Fagbladet for musikpædagoger og musikere
Telefon: 35 35 63 33 • musikskolen@dmpf.dk

Fra Musiker til Musiklærer

Forfatter: David Efraim Poulsen
Af David Efraim Poulsen, medieredaktør

Er der en uhensigtsmæssig kløft mellem uddannelsen på musikkonservatorierne og den virkelighed der møder de nyuddannede ude på landets musikskoler?

Der er ikke tale om en trist skæbne, som uheldigvis har ramt en nyuddannet musiker, når det viser sig, at han eller hun også er nødt til at undervise for at få brød på bordet. Det er et helt almindeligt vilkår for mange konservatorieuddannede musikere og faktisk også en ambition for en dels vedkommende.

Min egen erfaring som studerende ved musikkonservatoriet ligger 10-12 år tilbage. På det tidspunkt havde pædagogikundervisningen på musikkonservatoriet et tydeligt mesterlærefokus med hovedprioritet på det instrument- fag-faglige. Der var tale om et én til én forløb hvor den studerende havde et såkaldt ”Kaninforløb”, som blev superviseret af en underviser. Dette blev suppleret med to små praktikforløb, hvor den studerende overværede nogle undervisningslektioner på en musikskole. Den praktiske del af pædagogikundervisningen på konservatoriet forholdt sig ikke til holdundervisning af instrumentalelever eller sammenspil for nybegyndere - og mellemstadieelever. Der blev ikke undervist i formidling og kommunikation hverken i teori eller praksis. De udfordringer, som man som færdiguddannet musikpædagog mødte ude på musikskolerne, handlede dog netop primært om disse ting.

Den lidt svage relation mellem musikkonservatoriet og musikskolen er der mange forklaringer på. En af dem kan illustreres med følgende eksempel: Efter en god præstation ved 2.årsprøven på et musikkonservatorium blev en studerende af eksaminator spurgt, om vedkommende grundet det fine resultat ikke ville vælge overbygningen ”Musikerperformer” - en linje uden pædagogik. Den studerende svarede: ”Jeg vil gerne gå på musikpædagogisk linje”. Eksamenslederen reagerede med følgende bemærkning: ”Den studerende har af egen fri vilje valgt at gå på ”pædagogiske linje” Dette blev efterfulgt af spredt latter. Set i bakspejlet var det vel egentlig ikke en videre morsom bemærkning fra repræsentanten for en kulturinstitution, som sender langt hovedparten af sine studerende ud til et arbejdsliv, hvor undervisning i en eller anden udstrækning bliver en del af levebrødet. Dette lille optrin synes at afspejle en enten-eller-kultur, som kan medvirke til at skabe afstand til undervisningsmiljøet og således bringe de studerende i et måske i virkeligheden ikke eksisterende dilemma mellem at vælge enten det kunstneriske eller det musikpædagogiske virke. Det kan synes ganske paradoksalt, at de studerende gives et indtryk af, at pædagogisk arbejde er sekundært, når det jo er på undervisningsinstitutioner som MGK og musikskoler, at konservatorierne finder deres elevgrundlag. Det skal i denne sammenhæng også nævnes, at musikkonservatoriernes kærneopgave jo ret beset er musikundervisning. Med enten-eller kulturen kan man frygte et manglende fokus på den musikpædagogiske udvikling generelt på uddannelsesinstitutionen.

Når man taler med nyuddannede musiklærere er det tydeligt, at praksisdelen af musikkonservatoriernes pædagogikundervisning fortsat ikke er helt i synk med musikskolernes virkelighed. Når det alligevel lykkes mange at blive dygtige musikskoleundervisere, skyldes det den enkeltes nysgerrighed og talent for at undervise. Bagsiden af medaljen er desværre at det tager tid og elever, hvilket er et unødvendigt spild, som kunne undgås.

Hvad skal der så til for at holde den pædagogiske uddannelse up to date? Musikskoleunderviserens arbejdsopgaver er mangeartede ikke mindst nu efter folkeskolereformens indtog. Det tættere samarbejde med folkeskolerne resulterer i nye arbejdsopgaver som fx storhold, teamsamarbejde, projektkoordinering, tværfaglighed mm. Derfor er der brug for formidlingskompetencer som klasserumsledelse og kommunikation samt faglig opkvalificering for at løse de nye opgaver lige så godt som den etablerede del af musikskolens virke, fx Kor, instrumentalundervisning, sang, sammenspil, orkester, EM, mm.

På ”University College Lillebælt” i Odense har de fynske musikskoler fået flere kvalificerede efteruddannelser på det pædagogiske område. Disse kurser kan dog kun dække en del af det akutte behov for opkvalificering på musikskoleområdet. Samtidig har vi på Odense Musikskole oprettet en mentorordning, som spreder et sikkerhedsnet ud under nyansatte kolleger. Disse tiltag kan naturligvis ikke stå alene, og derfor mener jeg, at der er brug for at nytænke hele konstruktionen af den pædagogiske uddannelse på musikkonservatorierne. Mit bud er, at dele af pædagogikundervisningen i fremtiden bør foregå i musikskolerne. Det er jo på musikskolerne, man har fingeren på pulsen i forhold til arbejdsopgaver, undervisningsmaterialer, elevgrundlag, undervisningsformer mm. Et indspark til at starte debatten kunne være at fremsætte et tilbud til konservatorierne om at lave længere og sammenhængende praktikforløb ude på musikskolerne a la gymnasie- og folkeskolernes pædagogikum og praktikforløb. I et udvidet sammenhængende praktikforløb i musikskolen kunne den pædagogikstuderende få mulighed for at gøre egne erfaringer i et realistisk og pædagogisk erfarent undervisningsmiljø.

Musikuddannelser som MGK, musikskoler, kulturskoler og musikkonservatorier har for mig at se en fælles interesse i at få uddannet musiklærere med de rette undervisningskompetencer. Det er derfor afgørende, at vi sammen på tværs af uddannelsesinstitutionerne påbegynder en seriøs dialog herom. Udvikling af et sådant kommunikativt forum vil skabe et øget fokus på den pædagogiske uddannelse og derved synliggøre eventuelle mangler. Hvordan man kickstarter dette arbejde og dernæst sikrer handlekraft bag ordene, vil jeg lade stå åbent. Forudsætningen er dog, at man i stedet for et enten (Musiker) eller (Musiklærer) tager udgangspunkt i et både-og.      

David Efraim Poulsen er medlem af DMpFs forretningsudvalg

https://www.facebook.com/dmpf.dk/