Fagbladet for musikpædagoger og musikere
Telefon: 35 35 63 33 • musikskolen@dmpf.dk

Musikskolernes Kammermusik Festival vil gøre det sejt at spille kammermusik

Forfatter: Jens Bloch
Af Jens Bloch, Musikskolechef

Festivalen har fokus på at nørde og hygge med kammermusikken og at være sammen med jævnaldrende, der også er vilde med kammermusik. 16 ensembler fra hele landet deltog i festivalen.

16 kammermusikensembler fra hele landet var d. 31. marts til d. 2. april samlet på Kulturskolen Kolding for at hygge og nørde med kammermusik (www.kammermusik.nu). De 16 ensembler bestod af i alt 43 elever i alderen 12 – 21 år, og de var inddelt i 3 niveauer: begynder, mellemstadie og videregående. Til lejligheden havde festivalen bedt komponisten Peter Bruun om at komponere et ”pligtstykke”, som samtlige ensembler skulle prøve kræfter med for at gøre eleverne nysgerrige på den nye kompositionsmusik. Det blev til værket: ”De 5 årstider” - Fem miniaturer for variabel besætning: Tørke – Nedfrysning – Brand – Syndflod – Tø. Værket er skrevet i 3 udgaver (niveauer), så det kan spilles af alle fra musikskole- og op til MGK-niveau, men også i en version rettet mod Esbjerg Ensemble. Det kan spilles af alle hånde besætninger fra 2 til 9 musikere samt fremføres med hvilken som helst besætning - blandede sammensætninger som man nu har dem på musikskolen eller for standard besætninger som strygekvartet el lign. De tilmeldte ensembler skulle forud for festivalen indøve min 1 sats fra Peter Bruuns værk samt et selvvalgte stykker. Disse værker arbejdede ensemblerne videre med sammen med i alt 11 kammermusikinstruktører i i alt 8 forløb i løbet af weekenden til hver af ensemblerne. Her mødte de dels de 9 musikere fra Esbjerg Ensemblet, dels 2 kammermusiklærere fra MGKSYD Kulturskolen Kolding.

Fokus på fællesskab

Festivalen har fokus på at nørde og hygge med kammermusikken, at være sammen med jævnaldrende, der også er vilde med kammermusik, og have en fed weekend med musikken og fællesskabet i fokus. Ensemblerne overnattede, spiste, hyggede og spillede således på Kulturskolen Kolding fra fredag eftermiddag til søndag over middag. Programmet var tæt pakket, så det var nogle meget trætte elever, der tørnede ind, når det var slut begge dage ved 22-tiden, så de var friske til næste morgen. Hver dag startede med fællesaktivitet. Fredag var der velkomst og ”ryste sammen SSB” med en af Kulturskolen Koldings dygtige lærere, Annelise Fuglsbjerg. Her blev den uformelle og hyggelig tone slået an. Så startede kammermusikinstruktionen, hvorefter der var middag og en afsluttende lille koncert, hvor Esbjerg Ensemblet spillede eksklusivt for deltagerne.  

Musikersundhed og fysisk træning

Efter morgenmaden lørdag var Annelise Fuglsbjerg igen klar med fælles opvarmning – denne gang med fokus på musikersundhed og fysisk træning med bl.a. elastikøvelser. ”En sund sjæl i et sundt legeme er nødvendigt, hvis man skal have et langt liv med musikken, og vi vil gerne have, at eleverne er beviste om dette, så vi forebygger kommende skader i næste generationer,” siger Annelise Fuglsbjerg.

Så var der to moduler med kammermusikinstruktion inden frokost, hvor Emil Dalgaard, klaver, og Victoria Maria Holm, cello, fra MGKSYD Kulturskolen Kolding, spillede en sats fra Griegs sonate for klaver og cello. I løbet af eftermiddagen var der, afbrudt af en lille kaffe/vand/frugt pause, hvor Joke Wijma, hornist fra Esbjerg Ensemblet, spillede et stykke sammen med Rima Chacaturian fra MGKSyd Kulturskolen Kolding, igen tre moduler med kammermusikinstruktion. Så aftensmad og derefter uformel koncert, hvor alle ensembler spillede mindst ét værk for hinanden. En kombination af selvvalgt stykker og Peter Bruuns nye komposition, som flere valgte at spille.

Ungt ensemble udvalgt til at spille med professionelle musikere

Søndag startede efter morgenmaden med lidt rytmisk kor, hvor en anden af Kulturskolen Koldings dygtige lærere, Marie Juncher, sørgede for, at alle blev friske og stemmerne smurte. Så fulgte en sidste indsprøjtning med kammermusikinstruktion inden frokost. Herefter fælles gåtur til Koldinghus, hvor den afsluttende koncert blev holdt med bl.a. uddeling af to priser til ensembler, der havde gjort sig særligt bemærkede i løbet af weekenden. Peter Bruun Prisen 2023 blev delt af to ensembler: VintherBrogaard Duo (Holstebro): Sarah Brogaard Pedersen, klarinet og Andrea Vinther Larsen, marimba, og Alauda Kvartetten (København): Johanne Karlsen og Umut Talay, violin, Selma Arneborg, bratsch, og Silja Møller, cello, mens Kammermusik Festival Prisen 2023 blev tildelt Emil & Victoria Duo (Kolding): Emil Dalgaard, klaver, og Victoria Maria Holm, cello. Det var kammermusikinstruktørerne, der på mødet lørdag aften havde besluttet, hvem der havde gjort sig særligt bemærket, og som derfor fik prisen, der består af en lille koncertturne til Norges bedste klassiske spillested Villa Lunde (www.villalunde.no), hvor de skal spille koncert sammen med Esbjerg Ensemblet lørdag d. 23. september 2023. Et særligt treat og oplevelse for det unge ensemble. VILLA LUNDE drives af den danske Jacob Zethner Møller og hans hustru, og spillestedet er kendt for at samle de bedste og spirende kunstnere til koncerterne.

Gabriella Bergman, chef for Esbjerg Ensemblet: ”Vi blev også selv inspirerede”

”Da Kulturskolen Kolding spurgte, om vi var interesseret i at være med til at inspirere unge til at spille kammermusik, var det for os helt naturligt at sige JA. At vi i Kolding mødte unge fra hele Danmark, som har samme interesse i klassisk kammermusik, var også inspirerende for os. En musiker, som arbejder med kammermusik til daglig, udvikler en unik viden, som vi som ensemble gerne vil dele med unge talenter. Musik er et sprog, man kan lære på mange forskellige niveauer, og det tager tid! Netop denne festival gav os alle tid til fordybelse, men også plads til samvær, hygge og benhårdt arbejde.”

 

Læs også:

På Bandfabrikken laver man sin egen musik

Kultur- og fritidskonference gav musikskoler nye opgaver

https://www.facebook.com/dmpf.dk/