Scenariet omfatter en samlet national uddannelsesinstitution bestående af de syv nuværende statslige kunstneriske uddannelser under Kulturministeriet samt Forfatterskolen, Det Jyske Kunstakademi og Det fynske Kunstakademi. Scenariet indbefatter dermed også de fire danske musikkonservatorier.
Med rette blev den i øvrigt omfattende rapports anbefaling genstand for en storm af protester, ikke mindst fra de berørte uddannelsesinstitutioner side. Fra politisk hold tog ordførerne fra S og DF uden tøven afstand fra rapportens centrale anbefaling om en tvangssammenlægning af de videregående kunstneriske uddannelser under kulturministeriet. Det er da også svært at forstå, hvordan Henrik Sveidahl, rektor for Rytmisk Musikkonservatorium i København, som ene mand var udpeget af kulturministeren til denne uriaspost som faglig udreder, kunne analysere sig frem til en anbefaling om en ny struktur, hvor den faglige udredning af indholdet i uddannelserne og den geografiske dimension er skubbet i baggrunden til fordel for en model, der først og fremmest giver mening, når den sættes ind i et regneark.
Kulturminister Mette Bock har meget rosværdigt taget konsekvensen af den berettigede kritik. Således har ministeren klart og tydeligt meldt ud, at der ikke bliver taget politisk initiativ til at tvangsfusionere de kunstneriske uddannelser. Det er ikke det samme som, at overvejelserne om de kunstneriske uddannelsers situation og fremtid er lagt død. Mette Bock lægger således op til, at alle med interesse i de kunstneriske uddannelser nu vil bidrage til diskussionen om de helt konkrete opgaver, som kalder på løsninger.
I DMpF mener vi, at det engagement og den store energi, som fremkomsten af rapporten har udløst, nu skal transformeres til konstruktive drøftelser om de udfordringer, som de kunstneriske uddannelserne står over for. Vores anbefaling er, at man ikke går efter en samlet løsning, men ser på kunstområderne hver for sig. Det betyder ikke, at det tværkunstneriske samarbejde er aflyst. Tværtimod. Samarbejdet skal blot funderes med et ligeværdigt udgangspunkt i de faglige miljøer, som eksisterer på de respektive kunstarters selvstændige uddannelsesinstitutioner.
DMpF anerkender, at der er en økonomisk udfordring, som skal håndteres i takt med, at bevillingerne svinder ind, sådan som en flertal i folketinget har besluttet det. Helst så vi, at besparelserne blev rullet tilbage, men sker det ikke, hvad der pt. ikke er udsigt til, er det nødvendigt med en tilpasning af aktiviteterne på de kunstneriske uddannelser under kulturministeriet. DMpF anbefaler i den situation, at der som det første tages stilling til uddannelsesindholdet og prioriteringen heraf. Herefter kan strukturen drøftes.
Kulturminister Mette Bock bør således hurtigst muligt påbegynde arbejdet med at få analyseret, vurderet og beskrevet det uddannelsesindhold, der skal prioriteres inden for de respektive kunstarters uddannelsesområde med henblik på at opfylde behovet på det arbejdsmarked, som de studerende skal uddannes til. DMpF anbefaler, at der laves en samlet analyse og beskrivelse af uddannelsesindholdet på de fire musikkonservatorier. Der skal i særlig grad sættes fokus på musikpædagogiske uddannelsesretninger, som musikkonservatorierne fortsat har svært ved løfte set i forhold til de krav, der stilles, når de studerende efterfølgende skal ansættes som musikskolelærere. Som en del af analysen bør det overvejes om musikkonservatorierne fortsat skal være placeret under Kulturministeriet. Tidligere er en række kunstneriske uddannelser blevet overflyttet til Uddannelses- og Forskningsministeriet, som samlet set repræsenterer væsentligt større kompetencer i forhold til uddannelses- og arbejdsmarkedspolitiske forhold. Hertil kommer, at musikkonservatorierne aldrig har fået opbygget en forskningstradition, hvorfor der er opstået et stort efterslæb i forhold til forskning og vidensindsamling. En overflytning til Uddannelses- og Forskningsministeriet kunne i den sammenhæng give nye muligheder for at få indført forskning på musikkonservatorierne.