblemer opdages først i mødet mellem teori og indgående praktisk kendskab til instrumentalundervisningsområdet. Instrumentalpædagogisk videnskabsteori er således ikke andet end en beskrivelse af forholdet mellem teori og praksis. I det øjeblik vi reflekterer over eller diskuterer dette forhold, er vi ved at udfolde en egentlig instrumentalfaglig og -pædagogisk videnskabsteori. Således indgår videnskabsteoretiske forhold allerede i musikskolerne og konservatoriernes faglige udviklingsarbejde. Problemet er dog, at disse diskussioner generelt ikke er struktureret eller formuleret på en måde, der gør dem alment tilgængelige.
Ph.d.-afhandlingens ambition er at bidrage til at kvalificere denne diskussion ved at vise, hvordan nyere humanvidenskabelig forskning bidrager med vigtige indsigter, der er af stor betydning for arbejdet med at udvikle et mere reflekteret grundlag for det instrumentalpædagogiske arbejde.
BLÅ BOG
Øyvind Lyngseth er uddannet på bratsch og violin og har arbejdet i professionelle symfoniorkestre i Danmark og Norge. Har givet koncerter med den tjekkiske klavertrio Kubelik Trio.
Uddannet Cand.Mag. i filosofi fra Aarhus Universitet og ansat som ph.d.-studerende samme sted (Institut for Kultur og Samfund, afdeling for filosofi).Underviser på 17. år i fagene violin, bratsch samt orkesterledelse ved Aalborg Kulturskole.
Forsker i bl.a. strygerspillets fænomenologi samt i den æstetiske dannelses værdi og betydning.
FOTO: Niels Rosenvold