I løbet af min kandidatuddannelse på Syddansk Musikkonservatorium satte jeg mig for, at udforme et undervisningsmateriale som en del af min afsluttende eksamen. Jeg vidste, at jeg stod overfor en spændende udfordring, fordi jeg ikke blot ville skrive en bog, jeg ville også udgive den! Efter næsten to års hårdt og spændende arbejde stod jeg endelig med en forlagskontrakt på min bog om improvisation i rytmisk musik.
Jeg var lige startet på mit 1. år på kandidaten på Syddansk Musikkonservatorium i Esbjerg. Bag mig havde jeg en bacheloruddannelse med rytmisk guitar og musikpædagogik som speciale. Dengang hed uddannelsen “brobygger”, dette er i dag ændret til “musiker og musikpædagogisk udvikler”. Når man tænker på en rytmisk guitarist, vil man typisk gå ud fra, at vedkommende ikke interesserer sig for noder, men i stedet har sin force i improvisationen. Jeg selv har på den front været noget atypisk, fordi jeg netop interesserede mig for noder og musikteori.
Improvisationen stod således lidt i skyggen, men på konservatoriet begyndte jeg at lede efter værktøjer til at lære improvisationshåndværket, men fandt ikke nogen. I takt med, at jeg lavede research for selv at blive klogere, gik jeg også i gang med at skrive en bog for at hjælpe andre i en lignende situation. Det hele startede dog med en meget bredere idé: Jeg ville skrive et undervisningsmateriale omhandlende alt det, jeg som guitarist har haft svært ved at finde svar på. En sådan bog ville hurtigt komme til at indeholde mange forskellige emner og dermed fylde ret mange sider. Min erfaring med lange omfattende bøger er ikke særlig god, så min tilgang til skrivningen blev at sætte nogle dogmer, som indkredsede det centrale.
“Jeg vil lave en bog, der er overskuelig og præcis, og som holder fast i læserens nysgerrighed fra start til slut”. Dette er det overordnede fokusområde for bogen, og for at forsøge at opnå dette har jeg haft fokus på at: man ikke nødvendigvis skal læse bogen i kronologisk rækkefølge der er så lidt tekst som muligt opsætning og layout er imødekommende og spændende at se på Ved at skrue ned for mængden af tekst går der også kortere tid, før læseren kan tage sit instrument og arbejde på at få bogens indhold ind i sit spil - og det er jo netop hele formålet med bogen.
Nu havde jeg en ret god idé om, hvordan jeg ville bygge bogen op, så nu manglede jeg kun selve indholdet - hvilket jo er ret væsentligt for bogen. Udfordringen var at begrænse sig til et enkelt eller få bestemte emner, for hvad skulle jeg lægge vægt på? Man kunne blive fristet til at sætte sig ned og kigge på de forskellige emner og lægge sig fast på dem, man troede mest på - sådan gjorde jeg i hvert fald i starten. Jeg fandt dog hurtigt ud af, at jeg fik meget mere ud af at arbejde med alle emnerne for dermed at blive klogere på, hvilke der gav mening for mig at inddrage i bogen. Til sidst faldt valget på konkrete idéer til improvisation, som åbnede op for andre instrumentalister og dermed en større målgruppe.
Nu var bogens emne afklaret, men jeg manglede stadig konkret at finde ud af, hvordan bogen skulle bygges op, hvordan layoutet skulle se ud og hvor mange informationer, læseren egentlig har brug for for at kunne anvende bogen. Igen er det vigtigste, man kan gøre, at skrive, skrive og skrive! Den endelige bog indeholder kun en brøkdel af de idéer og tekster, som jeg har skrevet i løbet af mange dag- og nattetimer. Selvom det kan føles som spildt arbejde, så har det alt sammen været med til at forme bogens endelige resultat - og desuden kom der en masse nye idéer ud af processen til andre mulige bøger.
Da jeg havde mit første udkast af bogen klar, brugte jeg mit netværk af undervisere til at kigge bogen igennem og komme med feedback. Jeg prioriterede at spørge undervisere med forskellige hovedinstrumenter for at sikre mig, at eksempelvis tonearter og instrumenternes ambitus blev tilgodeset. Både jeg og nogle af mine kolleger afprøvede den i vores undervisning og fik dermed brugbar feedback fra eleverne. Derudover var jeg personligt i den heldige situation, at bogen skulle være et afsluttende eksamensprojekt, og jeg kunne derfor få en masse kompetent vejledning af mine undervisere, både ift. det pædagogisk indhold og mit mål om at få udgivet bogen! På et tidspunkt nåede jeg til det punkt, hvor bogen lignede et færdigt produkt. Nu skulle den bare finpudses og gøres klar til salg, men det var dog en noget længere proces, end hvad jeg havde forventet. Min tålmodighed blev sat på prøve, fordi der hele tiden blev ved med at være småting, der kunne forbedres ift. indhold, design og pitch til forlag.
Da bogen var ved at være færdig (selvom der bliver ved med at være ting man kan forbedre) kom jeg til punktet, hvor jeg skulle finde en måde at udgive bogen på. Der findes to måder: Man kan udgive det gennem et forlag, eller man kan gøre det selv. Begge metoder har deres fordele, men jeg valgte at gå efter at få bogen udgivet gennem et forlag - og hvordan gør man så det, når man er helt ny og ingen forstand har på dette? Man kontakter selvfølgelig andre, der har udgivet undervisningsmaterialer, for ydmygt at høre, om de vil give nogle tips og tricks. Jeg var så heldig, at guitaristen og lærebogsforfatteren Uffe Steen gav sig tid til at svare på spørgsmål over telefonen. Han kom med et klart råd: Tænk salg ind i din bog - hvad får et forlag ud af at tage din bog til sig? Samtidig fik jeg også gode råd af min vejleder på konservatoriet. Jeg skrev nu en e-mails til et forlag, hvor jeg gav en kort beskrivelse af mig selv og bogens indhold samt bogens målgruppe. Derudover vedhæftede jeg også bogen som pdf, for at de kunne se mine konkrete idéer.
Det første forlag, jeg spurgte, sprang ikke til, og derefter gik jeg alligevel i noget tid og overvejede selv at udgive bogen. En dag blev jeg dog foreslået at kontakte forlaget Stepnote, som med det samme tog bogen til sig - det var virkelig en fantastisk følelse! Jeg valgte at vente med at kontakte forlag til jeg selv mente, at jeg havde et færdigt produkt, men efterfølgende har jeg fundet ud af, at man normalt blot sender en synopsis med en idé til en bog. Det giver god mening, så man ikke behøver at bruge to år på at skrive bogen og så risikere, at den ikke bliver udgivet. I mit tilfælde havde jeg dog et formål med at skrive bogen i forvejen i kraft af en forestående eksamen samt en stor lyst til at udforske emnet og selv blive klogere. Det viste sig da også, at bogen var så godt gennemarbejdet, at den langt hen ad vejen stadig ligner den bog, som jeg sendte til Stepnote i min første mail.
Selvom bogen formentlig ikke ender med at blive en stor indtægtskilde for mig, så har det været utroligt spændende at se, hvordan bogen har udviklet sig frem mod dét, den er i dag. Det har været svært at forstå, at det er muligt at købe bogen gennem Stepnote samt låne den på biblioteket - så jeg indrømmer da også gerne, at jeg selv har lånt min bog på biblioteket, blot for at se det med mine egne øjne. Jeg vil klart opfordre til at skrive et undervisningsmateriale, hvis man har idéerne og lysten til det - og skal jeg komme med mine egne ydmyge råd, så er det følgende:
Læs også:
Drømmen om en instrumentalskole
At udgive eget undervisningsmateriale er "learning by doing"