Når Sampension laver statistikker over de forskellige medlemsgruppers frekvens af sygdom og tidlig død, ligger musikskolelærere og -ledere heldigvis i den meget lave ende. Alligevel hænder det desværre, at et medlem rammes af alvorlig sygdom. I den forbindelse skal man være opmærksom på, at musikskolelæreres og -lederes pensionsordning i Sampension kan give adgang til udbetaling af et engangsbeløb ved en række alvorlige sygdomme og behandlinger alt efter hvilken pensionsordning, man er omfattet af.
Erfaringen viser, at netop det at få udbetalt et betydeligt beløb i forbindelse med alvorlig sygdom på flere måder kan lette forløbet, fx ved at tilkøbe ydelser, som man ikke har adgang til i det offentlige system, men som kan aflaste den syge eller familien i en presset periode: rengøringshjælp, taxakørsel, børnepasning, take away osv. Beløbet udbetales skattefrit og uden betingelser, så man er selv herre over, hvordan det anvendes.
Udbetalingen kan finde sted ved visse ondartede kræftformer, hjerneblødning eller blodprop i hjernen, by-pass operation eller ballonudvidelse, blodprop i hjertet, hjerteklapkirurgi eller uigenkaldeligt nyresvigt. En konkret liste over, hvilke sygdomme og behandlinger, som er dækket, findes på Sampensions hjemmeside.
Hvis du eller en kollega eller medarbejder bliver ramt af alvorlig sygdom, er det derfor vigtigt, at den sygdomsramte kontakter os eller Sampension for at få afklaret, om diagnosen fremgår af listen og retten til udbetaling er indeholdt i den konkrete pensionspolice.
Skulle man være så uheldig gennem livet at blive ramt af flere sygdomme, som fremgår af listen, vil man kunne få beløbet udbetalt flere gange.
Det beløb, som udbetales, hvis diagnosen falder indenfor de aftaler, som følger med pensionsordningen, vil pt. være 110.000 kr. På Sampensions hjemmeside kan man orientere sig nærmere om betingelserne for at få udbetalt beløbet ved kritisk sygdom.
https://www.sampension.dk/kunde/livsaendringer/hvis-du-bliverer-syg/kritisk-sygdom