Fagbladet for musikpædagoger og musikere
Telefon: 35 35 63 33 • musikskolen@dmpf.dk

Hvordan man ”spiser en elefant”

Forfatter: David Efraim Poulsen
Af David Efraim Poulsen

Det kan virke uoverskueligt når man vil ændre på indgroede vaner og rutiner. ”Start fra en ende og tag det i små bidder”, lyder rådet fra mangeårig musikpædagog Linda Vilhelmsen. Hun har gjort sig til talskvinde for en coachende tilgang i musikundervisningen, for som hun siger, ”Det virker ikke hver anden gang, det virker hver gang”.

Kusken, som styrer og skaber fremdrift

Ordet coach kommer oprindelig af ordet kusk, hvis opgave er at finde vej og skabe fremdrift. Coaching i den form, vi kigger på her i artiklen, er vokset ud af familieterapien og har især været fremherskende i og kommer fra USA. Herfra rejste den på bølgen af positive psykologi ud over kloden og er nu også nået frem til musikskolernes undervisningslokaler i Danmark. Det nye og måske også lidt opsigtsvækkende ved en coachende tilgang (CT) i musikundervisning er ifølge Linda Vilhelmsen, at musiklæreren i udgangspunktet ikke altid ved bedst. Det gælder især, når det handler om, hvad eleven kan og vil med musikken, hvad der får eleven til at tage ejerskab, og hvad der fremmer elevens indre motivation. Men hvordan kan vi musikskolelærere så bruge denne tilgang i vores egen musikundervisning? For at finde svar på det spørgsmål, kontaktede jeg Linda Vilhelmsen. 

undefined

I min forberedelse læste jeg hendes bog ”Har du øvet dig?”. Bogen giver flere bud på løsning af de pædagogiske og samarbejdsrelaterede udfordringer, som musikskolelærere står med til daglig. Linda Vilhelmsen mener, at man med fordel kan løse flere af disse problematikker med en coachende tilgang. ”Jeg opfordrer ikke til, at man coacher eleverne, men jeg oplever, at mange af tilgangene fra coachingens verden bidrager til en god interaktion mellem lærer og elev, ligesom det i høj grad styrker elevernes indre motivation”, fortæller hun under interviewet.

undefined

Linda Vilhelmsen

Hvad er en coachende tilgang (CT)?

Jeg har læst AM på konservatoriet, læst cand.pæd. i musik og generelpædagogik, arbejdet med neuropædagogik m.v og læst i tusindvis af siders teori om didaktik, psykolog og pædagogik. Det var dog først efter mine coachuddannelser, at jeg reelt ændrede min undervisning og forståelse for, hvordan mennesker tager ejerskab, og jeg tænkte ”Waaauu – hvorfor har jeg ikke lært dette på mine uddannelser? Hvorfor bruger vi ikke denne viden, mere end vi gør, inden for musikskoleundervisning?”.

”I læring, som lykkes, fungerer relationen, kommunikationen, motivationen og præstationen"

I min undervisning er jeg ikke en coach i traditionel forstand, men jeg bruger en CT udtrykt gennem fx kunsten at stille åbne, refleksive spørgsmål til eleverne, udøve aktiv lytning, lave forventningsafstemning m.v. I CT leder men efter den enkelte elevs indre motivation, og det sparker bagdel, når det lykkes.

Kan du beskrive det nye og banebrydende ved den coachende tilgang?

Som musikere og musikskolelærere er vi oftest opdraget i mesterlærertraditionen. Derfor mener vi, som vore lærere, på et ret ubevidst plan at vide, hvad der er bedst for den enkelte elev. Vi, der er opdraget i den tradition, bygger vores musikundervisnings-DNA på den ydre motivation. Læreren motiverer eleven gennem sin håndværksmæssige kunnen, via belønning, anerkendelse osv.  Men som musikskolelærere er vi oppe mod en samfundstendens, hvor der skal mere til end den ydre motivation for at fastholde og udvikle børn og unges musikalske evner og formåen. Vi lever i en tid med mange forstyrrelser – også for børn og unge. Her kan CT hjælpe os, fordi den er i stand til at skabe ejerskab og øge den indre motivation hos eleven.   

Eksempel på en coachende tilgang i musikundervisning:

Læreren: ”Vi skal spille nummeret Joanna af Kim Larsen til næste gang, og I kan vælge mellem følgende muligheder: At spille akkorder, at spille akkorder og synge den udenad eller at spille melodien efter noder”. Eleverne vælger herefter på skift. Så kommer det vigtigste spørgsmål til eleven: ”Hvad fik dig til at vælge netop det?” Når eleven svarer, er det IKKE læreren, der skal ”blive klog” på eleven, men faktisk eleven, der begrunder sit eget valg. Det er uhyre effektivt! Dernæst taler man om, hvordan eleverne vil øve på det, de har valgt. Her kan gode idéer fra de andre elever også give ejerskab. Er ingen af ideerne realistiske eller brugbare, skal læreren selvsagt byde ind med idéer – og eleven begrunder igen valget. Næste undervisningsgang tager man afsæt i, hvordan det, eleverne har valgt at gøre, har virket.

Hvis man nu er blevet nysgerrig på denne metode, hvordan kommer man så i gang?

For det første er det ikke en metode, men en tilgang. Man kan blande CT’s redskaber med nøjagtig de ting, man plejer at gøre i sin musik- eller instrumentalundervisning. Det vigtige er, at man grundlæggende ændrer sit syn, i forhold til om man ved noget som helst om, hvad der foregår inde i den enkelte elev. Min påstand er, at vi ikke ved en skid. Vi ved ofte ikke, hvad der motiverer eleven, og vi ved ofte heller ikke, hvorvidt/hvorfor en elev fx tager instrumentet frem derhjemme eller ej. Det er, fordi vi alt for ofte ikke spørger ind til det. Spørger vi fx ”Har du øvet dig?” kan vi få et ”ja”. Men vi får sjældent noget at vide om, hvad der fik elever til at tage instrumentet frem, eller hvordan eleven har øvet sig, hvad der lykkedes eller var særligt udfordrende osv. Svarer eleven ”nej” på spørgsmålet, får vi ofte en forklaring eller dårlig undskyldning – og heller ikke dér noget reelt at vide om, hvad der foregår i eleven.

”Jeg vil faktisk gerne blive bedre til at få de her elever til at tage ejerskab, øve sig og ikke mindst at blive ved med at gå til musik" 

Hvis det går godt med de elever, du har, er det jo bare superfint. Møder du så en elev, der udfordrer dig, kan du tage fat dér. Det kan være en dygtig, men doven elev, en urolig elev, en elev med præstationsnervøsitet, en genert elev, en perfektionistisk elev m.v., eller det kan være forældre, der blander sig unødigt i din undervisning. Hvordan håndterer du det på en måde, hvor du ikke bare har lyst til at sige: ”Det er sådan her klaveret spiller – det er min undervisning, det er mig der ved bedst og det er mig der bestemmer”? Det skaber jo ikke ligefrem en god dialog omkring de forskellige aktørers behov. Konflikthåndtering og forventningsafstemning er gode redskaber, vi alt for sjældent har lært at benytte.

Er det ikke godt, at forældre interesserer sig for, hvad deres børn går og laver?

Det er ikke så godt, hvis forældre blander sig unødigt meget i musikundervisningen. Jeg møder ofte musikskolelærere, der er irriterede over det, men også bange for at sige fra af frygt for at virke afvisende, så eleven kan risikere at stoppe. Anvender man coachingredskaberne, kan man håndtere konflikter på en hensigtsmæssig måde, hvor man stadig får sagt, det der skal siges. Et eksempel på dette er, at lave en forventningsafstemning fra starten af undervisningsforløbet, så rollefordelingen er helt klar og tydelig. Man kan fx tydeliggøre, hvilke regler der er i undervisningssituationen – fx, at du som lærer forventer, at undervisningen foregår mellem dig og eleven. Så kender forældre og elever dine forventninger og rammen for din undervisning. Jeg tror, at alle med fordel kan anvende disse redskaber, og det kræver ikke ”den store ledvogtereksamen”. Det kræver dog, at man siger til sig selv: ”Jeg vil faktisk gerne blive bedre til at få de her elever til at tage ejerskab, øve sig og ikke mindst at blive ved med at gå til musik”.  

Hvordan kan musikskolerne blive bedre til at fastholde eleverne?

Jeg ser en stigende tendens til, at man i musikskolerne er begyndt at skose soloundervisning til fordel for holdundervisning. Dels fordi man vil spare penge, men også fordi man ved, at børn faktisk lærer bedst sammen med andre børn. Soloundervisningen er dog stadig en helt unik og uundværlig undervisningsform, og den skal man på ingen måde afskaffe. Hvis man vil fastholde eleverne og motivere dem til at øve sig mere, så kan man med fordel bruge coachingredskaber som: Åbne, refleksive spørgsmål, aktiv lytning, at give valgmuligheder, skalering og forventningsafstemning. Det virker ikke hver anden gang, det virker hver gang - også i soloundervisningen.

undefined

Værktøj i en coachende tilgang (CT):

Forventningsafstemning: 

Fortæl hvilke forventninger, du har, og spørg ind til elev og forældres forventninger.

Åbne, refleksive spørgsmål:

Spørgsmål der ikke kan besvares med ja eller nej fx Hvad har fået dig til at vælge at gå til guitar”?

Aktiv lytning:

At ”spejle” det, eleven siger, så eleven selv får hørt sine egne ord – fx beslutninger, overvejelser, valg m.v.

Valgmuligheder:

Eleven gives to til tre realistiske valgmuligheder og begrunder sine valg.

Skalering:

Opstille en måde at vurdere og tale om det, der foregår, på. Du kan fx spørge eleven: På en skala fra 1 til 10, hvor glad er du for at spille med i bandet?

Hvordan kan den coachende tilgang styrke læringsmiljøet på musikskolen?

I al form for læring, der lykkes, er der fire elementer, som fungerer godt: Relationen, kommunikationen, motivationen og præstationen – det, jeg har kaldt De fire ”-tioner”. Vi taler i mine øjne alt for lidt om, hvordan vi faktisk bedriver undervisning. Ser vi på, hvad der har kendetegnet traditionel musikundervisning, så er det ofte envejskommunikation, hvor læreren har og fastholder magten i relationen, sætter målene osv. Det er ofte læreren, der skal motivere eleven, og læreren, der bedømmer præstationen i praksis – ofte ud fra en ubevist fejlfindingskultur, vi bærer med os.  I den traditionelle tilgang er der typisk heller ikke en forventningsafstemning mellem lærer og elev. Lad os tage et konkret eksempel på, hvordan de åbne, refleksive spørgsmål kan bruges.  Vi har fx fire elever, der går til guitar på hold sammen, og som har fået en lektie for. Næste gang, de kommer til guitarundervisning, er der nogle, der har øvet, og andre, der ikke har, og det kan være en frustrerende oplevelse både for lærer og elever. Med en coachende tilgang vil man stille eleverne over for nogle valgmuligheder – dvs., at man faktisk differentierer – og selvfølgelig altid ud fra en faglig vurdering af, hvad eleverne magter.

Hvordan ser du på solo- kontra holdundervisning?

Man ved i dag, at børn lærer bedre og hurtigere sammen end alene. De lærere, der lykkes med holdundervisning, er lærere, som er gode til at kommunikere og skabe relationer til eleverne. Jeg tænker, at den coachende tilgang kan anvendes i både hold- og soloundervisning. Det, jeg prøver at formidle, er i virkeligheden at udfordre den traditionelle musikundervisningstilgang. Der er ikke noget galt med mesterlæremetoden eller soloundervisning, men mange musikskolelærere oplever, at de har svært ved at fastholde og motivere deres elever. Det er denne problematik, som en coachende tilgang giver helt nye redskaber til at imødegå. Mesterlæretilgangen, ”Jeg ved hvordan det hele skal gøres”, som vi ofte ser i soloundervisningen, kan man ikke overføre til holdundervisning, men den coachende tilgang kan med stor fordel anvendes begge steder. Linda Vilhelmsen påpeger, at intet af dette er grebet ud af den blå luft. Det er særdeles velbegrundet inden for blandt andet hjerneforskning. Afslutningsvis siger hun: ”Det bidrag, jeg byder ind med, er at give helt konkrete og veldokumenterede redskaber, som retter sig direkte mod musikskoleundervisning. I foråret 2020 har hun blandt andet lavet et onlinekursus på fem moduler i ”Har du øvet dig?”, hvor man kan dykke ned i områderne i eget tempo og gå på opdagelse/træne selv. Så – for at slutte med starten: Hvordan ”spiser man en elefant”? Èn bid af gangen!  

Læs også:

Er du til solo- eller holdundervisning

 

https://www.facebook.com/dmpf.dk/