Musikpædagog og musiker - Thomas An...
Hovedfagspædagogikken på konservatorierne er mangelfuld, fordi den ikke udvikler de studerendes evne til at omsætte musikerfagligheden til undervisningspraksis. Det er oplevelsen i artiklen: ”Pædagogikken har aldrig fundet sin pasform på konservatoriet”, som MUSIKSKOLEN bragte i sidste nummer. Der mangler en debat om pædagogikken, så den bliver en naturlig forlængelse af musikerhåndværket. Fraværet af debat blev stilhed før stormen. Artiklen satte nemlig gang i en heftig diskussion på DMpF´s facebookside, med reaktioner fra ”Ja, det var også min oplevelse”, til ”Det er en vigtig debat, men SÅ FORKERT..!”.
I et udviklingsperspektiv er uenighed positiv, fordi den skaber grøde, og giver ilt og næring til debatten. Det er netop forskelligheden i synspunkterne, som skaber den energi og dynamik, der skal til for at fostre noget nyt. Noget der udvider tankesættet konstruktivt og får en til at gå nye veje. DMpF hilser debatten om pædagogikkens fremtid velkommen, især fordi vi over en længere årrække har oplevet langt mere stilhed end storm.
Debatten på Facebook gjorde os nysgerrige. Hvorfor gik bølgerne så højt? DMpF´s næstformand Simon Junker Tang og undertegnede medieredaktør på MUSIKSKOLEN aftalte derfor at mødes med de debativrige unge MPU-uddannede musikskolelærere på Varde Musik- og Billedskole.
Gruppeinterview med Thomas Andersen, Dragana Budes, Signe Friis, Julie Wieland og Anne Sofie Thåstrup
Se videointerviews her:
Debatten er vigtig, fordi pædagogik er en mangelvare. Der er alt for få på konservatorierne, der tænker, at pædagogikfaget også skal være deres fokus. Det viser sig jo bagefter, at de fleste skal ud og undervise i deres instrument. Hvorfor så ikke blive så dygtig til at mestre den pædagogiske faglighed som muligt? Det gør jo det hele meget sjovere. Samtidig er der også kommet flere nye opgaver ind i musikskolen fx via skolesamarbejdet. Det er udfordrende opgaver, der ikke kan løses uden pædagogisk uddannelse.
Jeg hørte en dag følgende sætning: ”Hvis man underviser i sit fag, er det fordi man ikke er dygtig nok til det”. Det handler om musikerdrømmen. Det at man ikke fik plads i symfoniorkesteret, men i stedet måtte nøjes med musikskolen. Det er den fortælling, der ligger i kulturen: at det er et nederlag at undervise, og det taler man ikke højt om. Derfor er det vigtigt, at vi får talt musikskolen op og får fortalt, at musikskolearbejdet er en meningsfuld og berigende levevej.
Vi oplever at pædagogikken, og det at undervise generelt, ses som vigtigt i Esbjerg. Sådan er det bare ikke alle steder. Jeg havde en hovedfags-pædagogiklærer, som udelukkende havde beskæftiget sig med undervisning på MGK- og konservatorieniveau. Det var ret mærkeligt og noget frustrerende at opleve som studerende. I hovedfagspædagogikken havde jeg særligt brug for at få pædagogiske kompetencer til undervisning af elever på begynderstadiet.
Musikskolelærerjobbet er jo et fag som alle andre fag. Man arbejder jo ikke som frisør eller murer uden at være faglært. Derfor skal både pædagogik- og musikerhåndværket selvfølgelig være på plads, for at man kan blive ansat i en musikskole. Vi er flere, der i sabbatåret efter gymnasiet underviste i folkeskolen. Det var vildt hårdt, fordi vi ikke havde de pædagogiske redskaber.
På MPU-uddannelsen har vi lært, hvordan børn tænker, og hvordan man formidler sit fag til dem. Det er faktisk synd for de musikskoleelever, der får en underviser, som bare ser undervisning som en sidegescheft. Faren for at slukke gnisten i stedet for at komme mere brænde på bliver stor. Musikundervisning skal være lærerig og sjov, og man behøver ikke blive verdensmester på sit instrument for at få en interesse for livet.
Vi har alle truffet et aktivt valgt, fordi vi prioriterer det at undervise. På MPU-uddannelsen lærte vi om holdundervisning i observerede forløb med feedback. Vi har lært at navigere efter, om eleverne har lys i øjnene. Når det lys slukkes, reagerer vi på det og bringer nye elementer i spil, så musikglæden og motivationen fastholdes.
Vi har læst meget mere teori. Derfor ved vi, hvorfor lyset nogle gange slukkes i elevernes øjne. Vi har fx lært vigtigheden af at tale med eleverne, spørge ind til hvad de ønsker sig, og vise dem at musik er et seriøst samarbejde mellem elev og lærer. Hvis man fx oplever en ”Tough Crowd”, så gælder det om at møde elevgruppen i en aktivitet, hvor de kan se sig selv. Det kan være at lave en musikvideo i Garage Band. Vi MPU’ere er konstant bevidste om, hvilke musikelementer vi styrker hos eleverne, når vi vælger aktivitet. På studiet lærte vi, at man hele tiden skal spørge sig selv: ”Hvad er det vi arbejder med?” Er det periodefornemmelse, tempo, direktion, dynamik, teori, nodelæsning osv.? På den måde skaber man også en plan for sin undervisning.
Jo.
Det handler bl.a. om at få uddannet hovedfags-pædagogiklærerne på konservatorierne. De skal have de rigtige faglige kompetencer. Det kræver, at konservatoriernes ledelser tager udfordringen omkring pædagogikfaget seriøst og fortæller alle lærerne, at de bliver nødt til at sætte sig ordentligt ind i det pædagogiske fag.
Varde Kommunes Musikskoleleder, Hanne Grønlund, har selv en fortid som konservatorieuddannet musikskolelærer. Hun har som musikskolernes repræsentant og formand for SDMK’s aftagerpanel gjort sig mange tanker om pædagogisk udvikling. Tanker, som i forhold til Varde Musik og Billedskole, er blevet ført ud i livet med teams til sparring og videndeling efter en forskningsbaseret tilgang kaldet IC3-modellen.
Hanne Grønlund
Det er en ”Onegoing Proces”, som handler om at få ny viden om, hvordan man skaber det bedste læringsmiljø, og hvordan man sætter gode rammer op for sin egen undervisning. Det er slut med den gammeldags undervisning - ”Call and Respons” - du spillede noget, og så blev fejlene rettet. Moderne musikskoleundervisning handler om planlægning af den bedst mulige undervisning for den enkelte elev, for holdet eller for hele klassen. Det kræver stor pædagogisk kunnen og variation. Derfor er debatten også helt nødvendig for, at vi får udviklet pædagogikfaget som et selvstændigt fag på højt niveau.
Musikskoleleder Hanne Grønlund blev faktisk overrasket over at bølgerne i debatten gik så højt: ”Pædagogikken og praktikken har helt klart brug for et løft på konservatorierne, men det er der jo ikke noget nyt i”.
Hør videointerview med Hanne Grønlund her:
Når det er ekstra højlydt lige nu, så skyldes det nok, at vi ikke har haft fokus nok på temaet om, at pædagogikken er sit eget fag. Vi musikskoleledere har jo talt med konservatoriet i rigtig mange år om det og om, hvad det er for nogle lærere, vi gerne vil have uddannet til musikskolerne. Jeg tror, det nye er, at behovet for pædagogiske kompetencer er blevet meget stort i takt med, at vi i stigende grad samarbejder med folkeskoler og andre pædagogiske institutioner.
Vi har anvendt forskellige modeller til pædagogisk sparring og videndeling over de sidste syv år. Senest er det IC3-modellen, der er kommet på banen. Da vi startede, handlede det meget om det relationelle aspekt. Siden er vores teams blevet til fora, hvor hver enkelt lærer fremlægger en konkret pædagogisk problematik. Resten af teamet spørger herefter ind via en fastlagt samtalemodel. Musikskolelærerne har gennem årene opbygget en teoretisk viden, som danner baggrund for den kollegiale supervision, det enkelte team arbejder med.
Ja, det er blevet en del af ansættelsen for alle lærere. Længe før OK15 lavede vi en lokalaftale med DMpF om lærernes deltagelse i sparringsteams. Vi mener, at videndeling og sparring er utrolig vigtigt for den pædagogiske udvikling og for det kollegiale samvær på musikskolen.
Der skal være et ordentligt alibi for, at vi kan tro på det. Det skal samtidig være gennemprøvet, så vi er sikre på, at det virker. I Varde Musik- og Billedskole har vi været så heldige at møde nogle fagpersoner som fx forsker og ph.d. Louise Klinge, der taler et sprog, som vi forstår, og hvis metode giver mening på en musikskole som vores.
Som en professionel musikskole, hvor vi gerne vil være kendt for undervisning af høj kvalitet, skal lærerne selvfølgelig være uddannet inden for begge fagligheder: En musikerfaglighed der virker som rollemodel for eleverne og en pædagogisk faglighed som kan fastholde og motivere eleven via pædagogisk viden og kunnen.
De MPU-uddannede er ikke bange for at tale om deres udfordringer i vores IC3-teams, også selv om de sidder blandt garvede musikskolelærere. Jeg mener dog, at MPU´erne har rigtig meget at lære. Her tænker jeg især på viden og erfaring fra praktik. Når man taler videndeling og det faktum at konservatorierne kun har en undervisningssæson på 20 uger, så ligger der et stort potentiale i at sende de studerende ud i længerevarende praktikforløb på musikskolerne. Det har jeg også fremført for konservatorierne i aftagerpanelet. Der findes jo vanvittig mange dygtige musikskolelærere rundt omkring i landet, som allerede har trådt stierne ud i musikskolernes mange nye arbejdsopgaver.
Vi skal starte med at tale undervisningsfaget op, og så skal vi tænke mere cirkulært. Vi skal lære de studerende, at de skal give noget af det de kan tilbage til næste genration. Lære dem at undervisning har et formål og en værdi i sig selv. Så kan vi måske også over tid få flere danske musikere at se i danske orkestre. Endelig tror jeg på, at musikskolerne også kan være med til at ændre pædagogikkens status. Hvis musikskolernes elever oplever at vokse op med høj pædagogisk kvalitet i undervisningen, så tager de, der går musikvejen, det med sig videre. Det kan over tid ændre kulturen på konservatorierne.
Hvis alle børn skal møde musikskolen, så skal vi ud i folkeskolen. Ikke for at kapre kunder, for dem har vi allerede, men for at bidrage til at flere elever og lærere møder en kvalificeret musikundervisning, og flere børn får et musikinstrument i hånden. Vi skal gøre det sammen med folkeskolelærere og pædagoger, og vi skal sætte tid af til evaluering, sparring og videndeling. Vi kan lære utrolig meget af hinanden institutionerne imellem. Endelig, og helt afgørende, skal konservatorierne tilpasse sig tidens og arbejdsmarkedets behov, også inden for pædagogikken.
Læs også
Instrumentalpædagogikken skal udfordres, ellers udvikler den sig ikke
