Fagbladet for musikpædagoger og musikere
Telefon: 35 35 63 33 • musikskolen@dmpf.dk

Carl Nielsen - musikkens stridsmand

Forfatter: Hans Erik Deckert
Af Hans Erik Deckert

”Aldrig før har Musikens kunst været saa ilde stedt som i dette Øjeblik. Fra at være en aandelig Værdi, som vi alle samledes om, er den blevet en Skøge, som tilbyder sig fra aabne Døre og Vinduer, fra Kælderhalse og stinkende Jazzbuler.

End ikke langt ud paa Havet kan vi blive fri for de tarveligste og de mest nærgaaende Døgnmelodier.

Musikens Kunst er et mærkeligt Væsen. Ingen af de andre – saakaldte skønne – Kunster er i stand til øjeblikkeligt at udtrykke saa banale og lave Følelser som Musiken, men paa den anden Side eller ikke i stand til at fremkalde saa ophøjede og løftende Forestillinger. […] Hvis det kunde tænkes, at et af de værste Musikstykker eller Melodier kunde oversættes (transponeres) i Ord, vilde de blive forbudt af Sædelighedspolitiet som stridende imod den offentlige Velanstændighed.”

   Dette skrev Carl Nielsen i april 1931, et halvt år før sin død. Det var i forordet til forfatteren Karl Larsens bog ´Levende Musik – Mekanisk Musik´. I dag skurrer slige påstande om musikkens afgrunde ret så voldsomt i ørerne hos mange. Carl Nielsens storhed anerkendes selvsagt, men udtalelser som denne betragtes som en eklatant afsporing.

   Interessant er det i denne forbindelse, at udtalelserne faldt i relation til den af Karl Larsen iværksatte lidenskabelige debat om levende musik kontra mekanisk musik. Udgangspunktet i Karl Larsens bog er en kronik i dagbladet ´Politiken´ fra 1. marts 1931 med overskriften ”Menneskemusik og mekanisk Musik”. Her lyder det blandt andet fra Karl Larsens skarpe pen:

   ”Paa en egen dulgt Maade er Kampen mellem Menneskemusik og mekanisk Musik foregaaet her i Danmark, besynderligt neden under den offentlige Bevidsthed, indtil Radiogudens Statue nu med fuld Ret staar opstillet i vor nationale, litterære og musikalske Skueplads´ nye Bygning. Mekaniken synes hos os at have sejret i en Art snigende Materialslag mod levende Kød og Blod og musikalsk Sans, uden at der udsendtes Bulletiner eller offentliggjordes Tabslister fra dens Krigsførelse”. […] Først og sidst mangler al mekanisk Musik den levende Glans i Klangen, der er som Blinket i et Øje eller Rødmen paa en Kind. Der er noget mumificeret ved alt sligt, eller, som Carl Nielsen engang yderst træffende sagde: ´Der er ingen Vitaminer i det´. […] Man faar nu engang her i Verden intet ordentligt ud af at ligge paa en Sofa og lade sig tude Musik og Lærdom ind i Ørerne af en Højtaler; der skal Arbejde fra ens egen Side til. Det véd for Musikkens Vedkommende alle vi, der er opdraget i gammeldags musikalske Hjem, hvor vi lærte at spille et Instrument, og med de Midler, der stod til vor Raadighed, arbejde os frem til Musikkendskab, understøttet af Teater og Koncertsal”.

   I 150-året for Carl Nielsens fødsel kan der være grund til – udover hyldesten af det klingende budskab, der nu langt om længe er på vej ud i verdenen – at mindes hans talrige tilkendegivelser om musikkens kunst.

   Tør vi i dag spørge, om Carl Nielsen tværtimod havde ret i det, der gemmer sig bag det provokerende ordvalg, der i virkeligheden er en umiskendelig erkendelse af musikkens forfald som ”en aandelig Værdi”, hvor musikken ”er i stand til øjeblikkeligt at udtrykke saa banale og lave Følelser” i modsætning til ”ophøjede og løftende Forestillinger”?

   Ingen vil i vore dage bestride den kendsgerning, at der er en forskel på en kammermusikkoncert og en pop/rock-koncert. Andægtighed, dybeste stilhed kendetegner det ene sted og orgiastisk eksaltation det andet sted. Er dette bare ydre symptomer eller er det udtryk for at menneskets ´dybere lag´ er aktiveret? Appellerer de forskellige musikgenrer til forskellige ´centre´ i os? Er disse mulige forskelle eventuelt ensbetydende med den radikale polarisering i musikopfattelsen, som Carl Nielsen giver udtryk for?

   Hvad er det der får Carl Nielsen til at tale om det lave og om det ophøjede i forbindelse med musik? Hvad er det der får Platon til at tale om den gode musiks opbyggende og den dårlige musiks nedbrydende virkning? Hvad er baggrunden for Johann Sebastian Bachs berømte bekendelse: ”Al musik skal være til Guds ære og til menneskets rekreation. Forsømmes dette, så er det ikke længere musik, men et djævelsk vræl og lirumlarum.”

   Knap et halvt århundrede efter Carl Nielsens død læser vi på coveret til ´Reflection – Black Sabbath´: ”Straks på den første lp besværgede de [gruppen Black Sabbat] Satan, som faktisk kom. Han lovede dem succes overalt i verden, blot de ville spille hvert år til den store sabbat. Begge dele har holdt stik indtil i dag. Seks succesombruste lp´er, overvældende koncerter for alverdens fans. Der spillede de deres djævelsk hede hardrock, rent ud ideel tempereret musik for helvedesfester. For de store sabbatter, de blodige. Og du, din sølle nar, der holder denne lp i dine hænder, du bør vide, at du med den har solgt din sjæl, thi din sjæl vil hurtigt blive indfanget af denne sataniske rytme, af denne musiks djævelske kraft. Og dette musikalske tarantelbid vil få dig til at danse, uden ende, uden pause.”

   Dette musikalske tarantelbid, denne dans uden ende, uden pause, er i mellemtiden blevet perfektioneret. Dette er sket gennem teknologien, hvor der ikke længere medvirker mennesker eller musikinstrumenter. Er dette vor musikalske fremtid? Har det der hidtil blev anset som musikkultur, svigtet? En typisk kritik af den traditionelle musikkultur er at den mangler nærvær og kropslighed. Såfremt den traditionelle musikkultur er degenereret til rutine, til tomgang, til statussymbol, til præstationssport, så er der ingen grund til at forsvare nogle påståede værdier. Men hvad er i grunden nærvær? Kan nærvær udvikles? Forudsætter nærvær en krop i ekstase? Hvad indebærer ´kropslighed´? Er kroppens ´signaler´ udelukkende udtryk for noget rent kropsligt? Hvem har ikke oplevet at stilheden under en koncert kan blive til en transsubstantiation, hvor individuationens lænker løsnes og et alt omfattende fællesskab bliver en realitet? Er dette en hypnose? Er dette en suggestion? Eller er dette et objektivt faktum?

   Hvad er musik? Musik er ikke noget, for musik findes ikke i materiel forstand. Men musik kan blive til. Dette kræver åndeligt nærvær som betingelse for at erkende musikkens mysterium.

   Hvor står vi nu, hvor vi mindes Carl Nielsen, indbefattet hans ovenstående udsagn? Her kan der være grund til at minde om den senest afholdte såkaldte Love-Parade, en ´musikfestival´ i et øredøvende tonende bombardement, der blev afviklet i sommeren 2010 i Duisburg i Tyskland. Besøgstallet lå på 1,4 millioner. En række fejldispositioner fra arrangørernes side mundede ud i katastrofen den 24. juli 2010, hvor 21 døde og 541 blev kvæstet. I de fire efterfølgende år skete der mindst 6 selvmord på grund af de traumer, der fulgte efter begivenheden. Siden har der ikke været afholdt flere ´Love-Parader´, men varianter af denne form for ´festivaler´ blomstrer fortsat allevegne. Man kan derfor spørge: Hvad er det for kræfter, der står bag slige arrangementer?

     Carl Nielsen står ikke alene med sit udsagn i 1931. Rudolf Steiner kommer ind på dette spørgsmål 23 år tidligere, da han den 14. juni 1908 taler om elementarvæseners medvirken i forbindelse med musikfremførelser:

   ”… Så findes der åndelige væsener, der har astrallegemet som nederste væsensled, der altså består af endnu finere substans. Disse væsener finder nu igen muligheden for at have fællesskab med menneskene i de kunstarter der udtrykker sig i bevæget form, i musikken. Et rum, der er fyldt med musikkens klange, giver åndelige væsener med astrallegemet som nederste væsensled lejlighed til at komme ind. Således er et rums udfyldning med musikalske toner helt igennem noget, hvorigennem mennesket skaber fællesskab mellem sig selv og andre åndelige væsener. Sådan som mennesket gennem ophøjet, betydningsfuld musik så at sige drager gode væsener til sig, så sandt er det også, at frastødende musik drager onde astralske væsener til menneskets indflydelsessfære, og De ville være lidet opbygget, hvis jeg fortalte Dem om nogle moderne musikalske præstationer, hvilke rædselsfulde astralske skikkelser der danser omkring, når orkestret spiller. Disse ting må tages alvorligt!”

   For den, der interesserer sig for Rudolf Steiner, er det selvsagt fristende at bruge Steiner-citater som kasteskyts i et verbalt slagsmål om opfattelser af musik. Sådanne fremgangsmåder vil dog snarere gøre skade end gavn, så længe det ikke er egne iagttagelser og overvejelser, der er udgangspunktet for en stillingtagen.

   Hvad kan da vi selv iagttage? Hvordan står det til med iagttagelsen af fænomenet musik i nutiden? Er der overhovedet noget, der i vore dage kan kaldes musikforståelse på musikkens egne præmisser – præmisser der tilligemed når som helst kan redegøres for overfor den, der er villig til at lytte fordomsfrit?

   Det synes hævet over al tvivl, at tanken om en etisk dimension i musikken forekommer uacceptabelt hos flertallet af nutidens musiklyttere, uanset at denne tanke har været hævdet i årtusinder. Men hvad er det, der får den legendariske dirigent Wilhelm Furtwängler til at betragte dur-treklangen som værende nok i sig selv, som noget der er begyndelse og slutning et musikalsk forløb? Han siger herom:

   ”Derfor udstråler ethvert stort musikværk selv i de mest oppiskende passager – hvor ophidselsen kan drives til grænsen af den menneskelige fatteevne – en dyb, urokkelig og alt gennemtrængende ro – som en mindelse om Guds majestæt”.

   Kan det da tænkes, at Carl Nielsens ovenfor citerede udtalelser om elimineringen af musikkens åndelige værdi nu om stunder er mere aktuel end nogensinde før, ja at disse udtalelser i virkeligheden udgør det ukronede højdepunkt i Carl Nielsen-jubilæet, idet de konstaterer en utilsløret tilstedeværelse af modstandermagterne i menneskets inderligste kunst?

   I Carl Nielsens lille skrift ´Levende musik´ fra 1925, der som motto har ”Musik er liv, som dette uudslukkelig” (taget fra mottoet til hans 4. symfoni) finder vi musikalske bekendelser såsom: ”Allerførst maa vi se af faa Ærbødighed for de simpleste Intervaller, dvæle ved dem, lytte til dem, lære af dem og elske dem. […] Man må vise de Overmætte, at et melodisk Terzspring bør betragtes som en Guds Gave, en Kvart som en Oplevelse og en Kvint som den højeste Lykke. Tankeløst Fraadseri undergraver Sundheden. Vi ser altså, at det er nødvendigt at vedligeholde Forbindelsen med det Oprindelige.” Eller om pausens funktion i en musikalsk struktur: ”Jeg har set et Uhyre af en Violinvirtuos i en skøn Andante af Mozart benytte en firetakters Pause til at afbørste sit Kjoleærme, pille ved Haarene i Buen og kigge op og ned ad Stokken, indtil hans Indsats pludselig hensatte ham i en tilsyneladende sværmerisk Stemning. Det er Humbug! Et sådant Menneske føler ikke den organiske Helhedsrytme og endnu mindre den kunstnerisk-sammenhængende Stemning. Pauserne er altså fuldkommen lige så vigtige som Noderne, ja, de kan i mange Tilfælde være langt mere udtryksfulde og fantasivækkende…”

   Carl Nielsens indflydelse på musiklivet i Danmark var så eftertrykkelig, at den først begyndte at fortage sig i midten af 1950-tallet. Komponisten Jan Maegaard, der i 1948 under min uddannelse på konservatoriet i København – mit daværende hovedfag var teori og musikhistorie – var min medstuderende, skrev senere herom i ´Dansk Musiktidsskrift´: ”Da jeg i 1945, fjorten år efter mesterens død, blev optaget på konservatoriet, osede der rent ud sagt af Carl Nielsen. Ud af hver sprække. De komponister, Carl Nielsen kunne lide, blev dyrket. Det drejede sig i det væsentlige om Mozart og Brahms. De, som han ikke kunne lide, eksisterede næsten eller slet ikke. Den kompositionsundervisning, jeg modtog, indskrænkede sig i det væsentlige til formaninger om at holde mig en god, sund dansk diatoniks principper efterrettelig.” Jeg selv oplevede den post-nielsenske æra gennem flere konservatorielæreres modvilje overfor mit ønske om at spille en af Hindemiths cellosonater på en koncert, og da jeg under indstuderingen af mit debut-program i 1951 fik lov til at bestride den danske førsteopførelse af Herman D. Koppels ´Ternio´ med komponisten ved klaveret, begik jeg overfor denne under en prøve en formastelig faux pas ved at associere temaet i den muntre og elegante 1. sats med hovedmotivet i Richard Strauss ”Till Eulenspiegels lustige Streiche”. Koppels reaktion herpå indebar et syrligt smil samt en efterfølgende pinlig tavshed. Både Hindemith og Richard Strauss hørte dengang til ”personae non gratae”- gruppen i det danske musikliv. Også ´forvisningen´ af komponisten Rued Langgaard til Ribe, hvor han virkede som domorganist, hører med til denne situation. Rued Langgaard havde ´romantiske´ præferencer og blev derfor anset for ´upassende´ i det københavnske parnas. Og Ribe var dengang beliggende ´langt´ fra landets hovedstad.

   Carl Nielsen-æraen havde således også sin skyggeside, hvor en dansk musikalsk provinsialisme, en sig-selv-nok-mentalitet, havde overtaget. Men hvad betyder den tidsbundne Carl Nielsen overfor det, der karakteriserer ham i dag som den ufortrødne stridsmand for musikkens virkelighed?

   Vor tids musikliv og især musikuddannelsen er i vid udstrækning ramt af musikalsk ´bevidstløshed´. Dette betyder ikke at musik ikke lever i vore dage. Den lever overalt hvor mennesker musicerer. Musikaliteten, menneskets kostbareste gode, det som kunne være menneskets direkte bro til en åndelig verden, udfolder sig over hele kloden. Men denne musikalitet er i fare for at blive kvalt af den dogmatiske fiksering på de ydre færdigheder, på karrieren, på konkurrencen, på egotrippet. Den er i fare for at blive kvalt af de teknologiske mediers diktatoriske fremfærd. Den er i fare for at blive kvalt af musikgenrer der systematisk blokerer for tilgangen til det musikalske fænomen.

   Et symptom på den ensidige dyrkelse af de ydre færdigheder, uden hensyntagen til musikkens indre sammenhæng, er de inflatorisk hurtige tempi der gang på gang præger opførelsen af et musikværk. Skal vi spille hurtigere fordi vi kan nå klodens fjerneste steder på relativt få timer? Skal vi spille hurtige fordi vi nu engang behersker vore instrumenter bedre end nogensinde før? Hvis musikkens budskab negligeres, forrådes mennesket som åndsvæsen!

   Et symptom på de teknologiske mediers dominans er det maskinelle overforbrug af alt tonende. Det korrumperer musikaliteten og fremmer overfladiskhed. Hvordan kan man tro at musik kan blive til på et industrielt produkt? Det skabende øjeblik, det evigt nye, den musikalske proces som social realitet kan ikke fastholdes på mekanikkens præmisser!

   Et symptom på blokering af musikaliteten er de kropsfikserede klangorgier, oftest med en lydstyrke der medfører nedsat hørelse. Når musik bliver til et bedøvelsesmiddel, kan det blive umuligt at frigøre kreative processer!

   Udviklingen af musikalsk bevidsthed kan betyde en ´genopstandelse´ af musikkens kunst som en åndelig realitet. Bliver musikalitet igen kriteriet for en uafbrudt strømmende energi på musikkens præmisser, så vil ´budskabet´ ankomme hos medmennesket. Et budskab der ikke er manipuleret, ikke er suggereret, ikke er ´ideologi´ eller noget andet trick. Et budskab der ikke skal sælges eller propageres, fordi det taler for sig selv. Den musikalske oplevelse tager ikke en tøddel af vor frihed fra os. Musikkens uforklarlige dimension er den åndelige dimension, målet for det menneskelige.

   Det er denne musikforståelse, der ligger til grund for Carl Nielsens iltre udsagn om musikkens forfald som en åndelig værdi. Som kulmination iklæder han denne forståelse – man fristes til at kalde det kronen på et stort menneskes livsværk – en lignelse, der kan være et forbillede for os alle:

   ”Man skal over for et Kunstværk have den samme Fornemmelse, man har, naar man staar ved en Bæk. Det Sted, man staar ved, er et Led i et Hele, og det rummer i sig baade Kilden og Havet og alle Steder langs Bækken. Der skal ikke jages efter Idéer. Idéer er uden Betydning imod dette at kunne føre en Ting igennem fra Begyndelsen til Enden, saa at hver del af den taler om Begyndelse og Ende.”

undefined

Sigurd Swane: Portræt af Carl Nielsen

 

https://www.facebook.com/dmpf.dk/