Fagbladet for musikpædagoger og musikere
Telefon: 35 35 63 33 • musikskolen@dmpf.dk

2nd European Music School Symposium 2019, Wien. Music Schools -Masters of Collaboration?

Forfatter: Henrik Nørregaard Boll
Af Henrik Nørregaard Boll

10. & 11. oktober afholdtes det 2. europæiske musikskolesymposium ved ”Universität für Musik und darstellende Kunst” (mdw) i Wien, i samarbejde mellem ovennævnte universitet, Den Europæiske Musikskoleunion (EMU) og Konferenz der Österreichischen Musikschulwerke (KOMU). På det første symposium i 2017 var undertitlen ”Musikskolers fremtid; nutidens udfordringer og fremtidens løsninger” og handlede hovedsagligt om musikskolernes berettigelse, og om hvorfor børn skal lære at spille (i musikskolerne forstås), samarbejdsopgaverne med grundskolerne og det deraf følgende åbenlyse behov for en bredere og dybere pædagogisk profil hos musikskolernes undervisere. I år var overskriften ”Musikskoler -Samarbejdets mestre? (Music Schools -Masters of collaboration?) Det mest interessante i overskriften er spørgsmålstegnet, for er vi i musikskolerne samarbejdets mestre? Er vores samarbejdspartnere?

Samarbejde

Der var jf. symposiets overskrift meget fokus på og megen tale om samarbejde, og flere oplægsholdere henviste til igangværende samarbejder. Nogle af oplægsholderne hørte jeg også for to år siden, og det var derfor interessant at høre, hvordan samarbejderne havde udviklet sig siden da. Flere pågår i boligområder med stor andel af indvandrere, flygtninge og borgere med lav indkomst og ringe tilknytning til arbejdsmarkedet, hvor musikundervisningen bruges som middel til at forbedre undervisningsmiljøet, og til at forbedre elevernes trivsel og læring samt mulighed for generelt socialt løft ved at man tilbyder musik som en meningsfuld beskæftigelse og samværsform.

Sproget ved symposiet var engelsk, og ordene collaboration og cooperation blev af deltagerne fra de 25 europæiske lande brugt lidt i flæng. Begge ord oversættes til dansk med samarbejde. Der er imidlertid forskel, hvilket blev pointeret. Collaboration: At arbejde med andre om at nå et enkelt fælles mål. Ordet kan i Europa stadig have en negativ betydning fra 2. verdenskrig, hvor en kollaboratør var én, der fraterniserede med fjenden. Cooperation: At arbejde med andre og opnå egne mål som en del af de fælles mål. At være hjælpsom ved at gøre noget, andre beder én om at gøre.

undefined

Peter Renshaw

Peter Renshaw var symposiets store ”disruptor”, en venlig kritiker, der forsøger at forhindre systemet og processerne i at fortsætte som hidtil. Han stillede mange spørgsmål og kom selv med nogle mulige svar. Renshaw præsenterede sig som kammermusiker, er bl.a. professor i filosofi og har haft ledende stillinger ved flere navnkundige engelske konservatorier. Han sammenlignede samarbejde (collaboration) med at spille kammermusik: Det handler om at vise tillid, lytte til andre, samtale, reagere uden at overreagere, dæmpe sit eget ego og egen forforståelse, så det ikke står i vejen. Så han spurgte, om samarbejde og vores evner hertil er myte eller virkelighed. Et af spørgsmålene var, hvor åbne og modtagelige musikskoler er for at ændre kulturen i egne institutioner. Han hævdede, at mange af os er meget bundet af egne standarder, kulturel arv, kontekst, samt at mange har meget snævre syn på, hvad der definerer kvalitet. Han påpegede, at hvis man går ind i en anden institution (hospice, fængsel, grundskole, etc.), må man først lytte, før man forklarer sin egen opfattelse af, hvad der er kvalitet. Der er udfordringer ved samarbejde med andre fagprofessionelle, med skolelærere og pædagoger med hvem vi musikuddannede flere steder har en fælles pædagogisk opgave, og flere steder i Europa er musikskolernes samarbejde også udstrakt til det social- og sundhedsfaglige område. Det er interessant, idet vi kommer med vores faglighed, vores narrativ, vores tradition og andre fagprofessionelle kommer med deres. Renshaw talte om det personlige rum (personal space), hvor man udvikler en dybere opmærksomhed på indre følelser af frygt for ikke at blive værdsat, men tværtimod misforstået, og det fælles rum (interpersonal space), hvor man oparbejder en fælles forståelse af formodninger og værdier. Man må og bør have mod til at vise sin egen sårbarhed. Det ideelle samarbejde er symmetrisk, innovativ og overskrider egne barrierer. Renshaw kritiserede også, at der (i britiske) musikskoler ikke er tradition for kreativitet i undervisningen. Mesterlæren holdes i hævd og antages at fungere. Gør som mesteren og lær de samme fejl som mesteren. Store virtuoser har svært ved at finde nye pædagogiske veje. De har måske netop svært ved at komme til for deres eget ego. Afslutningsvis i Renshaws oplæg var der en tysk violinprofessor blandt tilhørerne, der hævdede, at hvis blot underviseren er tilstrækkelig dygtig musiker og solist og kan improvisere lidt, er det en selvskreven og iboende kvalifikation, der garanterer, at man kan gennemføre succesfuldt samarbejde med alle andre faggrupper. Derfor skal mennesker med det rette talent uddannes til det højest mulige instrumenttekniske niveau. Denne violinprofessor sagde noget lignende for to år siden vedrørende behovet for pædagogisk viden eller ej. Han blev støttet af en anden af deltagerne, der hævdede, at pædagogik og det at undervise aldrig kan læres på en uddannelsesinstitution (!)

undefined

Der var adskillige musikindslag i løbet af programmet. Her spiller et brassensemble

Faglighed og fagligheder

Både Peter Renshaw og Wolfgang Lessing, der er doktor i musikologi ved universitetet i Freiburg, pointerede vigtigheden af, at vi holder fast i vores identitet som musikere. Vi må insistere på at forblive tro mod musikkens og kunstens sande kraft, som også er redskabet til at skabe dybe og fundamentale menneskelige relationer. Instrumentlæreren skal ikke være dilletant, men grundigt funderet både fagligt, instrumentteknisk og musikalsk men samtidig interessere sig for og mestre de pædagogiske fagligheder. Der blev henvist til Lee Shulmans begreb eller model Pædagogisk Kontekstuel Viden, Pedagogical Content Knowledge (PCK). Modellen findes i flere udgaver, bl.a. én med tre cirkler, hvor den 3., som overlapper fællesmængden, er eleven. Det tydeliggør pointen: Er samarbejdet og undervisningen meningsfuld for eleven?

undefined

PK: Jeg underviser CK: Jeg kan noget med musik PCK: Jeg underviser i musik

Lessing opponerede mod opfattelsen af, at en dygtig musiker også automatisk er en dygtig underviser (jf. den tyske violinprofessor). Ifølge Shulman handler det om integration af identiteter. Lessing fortalte om en instrumentlærer, der skulle ændre sin tilgang til undervisning i en ny undervisningskontekst, hvilket gjorde ham til en bedre musiker. Enhver ny undervisningsopgave kan påvirke underviserens tidligere opfattelser. Samarbejde er hvor lærere skifter identiteter. Han fremførte, at Content Knowledge selvfølgelig er vigtig, da den kan indeholde viden om, hvad der er nødvendigt at lære på langt sigt. Men elever vil måske lave og opleve musik her og nu og ikke nødvendigvis vente.

undefined

Folkemusikken lever stadig i Østrig -også i musikskolerne

Renshaw har ikke noget imod store koncerthuse. Men han bliver mere rørt over fire gademusikere, der laver musik sammen, idet de ifølge ham i højere grad udvider den sociale og musikalske horisont. Han taler nok her ind i diskursen om Community Music, der er en voksende bevægelse i det globale musikpædagogiske landskab, som fokuserer på aktiv musikdeltagelse til at fremme social inklusion, demokrati og interkulturel forståelse. Renshaw arbejder for tiden på et projekt, der hedder ”Young artist, speak out!” Her spørger han bl.a. ind til, hvad der betyder noget for unge musikere. De svarer: Identitet og tilhørsforhold. ”We are all club alike”, siger han om mennesker. Han opfordrer: ”Giv plads til de unge! Giv dem en stemme via kunsten! De institutioner, der ikke er i kontakt med de unge, vil gå under”.

undefined

Apprentisage Instrumentale et Intervention Collective, Lyon

En af de mest interessante workshops i 2017 var med Martin Galmiche fra Lyon, der fortalte om CFMI (Centres de Formation de Musicien Intervenant à l’école), som er en toårig uddannelse af musikere, der kvalificerer dem til at undervise i grundskoler og dagtilbud. Det handler om samarbejde mellem to forskellige institutioner med fokus på emnerne musikfærdigheder, pædagogiske og menneskelige færdigheder. Galmiche fortalte i 2019 om, hvor langt de nu er kommet med projektet AÏCO (Apprentisage Instrumentale et Intervention Collective). Projektet var nystartet i 2017 og er baseret på et tæt samarbejde og partnerskab mellem musiklærerne (instrumentlærere) Musiciens Intervenant (MI) og grundskolelærere i deres samarbejdsprojekter på skoler og professorer ved konservatorierne. Partnerskaberne er altså også mellem skolerne i de såkaldte belastede boligområder og konservatoriet, den pædagogiske fødekæde. AÏCO følges bl.a. af professor Heidi Westerlund fra Sibelius Akademiet. MI er gennem deres uddannelse især trænede i at skabe samarbejder og skabe musik i institutionelle krydsfelter. Der er omkring 100 grundskoler i Lyon og 32 MI. Sidstnævnte kommer rundt på alle skoler, men endnu ikke i alle klasser. AÏCO henvender sig til børn i 8-11 års alderen. Det er således en 4 års cyklus der nu kører på 3. år, og flere traditionelle musikskolelærere er begyndt at melde sig ind som undervisere i projektet. Der er instrumentundervisning på hold i godt to timer én gang om ugen. Det ligger efter den almindelige skoletid. Pris: 28 €/år/barn. MI-læreren har også eleverne i deres klasser til skolens musiktimer sammen med en af klassens andre lærere.

undefined

Til et af de store musikindslag var der danseinstruktion, hvorefter musikpædagoger fra Europa skulle danse med hinanden til akkompagnement fra det store musikskoleorkester

Uddannelse og ledelse        

Eftersom samarbejde ses som værende og blivende mere og mere nødvendigt, advokerede Wolfgang Lessing under en paneldebat for at flere fagpersoner og faggrupper kunne uddannes sammen, således at de allerede i de formative studieår har mulighed for at lære at samarbejde. Selv indenfor på musikskolerne, hvor konservatorieuddannede undervisere nok gennem deres uddannelse har fået høje kompetencer i at samarbejde i orkestre og ensembler, men vel næppe i særlig høj grad har opnået kompetencer i pædagogisk samarbejde, kan vi have en udfordring ved at skulle samarbejde med egne fagkolleger. Samarbejde handler ikke kun om mestring af forskellige identiteter men også om integration af identiteter; altså stå ved sin egen faglighed, tage den med ud af den lukkede kreds og lad den forandre sig i meningsfulde møder med omverdenen. Det kræver muligvis et redesign af uddannelsesplaner, så det ikke leder til overlæs af curriculum. Særligt Dalarun, der er præsident for EMU og Renshaw påpegede, at ledelsesopgaverne i og forud for samarbejder er altafgørende. Vi kan ikke bare tage samarbejde i den pædagogiske praksis for givet, blot fordi vi har musik eller undervisning som fælles berøringsflader. Ledere fra samarbejdende institutioner må tage aktivt del og tage ansvaret for udviklingen på sig og sammen med medarbejdere gennemgå den nødvendige uddannelse hertil, og tilsvarende må vores universiteter, konservatorier og andre relevante uddannelsesinstitutioner.

Coda

Konferencer og symposier som disse i Wien handler ofte om, hvad der mangler, hvad der ikke er helt godt, hvor al ting måske bevæger sig hen, og hvad man/vi så måske kan og bør gøre for bedst muligt at kunne følge med. Men man skal nok være opmærksom på ikke at vende ryggen til det, som trods alt virker og egentlig er meget godt. Man skal måske overveje at gøre paletten større for stadig at have plads til det gode af det gennemprøvede for så vidt, det er godt, men tillige udvikle noget nyt og mere tidssvarende. Det må forstsat være muligt og legitimt for børn og unge blot at gå til spil. Der kan til stadighed af forskellige personlige grunde være ønske om den tætte og personlige relation med og omkring instrumentet, underviseren og musikken. Det er givet, at vi i musikskolerne gennem de seneste årtier tiltrækker en mindre procentdel af vore målgruppe til vores hidtige tilbud. Men ifølge mundtlige orienteringer på symposiet er vores procenttal ikke lavere end i f.eks. Finland og Østrig. Samtidig med at vi skal være klar til at turde udvikle og forandre vores praksis, inden andre måske gør det på vores vegne, må vi også tage vare på det, der er værd at opretholde. Elevtallet til vores traditionelle musikskoletilbud er mange steder faldende. Det er måske fordi, de ikke længere er helt så attraktive for målgruppen. Vi skal, for så vidt det stadig eksisterer, turde udfordre vores fags doxa, folkevisdommen og vores gamle fagforståelse og gennem århundredes mesterlære erfarede viden om, hvordan man lærer at spille og beherske et instrument. Der er måske ikke kun én rigtig vej. De i Wien afholdte symposier viser, der kan være flere.

Personer der henvises til i artiklen:

Peter Renshaw: Kammermusiker, leder af ”Research and Development” ved Guildhall School of Music and Drama, professor I filosofi, Principal ved Yehudi Menuhin School, og meget mere. 

Wolfgang Lessing: Universitetet i Freiburg, har studeret cello, musikuddannelse og filosofi, doktor i musikologi, erfaring med klasseundervisning og instrumentundervisning.

Philippe Dalarun: Præsident for EMU, violinist, leder af flere musikskoler.

Michaela Hahn: Professor i musikskoleforskning ved Universität für musik und darstellende kunst (mdw) i Wien. Delegeret i KOMU, i formandsskabet for EMU, initiativtager og organisator for symposierne.

Martin Galmiche: Konservatoriet i Lyon, Cand.scient og Ph.d. (noget med væskers mekanik), jazzmusiker, pianist.

Heidi Westerlund: Professor ved Sibelius Akademiet, Finland. Forsker bl.a. i musiklæreruddannelser, kulturel diversitet i musikuddannelser og ”collaborative learning“

Link til symposiet:

https://www.mdw.ac.at/magazin/index.php/2019/09/27/music-schools-masters-of-collaboration/?lang=en

Link til artiklen om symposiet 2017

https://www.facebook.com/dmpf.dk/