Jeg havde i mange år brugt materiale fra mange forskellige bøger og egentlig slået mig til tåls med, at materialet ikke var optimalt, men brugbart. Meget af materialet var på svensk, norsk eller engelsk. En del af bøgerne var oversat til dansk, men det var stadig ikke det samme som en bog, der var skrevet på dansk og tilpasset de danske børn.
Jeg havde ikke nogen speciel bog, jeg anbefalede mine elever at købe, men kopierede rask væk fra forskellige bøger og havde på den måde et materiale, der var brugbart. Det var desværre bare aldrig det helt rigtige, og der manglede altid et eller andet. En dag fortalte min musikskolekollega, Marie Hansen, at hun var begyndt at skrive sin egen accordeonskole. Jeg hjalp med at læse korrektur og syntes egentlig, at det var et ret sejt arbejde, hun havde lavet. Jeg fik selv blod på tanden og begyndte så småt at lave mindre kompendier til mine elever, både dem jeg havde på EM-hold i 1. og 2. klasse, og til mine fløjteelever. Efter mange overvejelser om, hvorvidt mit materiale var godt nok til udgivelse, tog jeg endelig mod til mig og begyndte på min egen fløjteskole.
I de traditionelle fløjtebøger starter man typisk med alt på en gang. Man skal lære at holde på fløjten, blæse rigtigt, huske greb og læse noder. Med de små elever oplevede jeg ofte, at det var alt for overvældende, at skulle kunne det hele på en gang. Mange ting blev sværere, end de egentlig var, og frustrationen hos både elev og lærer blev stor, fordi der bliver sagt de samme ting igen og igen.
Det blev tydeligt, at jeg måtte starte på en helt anden måde end de traditionelle fløjtebøger. Jeg begyndte at bryde tingene op og startede med at introducere en ting ad gangen. Efterhånden kom jeg frem til, at det letteste var at starte med at få etableret en god klang. Noderne kom i anden række - dem kan man altid lære, og alting går meget lettere, når det klinger godt.
Eksempel fra “Min fløjtebog 1”. Når den gode klang skal etableres er det godt at lave historier.
Kodeordet var fordybelse og kun en ting ad gangen og med små skridt. Jeg fandt ud af, at det var bedre at vente med at introducere nye ting for eleven, til det sidst tillærte var nogenlunde på plads. Min bekymring for, om eleven blev fagligt udfordret og ikke kedede sig, blev hurtigt lagt væk. Efter et år med den nye metode var mine elever nået lige så langt som med den gamle metode.
I mange skandinaviske fløjtebøger er sangene ofte de samme. Det er selvfølgelig dejligt, at vi lærer eleverne vores traditionelle sange, men jeg havde ikke lyst til at bruge de samme sange igen. De var jo for det første udgivet mange steder, men passede heller ikke altid til den progression, jeg gerne ville have. Derfor måtte jeg i gang med at komponere nye sange selv. Det var lidt af en udfordring, da jeg jo ikke er komponist. På samme tidspunkt var jeg i gang med et andet projekt. Her arbejdede jeg sammen med komponisten Mette Nielsen om at skrive ny musik til de små ensembler i musikskolen under navnet Patchwork Musik. Flere af melodierne fik jeg lov til at bruge i bogen. På denne måde kunne vi også skabe en sammenhæng i den musik, eleverne spillede, da de kendte melodierne enten fra fløjtebogen eller fra Patchwork Musik, som nu er udgivet hos Edition S. Så med mine egne små kompositioner, Mettes melodier fra Patchwork Musik og et par sange fra Maries accordeonbog, som jeg fik lov til at låne, fik jeg langsomt sange nok til fløjteskolen.
Når man skal begynde at spille fløjte, er det hårdt arbejde, og man bliver både svimmel og træt i hele kroppen af at stå med den tunge fløjte. For at få lidt pauser ind i fløjtelektionerne, begyndte jeg mere systematisk at bruge små opgaver, som understøttede den, sang eleven var i gang med at spille. Det understøttende materiale bestod enten af nodelæsningsopgaver, teoriopgaver eller små hørelæreropgaver. Sammen med Marie Hansen lavede jeg allerede en masse af disse opgaver. Jeg oplevede dog, at det kunne være svært at nå opgaverne, fordi der var begrænset tid i en 25 min. lektion, og fordi eleverne også til tider opfatter det som en lille smule kedeligt. I fløjtebogen kunne jeg nu få listet nogle af de elementer ind, som vi alle ved er vigtige for musikundervisningen. Efter hver sang lavede jeg en side med en lille opgave, som understøttede sangen. Når de kom ugen efter, kunne jeg se, om de havde forstået lektionen. Hvis opgaven var løst, vidste jeg, at de i det mindste havde åbnet bogen og måske var jeg heldig, at de så også lige havde spillet melodien en enkelt gang.
Et eksempel på en lille opgave der skal laves hjemme. Farv bladene i de farver der passer til noderne.
Rigtig mange af disse opgaver var der selvfølgelig ikke blevet plads til i min metodebog, så en udløber af arbejdet blev en facebookside, jeg har sammen med Marie Hansen. Her bliver en masse af vores teoriopgaver lagt op. På nodeboxen.dk kan man finde meget af det materiale, der ikke er kommet med i vores bøger.
I løbet af det sidste år, jeg skrev på “Min fløjtebog”, var jeg på kursus med den engelske klarinetist og musikpædagog Paul Harris. I stedet for en lektiebog havde Paul Harris lavet sit eget “Musicmap”. Her var grundidéen, at eleverne var med til at bestemme, hvad de skulle øve sig på til næste undervisningsgang. Problemet var dog, at eleverne skulle have flere bøger åbne på samme tid, når de øvede sig. Jeg fandt derfor på, at man under hvert nodebillede lavede en lille boks, hvor eleverne kunne tegne eller skrive det, som de skulle øve sig på til den næste undervisningsgang.
Nu stod elevernes øvenoter lige under den melodi, som de skulle øve på. Det resulterede inden længe i en ny udfordring. Nogle elever kunne nemlig lide at tegne meget detaljerede tegninger, og det tog uforholdsmæssigt meget tid i undervisningslektionen. Der måtte derfor ændres lidt i mit koncept. Min kollega Marie Hansen havde brugt det samme lektiebogskoncept i sin metodebog for accordeon og havde den samme udfordring. Det skulle vise sig, at det var Maries mand som kom med den perfekte løsning. Han foreslog, at vi lavede en boks, hvor der på forhånd var tegnet små tegninger, og nu skulle eleverne i stedet blot tegne en ring om den tegning, der passede til, hvad de valgte at øve sig på.
På et tidspunkt gik det op for mig, at min fløjtebog var ved at blive alt for omfangsrig. Jeg ville gerne have, at den skulle være en A4 side på den lange led. Når man er helt ny fløjtespiller og skal have styr på embouchuren, er det bedre at læse fra side til side end op og ned. Embouchuren er den måde man sætter læberne på når man skal blæse i fløjten. Det er vigtigt, at hovedstykket sidder helt rigtigt på læben og at det ikke flytter sig, når man skal spille på fløjte. Hos det trykkeri, jeg havde valgt, kunne de ikke spiralindbinde hæftet når man vendte papiret på den lange led, og da den nærmede sig de 100 sider, blev det alt for tungt, hvis den skulle trykkes i et hæfte. Jeg valgte, at den første bog kom til at handle om tonedannelse og en mindre del med nodelære, teori og rytmetræning. I Fløjtebogen 2 introduceres noder for alvor sammen med hørelæren. På denne måde var det også nemmere at styre, hvornår eleverne begyndte at lære noder, da der ikke er nogen deciderede nodemelodier i den første bog. En anden ting er, at det for små børn er meget motiverende, når de kan bladre hurtigt og føle, at de når langt på kort tid. Det, at man allerede efter måske fire måneder skal over i bog 2., virker rigtig godt.
I processen med udviklingen af ”Min fløjtebog” har jeg lært at bruge mange forskellige programmer på computeren. Det var lidt af en jungle at finde et godt program at skrive bogen i, men jeg endte med at bruge Ibooks Auther, da det er et relativt simpelt og brugervenligt program. Jeg ville rigtig gerne have brugt Adobes Indesign, men det var temmelig dyrt og noget mere kompliceret at anvende. Jeg har lært en hel del om bogtrykning gennem mange og lange samtaler med trykkeren om, hvordan tingene skal sættes op, så de kan trykkes. Det er fx vigtigt at man ikke tegner eller skriver helt ud til kanten af papiret, for trykkeren skal have plads til at kunne skære papiret til. Papirvalg er en hel verden for sig. Skal det være tykt eller tyndt? Blankt eller mat? Skal man kunne skrive på det og ikke mindst viske det, man har skrevet, ud igen? Der skal laves grafik, tegnes en flot forside, skrives bagsidenoter, findes ud af hvordan formatet skal være og ikke mindst, skal der søges om et ISBN-nummer. At have gode kollegaer, der gerne vil hjælpe, er uvurderligt, både til at se på materialet med andre øjne og til at læse korrektur. Her kan der også blive trukket rimeligt store veksler på familien. Måske er der ting, der skal forklares på en anden måde, sproget kan fx være for knudret, eller det kan være forslag til, hvordan progressionen skal være. Man er også nødt til virkelig at lærer at begrænse sig og kun tage det allervigtigste med. Man kan jo altid lave en opsamling eller en bog 3, 4...
Efter at bogen er udgivet, er der en del ting, der skal gøres. Der skal fx sendes eksemplarer til biblioteket og til ISBN-kontoret. Og så er der alt PR-arbejdet, for bogen sælger ikke sig selv. Jeg har valgt at lave en hjemmeside til bøgerne. Her kan jeg lægge nyt materiale og rettelser ud efterhånden, som de dukker op. Der er kommet en del andre ting til, fx grebsklistermærker, man kan sætte ind i elevernes noder, så de ikke glemmer grebet igen.
Min hjemmeside har også en Instagramside, hvor jeg kan lave reklame for bøgerne. Især på Instagram har jeg opdaget en helt ny verden. Masser af fløjtenister fra hele verden mødes her og udveksler ideer og musik. En canadisk fløjtenist har startet et verdensomspændende pædagogisk fløjtesamarbejde, Little fluteplayers, som jeg er kommet med i. De har bedt om at få min bog oversat til engelsk, så det bliver nok et af mine næste projekter.
En erfaring, jeg har gjort mig, er, at det tager utrolig lang tid at skulle lave det hele selv, og der vil uvægerligt komme fejl og mangler, som skal rettes. Men man bliver bedre efterhånden, som man lærer, hvad der skal til for at udgive en bog. Man kan også søge midler til alt dette arbejde, men det kræver tid at skulle finde og søge fonde. Økonomisk valgte jeg selv at betalt for alt, da jeg ikke havde overskud til også at skulle søge penge til fløjtebogen. Det er hårdt arbejde at udgive en bog, og jeg kan i dag godt forstå, at mange ikke får gjort noget ved det. Det koster tid og penge, men det koster også en del søvnløse nætter. For hvordan vil materialet blive modtaget af kollegaerne? Jeg ved, at jeg er min egen største kritiker, men jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke betød noget, hvad mine kollegaer mente om materialet. Heldigvis har langt de fleste taget godt imod min bog, så jeg har besluttet, at det nok ikke er den sidste, jeg udgiver. Det pædagogiske arbejde, at få formidlet sine tanker og ideer til glæde for andre, har heldigvis været en del større end tankerne om mit eftermæle. Så samtidig med alt det svære er det også utrolig sjovt og lærerigt at udgive sin egen metodebog. Og det at stå med “sit eget hjerteblod” i hånden er en ubeskrivelig dejlig følelse. Men brede skuldre - det skal man have...
Læs også artiklerne:
At udgive eget undervisningsmateriale er "learning by doing"
