Fagbladet for musikpædagoger og musikere
Telefon: 35 35 63 33 • musikskolen@dmpf.dk

Artikelserie

Forfatter: Jakob Kehlet
Af Jakob Kehlet

- om nogle musikskolers erfaringer med folkeskolesamarbejdet.

Der er gang i samarbejdet mellem folkeskolerne og musikskolerne rundt omkring i landet. Mange steder har folkeskolereformen været den gnist, der gav ideerne om samarbejde frit spil, andre steder har der i en årrække været tætte samarbejder mellem folke- og musikskoler.

Skolereformen har formaliseret samarbejdet, så der nu er en gensidig forpligtelse til at få samarbejdet til at fungere til gavn for eleverne, og på vores onlineudgave modus.dmpf.dk, fortæller vi om nogle af de gode erfaringer, der indtil nu er samlet, og hvordan samarbejdet mellem de to forskellige kulturer i henholdsvis folke- og musikskolerne fungerer.

Ny minister – masser af opbakning: Musikskolerne skal være en central samarbejdspartner for folkeskolerne, siger Ellen Trane Nørby.

Et folketingsvalg har ikke ændret på opbakning til skolereformen på dette punkt. Minister for børn, undervisning og ligestilling Ellen Trane Nørby er helt på linje med sin forgænger.

- Som en vigtig del af folkeskolereformen har vi valgt, at folkeskolerne skal samarbejde mere med det omgivende samfund, blandt andet musikskolerne. Der er meget kulturhistorie og dannelse i musik og sang, og samarbejdet kan understøtte elevernes udvikling og den glæde, musik kan give. Samarbejdet mellem folkeskole og musikskole kan være med til at understøtte læring i folkeskolens øvrige fag, fx dansk og engelsk, skriver ministeren i en mail til MODUS.

Fritiden skal fredes

Samtidig vil ministeren arbejde for, at folkeskolereformen ikke må gå ud over skolebørnenes fritidsaktiviteter, og heri ligger der en klar opfordring til folkeskolerne:

- Jeg forventer, at man på den enkelte folkeskole sikrer, at der fortsat vil være tid og rum til, at eleverne kan gå til musikundervisning og opleve glæden ved musik. I regeringsgrundlaget har vi skrevet, at vi vil se på samspillet mellem skole og fritidsliv. Det betyder også, at vi vil komme med anbefalinger til forbedringer, hvis der er steder, hvor det ikke fungerer så godt, skriver Ellen Trane Nørby.

I MODUS´ onlineversion kan du læse, hvordan Rødovre Musikskole har grebet et MusikUnik-projekt an på Hendriksholm Skole. Næsten hver dag underviser musikskolens lærere elever med særlige behov, og umiddelbart efter skoletid varetager de prøverne med skolens orkester.

På Tørring Skole i Hedensted Kommune har folkeskolen og musikskolen i fællesskab etableret en talentklasse efter Undervisningsministeriets særlige ordning, hvor det er muligt at rekruttere elever på basis af en optagelsesprøve. Men ud over etableringen af talentklassen har initiativet også skabt en masse musikalske aktiviteter i skolens øvrige klasser.

Andre steder går det knap så godt med etableringen af talentklasser. I Odense måtte man udskyde igangsættelsen et år, fordi for få elever meldte sig til projektet I første omgang. I Herning er talentklassen i gang, men der er stadig en del justeringer at gennemføre, før projektet kører optimalt.

Sydamerikanske rytmer og blokfløjter

Billund Kulturskole har også sendt musikskolelærere ud i kommunens folkeskoler, hvor de har bidraget med at lære børnene om blandt andet sydamerikanske rytmer og etablering af blokfløjteorkester. Alle projekter er udtænkt af Kulturskolens lærere og repræsentanter fra folkeskolerne i fællesskab, i det til lejligheden etablerede kulturnetværk.

I Gentofte og Middelfart har musikskolerne også taget skolereformens udfordringer op, og her har folkeskolerne også taget godt imod musikskolernes initiativer og lærere. I Gentofte Musikskole er det to musikskolelærere ud af 40, der varetage undervisningen i folkeskolen.

I Middelfart har 17 af musikskolens 27 lærere deres gang i folkeskolen.

 

Læs artiklen om Rødovre Musikskole

 

Læs artiklen om Hedensted Musikskole

 

Læs artiklen om Odense Musikskole

 

Læs artiklen om Herning Musikskole

 

Læs artiklen om Billund Kulturskole

 

Læs artiklen om Gentofte Musikskole og Middelfart Musikskole

 

https://www.facebook.com/dmpf.dk/