Fagbladet for musikpædagoger og musikere
Telefon: 35 35 63 33 • musikskolen@dmpf.dk

Faget musik i den ny folkeskolereform

Forfatter: Thomas Gooseman
Af Thomas Gooseman

Hvad med at lade musikskolen hjælpe folkeskolen til at gøre musik til et rigtigt fag igen? Et fag, der både indeholder praktiske aspekter og støttefag?

Jeg har fået en ny klaverelev i år. En sød, flittig og meget engageret pige der går i 2. G og har musik på A-niveau. Forleden kom hun og bad om hjælp til en arrangementsopgave som hun skulle aflevere et par dage senere. Opgaven var at udarbejde kor-flydestemmer til en jazz-standard, og jeg gennemgik opgaven med hende. Efterhånden som vi arbejdede os igennem arrangementet måtte jeg i stigende grad bekæmpe en vis arrighed affødt af en følelse af faglig ’indignation’. Ikke alene havde hun skrevet stort set alle akkorder forkert, Gm7 var noteret eb-g-Bb (?), Fmaj7 som c-d#-g-a (??). Hun havde forkert antal slag i takterne og en hårrejsende stemmeføring (hvis man kan kalde det stemmeføring overhovedet). Dette kom lidt bag på mig, da hun ellers på klaver efterhånden spiller et repertoire, der indeholder mange af de samme elementer. Jeg måtte altså erkende et gab imellem praktisk kunnen og teoretisk viden.

Min faglige ’indignation’ opstår når jeg tænker på at hun fagligt er blevet efterladt i et skolesystem, der ikke ser musik som et rigtigt fag. Det lyder jo som noget af en påstand, men prøv og følg mig et øjeblik. Et ’rigtigt’ fag har hjælpediscipliner. Tag faget dansk hvor for eksempel stavning, læsning og grammatik støtter op om fagets formål: at beherske skriftligt og mundtlig udtryk samt at forstå og fortolke skriftlige og mundtlige udtryk (sådan lidt groft sagt).

Ikke sådan i musik. Først jeg læste aftaleteksten om den ny folkeskolereform glædede det mig at konstatere, at musik vil blive styrket med hele 2 timer om ugen, 1 time i første klasse og 1 time i femte klasse. Men efter at have bladret videre til de uddybende bemærkninger, blev jeg oplyst - sort på hvidt - om at faget musik nok har fået ekstra opmærksomhed, men tilsyneladende ikke pga. fagets eget fint formulerede indhold (se: ’Fælles Mål i faget musik’ udenrigsministeriet 2009 ). Næ, for noget ganske andet - Jeg refererer her fra aftaleteksten til den ny folkeskolereform (sektion 2.4): ’De praktisk/musiske fag skal bidrage til at støtte den faglige udvikling og folkeskolens andre fag, herunder særligt dansk og matematik’. Værsgo’. Aftaletekstens lidt krøllede formulering til trods synes jeg alligevel at meningen er klar nok: musik er selv blevet en hjælpedisciplin i fagene dansk og matematik.

Og hvis denne tankegang er udbredt, så forstår jeg pludselig bedre, hvorfor min elev, og mange andre med hende, står hjælpeløse over for eks. gymnasiets højere krav om teoretisk kunnen. For ikke at tale om at være hjælpeløs i forhold til de mere videregående aspekter af faget – historiske og musikanalytiske. Ikke alene har hendes tidligere undervisning i musik været uden egentlig faglig selvstændighed, hun er også blevet svigtet lige på det tidspunkt, hvor man for alvor begynder at kunne knytte teoretisk viden til den praktiske kunnen, nemlig omkring 5-6 klasse. Faget eksisterer jo som bekendt for de flestes vedkommende ikke efter 6. klasse.

Hjælpediscipliner, der er selvfølgelige i andre fag: hovedregning, computer-kundskaber, konditionstræning i sport, fodboldstrategi og –taktik, eksisterer ikke i faget musik. Lektielæsning er ukendt, der er ingen prøver eller eksaminer. Hvor er fag som hørerlære, nodelære, bladsang, harmonisering overhovedet henne i musikfaget? Faget er blevet til et kom-og-gør fag… Og fred være med det, men når der ikke længere er en ildsjæl til at tromme folk sammen til forårskoncerten og forældrearrangementet, når der ikke længere er et overmenneske af en musiklærer, der holder sammen på klassebandet ved selv at spille alle instrumenterne, synge samtlige korstemmer, sætte alle ind på det rigtige tidspunkt, holde disciplinen og trøste Ida, som klassens dominerende piger alligevel ikke har givet lov til at synge lead-vokal – ja, så forsvinder evnerne hos eleverne lige så stille, fordi der ikke er noget at hænge dem op på. Ingen håndværksmæssige hjælpediscipliner hænger ved og kan danne grobund for et livslangt aktivt forhold til musik. Og med evnerne forsvinder overskuddet, og med overskuddet forsvinder lysten, og med lysten forsvinder alle de positive sidegevinster ved musik, som aftaleteksten efterlyser.

Musikskolen lider også under det, for jeg tænker, at når min elev ikke længere har mig til at dressere hende til at spille, ja så vil manglende læsefærdighed og manglende forståelse af harmonisk teori simpelthen forhindre hende i nogensinde at komme videre. Manglende teoretiske færdigheder umuliggør selvstændig musiceren.

Hvad har det med musikskolen at gøre?

Der findes kun få musikskolelærere, der ikke gennem deres uddannelse har terpet disse hjælpediscipliner. Vores faglighed er baseret på dem. Og vi videregiver dem til vores elever i vores undervisning. Jeg vil tro, at mange baserer deres didaktiske metoder netop på tilpassede udgaver af disse hjælpediscipliner. Og her er efter min mening musikskolens allerhøjeste kvalitet: at vi kan målrette og tilpasse disse metoder meget præcist til den enkelte elevs behov.

Hvad med at lade musikskolen hjælpe folkeskolen til at gøre musik til et rigtigt fag igen? Et fag, der både indeholder praktiske aspekter og støttefag? Jeg er sikker på, at der gennem et godt samarbejde mellem folkeskolen og musikskolen kunne oprettes ”fagklasser” i musik, gerne på tværs af klassetrin, for de interesserede. Eller hvad med at oprette musik efter 6. klasse - med hjælp fra musikskolerne? Med et fornuftigt (læs: økonomisk gennemtænkt) samarbejde mellem parterne, ville man sagtens kunne oprette musikklasser på permanent basis efter 6. klasse, for eksempel med rekruttering til gymnasiets musikundervisning for øje. Undervisningen ville foregå i skoletiden, på skolerne, (til glæde for eleverne og musikskolelærerne) og betalingen kunne, for at få den ned på et rimeligt niveau, deles mellem eleverne, evt. med et bidrag fra skolen, der jo så heller ikke havde lønudgifterne at tænke på. Klasserne ville ikke konkurrere med den almindelige instrumentalundervisning, da der jo netop ville blive undervist i alt det, der bakker op omkring instrumentalundervisningen og ikke selve instrumentet.  

På den måde ville begge parter kunne bidrage med det, de hver især er bedst til: folkeskolen med den socialiserende klassebaserede praksis, og musikskolerne med fagligt specialiseret kompetenceudvikling. Det ville tilsammen skabe et musikfag rigt på bredde og dybde.

 

Fakta

Thomas Gooseman er uddannet på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium (Solistklasse 2004) cand. mag. fra Københavns Universitet

 

 

https://www.facebook.com/dmpf.dk/