På disse punkter er der bestemt baggrund for en konstruktiv og fremadrettet dialog med den nye kulturminister.
I en mere overordnet kontekst står det klart, at Mette Bock har en bunden opgave på medieområdet, hvor regeringen ønsker DR slanket og TV2 privatiseret. Lige så klart står det desværre, at kulturministeren ikke har fået til opgave at foretage en tilbagerulning af de store og ødelæggende besparelser i det danske kulturliv, som Bertel Haarder gennemførte ved den tidligere Venstre-regerings tiltrædelse. På den front bliver der antageligt ikke noget at råbe hurra for i Mette Bocks periode som kulturminister.
Alligevel kan kulturministerens oprigtige, ligefremme og pragmatiske tilgang til at finde løsninger blive en gevinst. Ikke kun på musikskolernes afgrænsede område, men også i mere overordnede kulturpolitiske sammenhænge.
I de senere år har kunststøttesystemet under Statens Kunstfond været under pres. Helt grundlæggende er det et problem, at kunststøttesystemet er så usynligt og uigennemskueligt for den almindelige befolkning, som tilfældet er, hvilket er resultatet af en langstrakt centraliseringsproces. Hele området bør kulegraves og omstruktureres, så kunststøtten inden for de forskellige kunstarter bliver mere synlig og selvstændiggjort. Herved kan det store og dygtige arbejde, der udføres i de udvalg, der i dag er placeret under Statens Kunstfond, bedre synliggøres og drøftes i de kunstneriske miljøer, blandt de bevillingsgivende politikere og i den brede befolkning. Med henblik på at undgå enhver kritik i forhold til habilitet bør der under alle omstændigheder indføres en regel om, at medlemmerne af de udvalg, der beslutter, hvordan kunststøtten skal fordeles, ikke selv kan søge om støtte i deres funktionsperiode.
Kunststøttesystemet trænger til en kærlig hånd. Ikke til besparelser, men til en ny struktur og en ny rammesætning. Tidspunktet er optimalt, idet de nuværende udvalgs fire-årige funktionsperiode udløber d. 31. december 2017. ■