Fagbladet for musikpædagoger og musikere
Telefon: 35 35 63 33 • musikskolen@dmpf.dk

Stress rammer over hele skalaen

Forfatter: David Efraim Poulsen
Af David Efraim Poulsen

”Jeg er ikke typen der rammes af stress”, tænker de fleste nok, men stress kan ramme os alle. Arbejdsmarkedet er mere uforudsigeligt end nogen sinde, og buzz-ord som fleksibilitet og forandringsparathed har bidt sig fast. Det udfordrer konstant vores faglighed og det er med til at stresse os. 

Fagbladet MUSIKSKOLEN har sat fokus på stress i 2019

I de forrige artikler, ”Er du stresset eller har du bare travlt”, og ”Vi bliver stressede når arbejdet ikke give mening”, viste forskerne Peter Lund Madsen og Pernille Steen Pedersen os, at det grænseløse arbejde og det at skulle gå på kompromis med vores faglighed stresser os. 

Musikskolelederen, musikskolelæreren og musikskole/MGK-eleven fortæller i den kommende tid her i fagbladet MUSIKSKOLEN deres historier om, hvordan de fik stressens uvæsen helt tæt ind på livet. I denne artikel zoomer vi ind på musikskolelederen der blev sygemeldt med stress. 

"Bare det at telefonen ringede, fik pulsen op: Hvem var det? og ville de mig noget godt?" 

Musikskoleleder Lars Konrad Mortensen fra Nordfyns Musikskole fik ny selverkendelse efter sin stresssygemelding. ”Grunden til, at jeg fortæller min historie her i MUSIKSKOLEN, er, at jeg gerne vil hjælpe andre, der er på vej ud i den situation, som jeg har befundet mig i”, siger han i interviewet. 

Se videointerview med Lars Konrad Mortensen her

Det hele begyndte i påsken 2017

Jeg blev, som musikskoleleder i Nordfyns Musikskole, spurgt, om jeg kunne overtage stillingen som leder i kommunens ungdomsskole. Min chef ville gerne have mig til at hjælpe i en periode frem til september. Jeg skulle sammen med den øvrige ledelse i ungdomsskolen sikre trivsel og ro, frem til en ny organisation blev etableret. Egentlig havde jeg mest lyst til at sige ”Nej tak”, men modsat har vi som mennesker det også godt med at blive anerkendt og værdsat for det, vi er gode til. Og der er jeg nok ikke så meget anderledes end andre! Endvidere ligger det også i forståelsen i en ledergruppe, at man træder til, når ens chef har brug for hjælp. Vi ledere arbejder jo ofte i zonen med bøvl. Som skoleleder havde jeg netop været igennem en folkeskolereform, hvor jeg lærte, at lederen ikke giver op, bare fordi arbejdet er træls i en periode. 

Uklar opgave stressede mig

Efter planen skulle jeg lede ungdomsskolen i fire måneder, men det skulle vise sig at trække ud. Ungdomsskolens personale var stærkt udfordret pga. dårlig trivsel og utryghed omkring en fremtidig omorganisering. Der var akut brug for ledelse, men min arbejdssituation blev hurtigt uholdbar, fordi ledelsesopgaven blev uklar, da deadlines konstant blev udskudt - og med gode grunde. Pludselig befandt jeg mig i et ledelsesmæssigt dødvande.

undefined

Jeg følte, at jeg skyldte medarbejderne, at der blev skabt et fredeligt arbejdsmiljø, men et kommunalvalg udskød omorganiseringen. Min ledelsesopgave blev derfor at være en art brandslukker, mens vi afventede den politiske beslutning. Den indtraf først i juni 2018 halvandet år efter, at jeg havde fået opgaven. Sådan et forløb giver hverken mening for mig som leder eller som et menneske med mine karaktertræk. At sidde fanget i et ledelsesmæssigt vakuum og ikke kunne handle på en situation, hvor det var åbenlyst nødvendigt, udløste derfor en langvarig stresstilstand hos mig. Jeg fik alvorlige stresssymptomer, og det endte med en stresssygemelding i februar 2018. 

Jeg er ikke sådan én, der får stress

Efter ni måneder som leder for ungdoms -og musikskole stod jeg en dag nede i Rema 1000 uden at vide, hvordan jeg var kommet derned og hvad jeg skulle. Det stod klart for mig, at der var noget galt. Der havde været enkelte situationer, hvor jeg havde været ude at køre og hvor hukommelsen havde svigtet, Hvad var det egentlig jeg skulle? Jeg havde slået det hen som noget midlertidigt.

undefined

Min selvforståelse som offentlig leder er at have en høj tålegrænse. Derfor var det også meget svært for mig at erkende, at jeg ikke magtede opgaven. Selv om mange havde sagt til mig, ”Lars, nu skal du passe på dig selv”, så gjorde jeg ikke noget ved det. ”Jeg er ikke sådan én, der får stress”, bildte jeg mig selv ind. Jeg fortsatte arbejdet, men i starten af 2018 sagde kroppen stop. Jeg havde søvnsvigt, en trykken for brystet, ingen energi, slør for øjnene, hukommelsessvigt og højt blodtryk. Derfor traf jeg beslutningen om, at der måtte gøres noget.

Øget bevidsthed om mine lederegenskaber hjalp mig videre

Det var en lettelse, da det blev officielt, at jeg var sygemeldt med stress. Min yderst forstående chef sendte mig til en dygtig coach, som udarbejdede en profil over mine lederegenskaber. Ærlighed, fairness, lederskab og dømmekraft var mine centrale lederegenskaber. Jeg rettede ryggen igen og tænkte, ”Så kan det jo ikke være så ringe endda”.

undefined

Det gik op for mig, at jeg var gået på kompromis med mine karaktertræk i ledelsen af ungdomsskolen. Især fairness havde jeg været nødt til at undertrykke. Korpsånden i det offentlige lederskab havde presset mig ud i en konflikt med mine personlige karaktertræk. Det havde låst mig inde i en kronisk stresstilstand. 

undefined

Du forstår først stressens uvæsen, når du selv har været der

Travlhed handler for mig om at være i den gode spiral, hvor du er i flow og trives. Det kan godt lade sig gøre, også når man har travlt. Jeg oplever, at stress opstår, når man kommer ind i en negativ spiral i sit arbejdsliv. Det er der, hvor man konstant skal gå på kompromis med sin faglighed, sine idealer og personlige karaktertræk.

"Jeg gik alt for længe med mine stresssymptomer og bildte mig selv ind, at det bare var en periode, og at det snart gik over" 

Pludselig giver arbejdet og ens tilværelse ikke nogen mening længere. Jeg er et meget socialt menneske – middag med et lille glas og en gammeldags snak om verdenssituationen siger jeg da ikke nej til. I den periode hvor jeg var hårdest ramt, magtede jeg hverken mad, cognac eller selskab. Bare det at telefonen ringede, fik pulsen op: Hvem var det? og ville de mig noget godt? 

Du skal gøre noget meningsfuldt 

Jeg havde det selvfølgelig rigtig skidt med at være sygemeldt. Især fordi vi havde 40-års jubilæum på musikskolen. Derfor blev jeg også utrolig rørt og glad, da jeg så, hvordan musikskolelærerne afviklede en helt fantastisk jubilæumskoncert. Det gav mig en savnet ro under i min sygemelding - der var styr på tingene. Jeg koncentrerede mig om at blive rask ved at gøre noget, der gav mening for mig. Jeg dirigerede et brassbands og et harmoniorkester to gange om ugen. Det føltes meningsfuldt at arbejde med musikken, og det gav mig energi og nærvær. Den aktivitet fortsatte jeg med, mens jeg var sygemeldt, og min chef bakkede mig op. 

Hold tilknytningen til musikskolen

Jeg tror, at det er vigtigt at skære ned på den arbejdsmæssige belastning, når man er stresset. Ultimativt kan det at møde frem og holde en pause sammen med sine kolleger være arbejde nok. Som musikskoleleder vil jeg nu være villig til at tilbyde en stressramt musikskolelærer den løsning. Jeg mener, at det er vigtigt at holde tilknytningen til musikskolen, fordi man let kan blive udstødt af arbejdsmarkedet i en stressperiode.

undefined

Man kan opleve, at man ikke er til glæde for nogen, at man ikke udfylder sin plads i tilværelsen, og at man simpelthen ikke er noget værd. Den oplevelse giver svære ar på sjælen, og det skal vi for alt i verden undgå. Derfor er forståelse hjemmefronten også afgørende. 

Du skal arbejde i den virkelighed, som du befinder dig i

Under min sygemelding læste jeg musikeren Peter Bastians bog Altid allerede elsket. Hans pointe er, at vi kun kan leve i den virkelighed, vi befinder os i nu og her. Ikke den uopnåelige virkelighed, som vi forestiller os, og som vi ser og selv lægger op på de sociale medier. Jeg er en person, der let bliver begejstret af fremtidige muligheder. Jeg har lært, at det har konsekvenser, fordi virkeligheden ikke er perfekt. Jeg har måttet erkende, at man skal lade være med at tro, at man er verdensmester. Det glemmer vi ledere nogle gange. Jeg gik alt for længe med mine stresssymptomer og bildte mig selv ind, at det bare var en periode, og at det snart gik over. 

undefined

Foto Lasse Skov

Læs også: ”Er du stresset eller har du bare travlt” og

”Vi bliver stressede når arbejdet ikke give mening”

 

 

 

https://www.facebook.com/dmpf.dk/