Lige siden min konservatorietid har jeg manglet en dansk accordeonskole. Imens jeg ventede, måtte jeg bruge, hvad der fandtes, hvilket primært var svenske skoler. Selvom skolerne er gode, så er de på svensk og ikke dansk. Desuden har de svenske accordeonskoler efterhånden mange år på bagen. Jeg begyndte at tænke, at det måske var mig, der skulle lave den der nye danske accordeonskole. Men hvor starter man, og hvor slutter man, når man skal lave en instrumentalskole? Det var faktisk en ganske uoverskuelig opgave, især når man er en anelse perfektionistisk. I et stadig håb om, at en anden ville gøre det, snakkede jeg med den svenske accordeonpædagog Lars Holm, som har lavet en mængde materiale til accordeonelever, men Lars bedyrede, at en ny begynderskole ikke ville komme fra hans hånd.
Sideløbende med disse tanker var jeg begyndt at oprette mine timeplaner på en nyindkøbt bærbar PC. Jeg organiserede også mine gamle timeplaner for at få et overblik over mine elever og hold. Mens dette arbejde stod på, begyndte jeg at se nogle mønstre i det, jeg lavede. Jeg fik lyst til at få endnu mere styr på det. Jeg lavede min første lille begyndersamling, som jeg brugte i nogle år. Jeg fandt dog ud af, at jeg ikke var tilfreds med mine elevers udvikling. Jeg syntes ikke, at deres håndstilling var optimal. De var fastlåste til et sted på tastaturet. Deres fingre var for langsomme. Udviklingen af basspillet med venstre hånd var heller ikke optimal. Jeg begyndte derfor mere aktivt at opsøge inspiration. Jeg at gennemgik begyndermateriale fra andre lande. Jeg blev inspireret af et pædagogisk symposium på DKDM, hvor de havde besøg af en finsk accordeonpædagog. Jeg studerede et dansk pædagogisk eksamensprojekt, hvor colorstrings var blevet tilpasset til accordeon. Kort sagt gennemgik jeg en masse materiale, og konklusionen var, at jeg måtte starte et nyt sted, ift. hvordan man traditionelt har startet begynderelever på accordeon i Danmark. Meget begyndermateriale for accordeon er bygget op om trinvise tonebevægelser. Men da jeg ville forbedre elevernes håndstilling, gav det meget bedre mening med mi-so-la bevægelser. Sangmæssigt giver det også rigtig god mening for de små elever. Mit nye startpunkt gav mig en ny udfordring: repertoire. Det fandtes ikke. Jeg kunne godt selv skrive nogle små pædagogiske stykker, men de ville netop blive meget pædagogiske. Derfor kontaktede jeg Mette Nielsen, komponist og tilfældigvis min søster. Hun ville gerne være med, for hun var enig med mig i, at det er vigtigt med et godt kompositorisk håndværk, også selvom en melodi kun indeholder 3 toner, to forskellige rytmer og er 8 takter lang.
Jeg fik udvalgt, hvilke toner jeg ville introducere hvornår. Det tog lang tid at definere. Bla. beslutningen om at starte på E og G og ikke D og F blev truffet med tanke på, hvilke andre instrumenter mine elever oftest spiller sammen med i begyndelsen. Da det er vigtigt for mig, at mine elever kan indgå i sammenspil fra starten, var det en væsentlig faktor. E og G, som starttoner, ville give mig langt flere muligheder, da jeg næsten altid arbejder sammen med blokfløjtelærere. Jeg havde et startpunkt, en god ide om progressionen, så manglede jeg bare målet. Målet blev DAU’s (Danske Accordeonlæreres Union) gradsprøvesystems allerførste grad, grad Parat-til-start, som eleverne bør kunne tage, når de har gennemgået Min Accordeonskole.
Sideløbende med, at jeg lavede Min Accordeonskole, var min kollega Anne Fontenay gået i gang med at lave en fløjteskole. Det gav os god mulighed for at sparre med hinanden helt ned til de allermest nørdede ideer. Indhold, layout, papirtype og mange andre ting. Vi fandt ud af, at ideer bliver bedre, når man deler dem med andre. Hvis jeg havde fået en ny ide, så gik Anne hjem og tyggede på den og kom tilbage med noget endnu bedre. Sådan kunne vi kaste ideer frem og tilbage til hinanden. Og en gang imellem kunne min ingeniørmand komme med ganske simple, lavpraktiske løsninger på problemstillinger, som jeg selv havde fået gjort for snørklede. Mine fokusbjælker et eksempel herpå. Anne havde fået en fed ide med, at børnene skulle tegne et symbol for det, de skulle have fokus på derhjemme, fx kropsholdning. Jeg tænkte, gad vide om man rent faktisk når det i en time på 20 min. Så jeg tænkte, at man kunne tegne symbolerne på forhånd og så få eleverne til at sætte ring om fokuspunkterne. Jeg havde virkelig svært ved at få plads til de store bobler, jeg havde fået lavet på mine sider. Min mand kigger kort på det og siger: hvorfor laver du ikke bare en bjælke i bunden af siden.
Udover sparring med Anne har mange andre kollegaer kigget materialet igennem. De første gange var det en stor udfordring at vise sit “barn” frem. Hvad mon andre fagfolk ville sige til det? Men deres kritik har været uvurderlig. Igen, ting bliver bedre, når der er flere øjne på. Jeg har naturligvis haft en række accordeonlærere til at kigge materialet igennem for at få blik på alle de instrumentspecifikke detaljer. Men også andre instrumentallærere har kigget med. Det har været meget værdifuldt at have andre faggruppers øjne på. Vi kan lære noget af hinandens traditioner. Hvorfor gør I sådan på accordeon, på violin gør vi sådan. Og så må man tænke sig godt om Er der en god grund til at gøre noget på en bestemt måde, eller er det bare gammel vane? Skolens indhold og progression blev løbende rettet til. For hver elev, der kom igennem skolen, fandt jeg noget, jeg gerne ville ændre, eller noget der manglede.
Jo længere jeg kom med skolen, des bedre blev jeg til at vise den frem for kollegaer. Dette har været meget værdifuldt for processen. Min kollega Bjarke Mogensen gjorde mig fx opmærksom på, at jeg kunne søge midler hos Statens Kunstfond. De valgte at støtte projektet, og nu kunne jeg betale Mette Nielsen for hendes store arbejde med både stykker og illustrationer. Nu skulle der heller ikke længere findes penge i privatøkonomien til trykkeprocessen.
Her var jeg virkelig på bar bund. Det faglige følte jeg mig sikker på. Indhold og layout havde jeg også en holdning til. Men hvordan gør man, når man skal udgive noget. Her fik jeg kontakt med en tidligere kollega, David Efraim Poulsen, som jeg vidste havde udgivet guitarskoler. Hos David fik jeg gode råd og information om ting som forlag, hobbyvirksomhed, ISBN og trykkeri. Ting som jeg ikke vidste noget som helst om, og som projektet nok var strandet på, hvis ikke jeg havde en forpligtelse over for Statens Kunstfond og deres økonomiske støtte med at komme i mål med min skole. Jeg besluttede mig for at udgive selv. Udgivelsen er meget smal, og man kan ikke rigtigt tjene penge på den. Hvilket forlag ville dog gide det? Jeg havde hørt fra andre kollegaer, at PR kunne man hurtigt selv komme til at stå for , selvom man var på forlag. Jeg tænkte at jeg hellere selv ville have hånd i hanke med det hele. Jeg kender en stor del af de danske accordeonlærere og mente, at jeg fint selv ville kunne gøre reklame for min bog. Fra start har formålet med Min Accordeonskole ikke været at tjene penge, men at videndele med min kollegaer. Og naturligvis have en bog, som jeg kan anbefale mine elever og studerende.
Jeg havde mange tanker om, hvor mange eksemplarer jeg mon skulle have trykt. Accordeonverden er som sagt ikke særlig stor i Danmark, hvordan ville kollegaerne mon tage imod skolen, ville de bruge den i deres undervisning? Til sidst bestemte jeg mig for 100 eksemplarer. Og tænkte, at så må de stå i et hjørne af lejligheden de næste 20 år. Men der har været fin interesse for bogen. Og til mit held har bibliotekerne opdaget bogen og har virkelig købt ind.
Når man først er gået i gang, får man blod på tanden. Undervejs i processen har der været 1000 nye ideer, og det er virkelig vanskeligt at begrænse sig. Jeg har udvalgt 4 ideer, som jeg har sat mig for at realisere:
Det har været en lang proces at få lavet Min Accordeonskole. Jeg har lært ufatteligt mange nye ting. Hvordan man laver en EAN-regning, hvordan man opretter ISBN-nr., typer af bogindbinding, hvad skal en kolofon indeholde og meget, meget andet. Man skal ikke begynde at regne på timelønnen, men det er virkelig fedt at stå med den færdige bog i hånden.
At udgive eget undervisningsmateriale er "learning by doing"
