Fagbladet for musikpædagoger og musikere
Telefon: 35 35 63 33 • musikskolen@dmpf.dk

Kodály Instituttet 40 år

Forfatter: Lise Wille Cholewa
Af Lise Wille Cholewa

International Kodály Society

 

I oktober måned fejredes 40-året for åbningen af Kodály instituttet, samtidigt blev 40-året for “International Kodály Society”markeret, og 20-året for “Foundation for the Kodály Institute”.

Af Lise Wille Cholewa

Kodály Instituttet hører i dag under Liszt Akademiet i Budapest. Instituttet ligger i Kecskemét, en provinsby på Pusztaen. Bygningen, som huser undervisningen og bruges til indkvartering af de studerende, er et tidligere Franciskaner-kloster ombygget til formålet. Mange pædagoger i Danmark kender måden, hvorpå man underviser i musik i Ungarn, bl.a. takket være studiebesøg i Ungarn. “Dansk Kodály Selskab” har været en stor drivkraft her og har også arrangeret mange kurser i Danmark. Selskabet så med rette et stort potentiale i måden at undervise på, hvilket jeg ønsker at argumentere for i denne artikel.  

På YouTube har jeg fundet et interview med Zoltán Kodály, som jeg vil anbefale. Kodály giver udtryk for mange synspunkter, som jeg forbløffes over relevansen af, selv i en nutidig kontekst

Zoltán Kodály var initiativtager til en gennemgribende forbedring af musikundervisningen i Ungarn, og mange ildsjæle sluttede op om dette, således at undervisningen er kendt for sit høje niveau. I interviewet siger Zoltán Kodály bl.a., at motivationen for at involvere sig i musikpædagogik var at sørge for et publikum til musikken. Uden publikum er der jo heller ikke noget orkester. Og musikken grundlæggende betydning fremhæves: “Music is not a toy for a very few selected people, but is a spiritual food for everybody”. Kodály nævner her, at grækerne - og også renæssancemennesket - havde betydningen af musik med i deres menneskesyn.

Kodály pointerer, at hvert land må skabe sit eget undervisningsmateriale ud fra sin særegne kultur. Man kan således ikke overføre det, man gør i Ungarn direkte til dansk sammenhæng, men må skabe sit eget. “A man without music is incomplete”. Dvæl gerne ved denne sætning! Musik har værdi i sig selv - man behøver ikke hente argumenter “udefra” for at se, hvorfor man skal tage arbejdet med musik alvorligt. Jeg tror, at alle, som dagligt arbejder med musik, er klar over værdien, ja nødvendigheden af musik. Ved fejringen blev der refereret til den græske filosof Heraklit: “No man ever steps in the same river twice”.

Heraklit betragter, at verden forandres - alt flyder - det vand, man stiger op af flyder videre, så næste gang, man træder ned i samme flod - er vandet nyt. Ja, man skal være åben for forandringer, og man kan heller ikke andet. I Ungarn er der sket store forandringer ved murens fald, hvilket jeg har været vidne til. De studerende ved Kodály Instituttet blev samlet i et panel og fremlagde land for land situationen i de respektive lande. Udfordringerne var de samme hvert sted, som f.eks. at orkestre nedlægges som følge af krisen. Men man hørte også om fine initiativer i musikundervisningen - initiativer som vil gøre en forskel. Der var også deltagere fra Kina i dette panel, og de talte åbent om undervisningen i Kina. “Kodály- konceptet” er verdensomspændende.

Der var ingen fra Danmark i panelet, men jeg sad undervejs og spekulerede over situationen i vores land. Er der ikke mange nedskæringer på musikkens område? Hvordan står det til med læreruddannelsen? Er der timer nok på skemaet i skolerne, så børnene lærer noget? Jeg underviser i klaver, og når jeg spørger ind elevernes kendskab til musik, forbavses jeg igen og igen over deres manglende viden - de kender det nyeste og er aktive lyttere, men kendskabet til kulturen er virkelig pauvert, og børnene er analfabeter, når det gælder noder.

Måske er der tiltag udenfor skolen, som man kan være stolte af? Det er blevet meget “in” at sende helt små børn til musikundervisning - musikalsk legestue findes i kirkeregi, på biblioteker og også på musikskoler. Her har vi nok et vækstlag, man kunne tage fat i og bygge videre på. Når børnene bliver ældre, har de brug for at lære mere? Måske det kommer? Vi må håbe! Hvad angår orkestrene, så har vi oplevet den ene tragedie efter den anden.

Tivoli, som er vores hæderkronede juvel - hug! - besparelser! Ingen levende musik til Pantomimen! Ja, men man kan da bare sætte musikken på et anlæg og lade musikken strømme via højtalere? Jeg mener nej! Musik er levende! Den levende lyd kan ikke erstattes - og levende dansere og levende musikere er et samlet hele. Bruger man sine sanser, er det indlysende. Vi sælger ud af vores arvesølv - og ingen tænker på de langsigtede virkninger af dette? Dog ser man også områder, som man har fået øget interesse for.

Det er en glæde at se, hvordan folk pakker en madkurv med vin og det hele - til de mange udendørs arrangementer. Regn er ingen hindring: paraplyen er medbragt. At danse i mange stilarter er også blevet en yndet beskæftigelse, f.eks. ved mange udendørs arrangementer hen over sommeren. Men trods dette er der alligevel nogen som sover i timen?

Tænker man som samfund langsigtet i planlægningen? Kulturarv er noget, man skal værne om. Min klaverlærer på Kodály Instituttet Dr. Orsolya Szabó, præsenterede en netop udgivet CD “The significance of the SZO method in the training of professional musicians”. Det var en kort præsentation, men man var ikke i tvivl om, at det at kunne spille et instrument kræver års flid. Men belønningen er igen “det åndelige”- man kommer tættere på sig selv, på dette at være menneske - via partituret, via instrumentet - og at man behersker kroppen - så man kan lade musikken strømme gennem dette. Vi har ånd, og vi kan og skal bruge denne gave. Man oplever dette fuldt og helt, når Dr. Orsolya Szabósætter fingrene i tangenterne og med den største selvfølgelighed lader de smukke toner klinge fra de store komponister. Der er kommet nye lærere til siden jeg studerede på Kodály Instituttet. Katalin Körtvési er inspireret af nu afdøde Klara Kokas. I undervisningen på Liszt Akademiet havde hun fået de studerende til at skrive sætninger ned, som betød noget for dem. Jeg lagde mærke til sætningen “Mozart er for alle” - ja, man skal ikke have så stor respekt, at det kvæler initiativ. “Mozart er for alle”! Hvilket glædeligt budskab!

Efter fejringen sidder jeg på et værelse i Gellert Hotellet, som ligger med udsigt til Donaufloden i Budapest. På Buda-siden. Det har altid været mit ønske at bo her, og nu er det endelig lykkedes. Jeg sidder ved det smukke skrivebord og skriver denne artikel. Gellert Hotellet er bygget i Art Nouveau stil - som i den Østrig/Ungarske version hedder Secession. Med elementer fra Indien, Syrien eller Egypten ønskede man at bringe det naturlige ind i arkitekturen. Det helsebringende termalbad med direkte adgang fra hotellet, er en hengivelse til svungne linjer og lys, som strømmer ind gennem farvede ruder - grønne og blånuancer - og det er her i dette varme vand, at mit blik rammer en lille statue: to børn, en pige og en dreng, siddende på en skildpadde, som de betragter i fordybelse, pigen med en hånd på skildpaddens skjold, drengen blidt gribende fat i pigens arm. Jeg genkalder mine oplevelser i Kecskemét ved fejringen - er skildpaddens lille løft med hovedet et “re”? Er skildpaddens krop et “do”? Over skulpturen er der en bue, mon dette symboliserer himmelbuen? Under de to børn og under skildpadden er der groteske ansigter med skæg formet af aflejringer fra det rindende vand, er der svingninger dybere under os? Diametralt på den anden side er der en tilsvarende statue - her kun en lille dreng - holdende to skildpadder - én under hver arm. Mon dette er et “mi”- et trin i skalaen? Den lille dreng bøjer let i det ene ben, så dette “mi” er ikke helt i vatter. Det er et “mi” i tilblivelse - i proces? Jeg havde ikke fået disse fantasifulde associationer, om jeg ikke havde deltaget i fejringen af Kodály- instituttet 40 år. En vigtig forandring, jeg bemærkede, og som også blev nævnt flere gange er, at der er kommet mere “krop” i måden at undervise på i Ungarn. At der er åbnet mere op for kreativitet og proces. “Kodály-konceptet” er i forandring. Men ikke mere end at grundværdierne er intakte. Der er fortsat et solidt fundament at bygge på: solmisation; håndtegn, styrkelse af det “indre øre”, at man tager udgangspunkt i egen folkemusik, at man har en veltilrettelagt progression af undervisnings materiale af kvalitet, etc.

Jeg vil på det varmeste anbefale musikpædagoger at lægge vejen forbi Kodály Instituttet; de udbyder sommerkurser og længerevarende kurser, som man kan finde omtalt på instituttets hjemmeside: http://kodaly.hu

 

Snart vil det være muligt at tage del i Dansk Kodály Selskabs aktiviteter, samt blive medlem af selskabet. Hjemmesiden er under ombygning, men selskabet arbejde på at gøre den klar.

Hjemmesiden får domænenavnet: http://kodaly.nu

 

Synspunkter i denne artikel er udtryk for forfatterens personlige holdninger (red.).

https://www.facebook.com/dmpf.dk/