I PAUSEN er der ingen telefoner fremme. Der er ingen, der spiller på instrumenterne, og der er ingen, der står alene. Under prøven sidder man på sin stol med begge hæle i gulvet. Hvis dirigenten tager hænderne op, så tager man sit instrument op. Tager dirigenten sine hænder ned, så følger instrumenterne med. Vil man spørge om noget, så er det hånden op, og det er ikke sikkert, at man kan komme til at spørge eller får svar med det samme. Får man besked på at spille noget, flytte sig, tage en anden stol eller noget andet, så gør man det uden diskussion og uden nødvendigvis at vide hvorfor.
Harmoniorkestret Helt Blæst på Odense Musikskole driver vi i så høj grad som overhovedet muligt som et traditionelt, topstyret orkester. Her er intet demokrati. Her er firkantede regler, ægte musikalske ambitioner og tillid mellem lærere og elever – og børnene elsker det. Eleverne bliver hængende år efter år, vender tilbage efter efterskole, vokser op og vokser sammen og bliver dygtige. Orkester handler nemlig ikke om, hvad den enkelte får ud af at være der, men om, hvad vi kan opnå i fællesskab, og med den mentalitet i hånden opnår den enkelte så meget mere! Når vi forlanger engagement, stabilitet, seriøsitet og fællesskab af eleverne – og selv går forrest – så får vi det, og eleverne vokser med opgaven, musikalsk som menneskeligt.
At vores verden er på vej i en digitaliseret, individualiseret retning, kan vist ikke være en hemmelighed for nogen. Skoleeleverne har deres egne skærme helt ned i indskolingen og er vant til digitale løsninger, lige fra de er spæde. Den øjeblikkelige, streamede, personligt tilrettelagte og algoritmedrevne online-virkelighed er indgroet i dem på måder, vi voksne slet ikke kan forestille os – ikke engang vi ”unge” voksne. Mange af os har måske oplevet ungdomsforsker Søren Østergaards tankevækkende foredrag om de unges virkelighed: Om hvordan man kan være bedste venner uden nogensinde at have mødtes, hvordan børns fortrolige voksenkontakt skrumper, hvordan det ikke voksentilrettelagte samvær mellem børn overgår til internettet og unge derfor mangler virkelighedens sprog, koder og fysiske fortrolighed, når de rent faktisk mødes.
Mange af os har også erfaringer fra grundskolen og har mødt konsekvenserne af den endeløse række af skræddersyede tilbud, som børnene er vant til: Elever, der ikke kan tage imod en kollektiv besked, men som kun reagerer og forstår, når man henvender sig direkte til dem. Elever, der trækker sig eller går i defensiven, når de møder en opgave, de ikke umiddelbart forstår eller kan gennemskue. Elever, der helt uden en kollektiv refleksion forventer at få forklaret hvad som helst når som helst, og som kun svært kan forholde sig til ikke nødvendigvis at blive ventet på.
Arkivfoto
Når man har brugt sit liv på noget så svært, personligt og langsigtet som professionel musik, er det ikke svært at se svaghederne ved dette. Vedholdenheden og hengivenheden er værdier, som det moderne menneske ikke nødvendigvis får med sig! Derfor skal vi i musikskolen stå fast på, at det er netop dét, vi kan. Dét, vi er. Hos os møder børnene noget anderledes, end de er vant til. Det er måske gammeldags, men det er også noget, der resonerer dybt med nogen af dem. Det er ægte, jævnlig og fortrolig voksenkontakt uden en skærm som filter. Det er ægte samvær med andre børn, kammerater med forskellige baggrunde, men en fælles interesse. Det er læring med et langt perspektiv; så langt, at det ikke nødvendigvis giver mening at forklare noget den første gang – eller det første år. Det er at holde fast, at blive ved og at være noget for andre mindst lige så meget, som de er noget for en.
I Helt Blæst starter prøven altid med en lang, fælles opvarmning med instrumenter, ofte 15-20 min. Den kan fx berøre skalaer, solmisation, pulsøvelser eller fraseringsøvelser, altså en kombination af øvelser i orkesterspil og instrumental hørelære. Opvarmningen samler gruppen og lyden og giver eleverne gode vilkår for at få gang i deres instrumenter. Vi skaber koncentration og fokus på dirigenten og vækker børnenes ører for balance, klangdannelse og fælles puls.
Eleverne lærer også lidt om de andres instrumenter: hvordan der transponeres, hvordan intonationen kan skride forskelligt, styrker og svagheder osv. Det er vores helt klare erfaring igennem flere år, at denne fælles, vejledte opvarmning har en kolossal betydning for den musik, der bliver spillet i resten af prøven. I stedet for at overlade opvarmning til den enkelte elev kan vi arbejde med og kvalificere bestemte emner og sikre os, at alle kommer godt i gang. Efter opvarmningen er der skabt en fælles lyd og opmærksomhed, og det er et godt grundlag at arbejde på.
Derefter forlanger vi en effektiv, målrettet prøve. Småsnak, irrelevante spørgsmål og ligegyldige bemærkninger må vente til pausen. I stedet må man følge med, lytte til de voksne og hinanden, notere sig beskeder, følge direktionen og give musikken et seriøst skud hver gang. Halvhjertet, uopmærksomt spil er der ingen, der lærer noget af. Vi skal turde spørge os selv: ”Lyder det godt?” Her altså ikke ”godt med forbehold” eller ”godt med tanke for elevernes alder, udviklingstrin osv.”, men musikalsk, ægte ”godt”. ”Var der god balance? God klang? Stemte det? Blev der fraseret? Var vi opmærksomme på musikkens forskellige lag?” og alle de andre spørgsmål, som vi lærere kender ud og ind, men som vi i undervisningens almindelige trummerum måske ikke deler med børnene så ofte og så meget, som vi kunne. Og gevinsten inkasseres til hver eneste prøve, når det hele går op og alle er fokuserede og seriøse: Så spiller vi ægte, klassisk, akustisk musik, der virkelig lyder godt, og som børnene har ejerskab til. Den er deres, for det var dem, der skabte den. De fik den til at klinge, til at stemme og til at ville noget!
Vi håber med dette at anspore eleverne til at lytte og tage stilling. De skal vænnes til at gå efter andet og mere end den rigtige tone på det rigtige tidspunkt og tage et detaljeret kunstnerisk medansvar. Det gælder gruppens musikalske produkt, men i forlængelse deraf også deres egen læring. Der gemmer sig et alment dannelsespotentiale i at opdage, hvad gruppen kan, når den enkelte også tager ansvar for det fælles. Samtidig oplever de forhåbentlig værdien af at kunne anstrenge sig på kommando – en meget gavnlig, almen evne, som efter vores mening er noget af det mest centrale for alle optrædende.
Arkivfoto
Hvis vi i orkestret skal være fælles om noget musikalsk af høj kvalitet, så må alle medlemmer kunne skabe opmærksomhed og anstrengelse i sig - når som helst. Ikke om lidt, når man lige er klar eller har snakket færdig, men NU! Det er en af de vigtigste egenskaber, som børn kan få med sig fra musikskolen. I orkestret tænker vi kollektivt på den måde, at hvert barn må lære at tilsidesætte deres umiddelbare behov – ”Er jeg klar?” ”Har jeg spørgsmål?” ”Skal jeg vente på at noget bliver prøvet?” – til fordel for en fælles proces, som de skal bidrage til, men ikke nødvendigvis har indflydelse på. At denne arbejdsform er en tydelig udfordring for nye elever, når de starter i Helt Blæst, fortæller os, hvor vigtigt det er at gå op i.
Prøvens pause og andre sociale tiltag i løbet af året er lige så vigtige for os lærere at tage aktivt stilling til. Det er her, vi plejer gruppens ikke-musikalske elementer: Vi hygger, snakker, fjoller, spiser kage osv., og det er her, grundlaget bliver skabt for børnenes fællesskab. Hvis vi vil forlange af dem, at de skal arbejde fokuseret, fagligt og seriøst med musikken – altså spirende professionelt – så er det helt nødvendigt med dette frirum, hvor sociale kontakter skabes og styrkes. Og her er der ikke nogen detailstyrende voksne. Vi har blot sat rammerne, så de – efter vores mening – får det optimale ud af det: Ingen telefoner, bøger o.l., ingen instrumenter, alle bliver ved lokalet og INGEN står alene (med mindre det er et direkte ønske).
Orkestermedlemmer fra Helt Blæst
Helt uundværlig er forældrestøttegruppen, en lille, engageret, frivillig samling af elevforældre. Vi har jævnlige møder med dem og en af musikskolens ledere, hvor vi planlægger årets forløb. De planlægger og hjælper til ved ryste-sammen-weekend, koncertaftener (som publikummer!), med spisning og samvær i forbindelse med vores egne koncerter. Det er en kæmpe hjælp for os lærere at kunne overlade nogle af de ikke-musikfaglige opgaver til andre. Både forældre og børn får større ejerskab til projektet, når nogle af forældrene er involverede. I orkestret skaber vi noget sammen med børnene, og vi deler en interesse for noget ret sjældent og specielt. Det giver grundlag for selvfølgelige venskaber mellem personer af alle slags. Det skaber et miljø, hvor langt de fleste helt naturligt er gode og ordentlige ved hinanden. Elever, der er vant til at få udstukket ansvar og opgaver, kan uden problemer tage medansvar for, at ingen står udenfor, og at gruppens nye medlemmer bliver accepteret og inddraget.
Alle, der er vokset op i børne- og ungdomsorkestre, har historier og venskaber med sig. Rejser, øveweekends, stævner og fælles, sjove, skæve koncertoplevelser danner hovedrammen om det sociale liv for mange af vores elever. Orkestret er stedet, hvor man får venner – måske kærester – og deler oplevelser, der har det helt særlige og stærke i sig, at de skaber et fællesskab, der på én gang er kunstnerisk, fagligt og socialt. For at skabe disse gode, fælles oplevelser for børnene sørger vi for at lave koncerter ude i byen flere gange om året.
Vi spiller selvfølgelig til musikskolens egne koncerter og stævner, men gør meget ud af at opretholde et aktivitetsniveau derudover. En julekoncert i Storms Pakhus Street Food eller medvirken ved en fødselsdagsfest for H. C. Andersen i koncerthuset ODEON kunne nævnes som eksempler. Det er til lejligheder som disse, at eleverne får cementeret deres fællesskab og faglighed. Det at komme ”ud at spille” med holdet giver eleverne fælles oplevelser, sikkerhed og selvstændighed. Det lærer dem at få noget til at fungere, når der skal leveres, og at deres musik stadig virker, hvis man tager den med ud i verden.
Vi så gerne, at musikskolerne i endnu højere grad end nu var byernes leverandører af musik til alle mulige lejligheder. Selvfølgelig i skolerne og til kommunens egne begivenheder, men også i samarbejde med erhvervslivet og som et almindeligt syn i det offentlige rum. Lad os gøre sammenspilsholdenes koncerter i alle mulige former og sammenhænge til en helt naturlig del af elevernes hverdag i musikskolen. Det vinder alle parter ved; eleverne får gode erfaringer med sig, byen bliver fyldt med gode musikoplevelser og musikskolerne bliver set og bemærket så meget, som de burde.
Arkivfoto R. Schultz
Set i det lys skulle orkestret måske være musikskolens primære ydelse til elever på orkesterinstrument. Traditionelt har vores elever gået til instrumentet først og orkester som tilvalg, men orkesterinstrumenterne er mange og ukendte. Det kan være svært at få elever til at starte på fx horn eller obo, men hvis de skulle starte til ORKESTER og derunder spille klarinet, så var det måske mere vedkommende? Måske kunne vi lære noget af gardertraditionen, hvor struktur og fællesskab går først og instrumentvalget bagefter? Det ville muligvis også styrke fødekæden, hvis de – især i orkesterfaggruppen – mange forskellige hovedfagslærere kunne arbejde sammen om at rekruttere til og drive eleverne fremad i en fælles struktur. Dermed ikke sagt, at vi skal gå på kompromis med fagligheden, det nære forhold til hovedfagslæreren eller kærligheden til instrumentet! Det kommer jo, når først eleverne er i gang og er ude over den skrøbelige første tid. Vi skal bare overveje, om der ikke er noget vundet ved at se orkestret som grundstruktur for elevernes musikalske liv i højere grad end soloundervisningen.
Arkivfoto: Torben Frost/Robin Skjoldborg studio
