Indimellem kan det være fornuftigt at tage et skridt væk fra det, der optager os allermest: At være helt tæt på vores medlemmer, at varetage deres interesser som undervisende og udøvende musikere, som musik- og kulturskolelærere og -ledere bedst muligt.
Som mindre organisation svæver vi ikke frit i universet, men indgår i større, formaliserede fællesskaber:
DMpF er en del af Akademikerne (AC), der er hovedorganisation for 28 fagforeninger med tilsammen ca. 465.000 medlemmer, hvoraf omkring 140.000 er studerende og pensionister. De erhvervsaktive medlemmer fordeler sig nogenlunde ligeligt mellem offentligt og privat ansatte. De kommunalt ansatte udgør 40.000. AC’s organisationer repræsenterer medlemmer med en lang videregående uddannelse. DMpF er repræsenteret i AC’s bestyrelse gennem fællesrepræsentationen TOAC, hvor også en række andre, mindre organisationer hører til.
Blandt aktuelle mærkesager er social uddannelsesmobilitet, et forbedret dagpengesystem uden udhuling af dimittendsatsen og en bevarelse af den 2- årige kandidatuddannelse. AC har et særligt fokus på medlemmer, der arbejder som freelancere eller på nultimerskontakter.
DMpF er medlem af Forhandlingsfællesskabet (FF) sammen med 50 andre organisationer, der tilsammen repræsenterer 565.000 ansatte i kommuner og regioner. FF har til formål at sikre de tilsluttede organisationer størst mulig indflydelse på løn- og arbejdsvilkår, når der forhandles med de offentlige arbejdsgivere: Kommunernes Landsforening (KL) og Danske Regioner. De centralt aftalte lønstigninger og de generelle aftaler, der gælder på de kommunale og regionale område om fx ferie, barsel og deltidsansattes adgang til højere timetal og rammeaftaler om seniorpolitik, medindflydelse og medbestemmelse, indgås mellem FF og henholdsvis KL og Danske Regioner.
DMpF indtager en plads i bestyrelsen af Akademikernes A-kasse, der er Danmarks største med 275.000 forsikrede.
Sammenhold skaber resultater. Når man indgår i fællesskaber, hvad enten det er som organisation eller som person, er det forståeligt, men kortsigtet og en smule historieløst kun at spørge: Hvad får jeg ud af det? I samme åndedrag må man spørge: Hvad kan vi gøre bedre sammen?
Vi står på skuldrene af de resultater, fagbevægelsen har opnået gennem årene, og hvis vi vil bevare indflydelsen på vores arbejdsliv i en globaliseret verden, skal vi vedblive med at organisere os på arbejdspladserne, omkring overenskomster, i fagforeninger.
